.
.
Åbenrå Kommunes maleriudstilling af
danske konger, på Museum Sønderjylland, Åbenrå
Kong Christian 2. |
Dronning Elisabeth |
.
Christian 2 var af udseende firskåren, kraftig og smuk. Udrustet med
en skarp forstand, men tillige mistænksom, hemmelighedsfuld med sine
planer, hensynsløs i sine lidenskaber.
Han nærede uvilje mod de højere stænder, men forkærlighed for
borgerstanden.
Han måtte underskrive en håndfæstning, som navnlig indeholdt to
strenge bestemmelser:
1. Han måtte ikke søge at få sin søn
udnævnt til sin efterfølger.
2. Hvis han handlede imod
håndfæstningen og ikke ville lade sig "undervise" af
rigsrådet, skulle alle rigets indbyggere hjælpe at afværge det.
.
| .
Christian
giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en
ædel og trofast hustru.
Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som
sin elskerinde.
Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit
var udvandret fra Amsterdam.
|
Samtidig portræt af kong Hans,
Christian 2. og to yngre prinser. De udskårne figurer findes
på Claus Bergs forgyldte altertavle i Sankt Knuds Kirke i
Odense. |
.
Christian
giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en
ædel og trofast hustru. Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som
sin elskerinde.
Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit
var udvandret fra Amsterdam.
Da
Dyveke døde pludselig, d. 21 september 1517, beskyldte kongen lensmanden på Københavns
Slot, den rå og lidenskabelige Torben Oxe, for at have
forgivet hende.
Da rigsrådet frikendte ham, udbrød kongen: Havde han end en hals så
tyk som en tyr, skal han dog miste den, og nedsatte i henhold til
almindelig rettergang et nævn af 12 bønder, der fældede en dødsdom
med den ofte nævnte retsformel: "Vi dømmer ham ikke, men
hans gerninger dømmer ham".
Efter
Torben Oxes henrettelse, blev fjendskabet mellem kongen og højadelen
stadig større, og den kloge Sigbrit fik mere indflydelse på
ham.
Til sidst blev hele rigets pengevæsen lagt i hendes hånd. Hun ville
hjælpe Christian til at forøge kongemagten og kronens indtægter.
Først og fremmest måtte han have penge til at undertvinge Sverige.
Føreren
for den kongevenlige parti i Sverige var ærkebispen Gustav Trolle. I
tillid til Christians hjælp, indlod han sig i strid med Sten Sture
den yngre.
Christian sendte en hjælpe hær der blev slået af Sten Sture.
Rigsdagen vedtog at afsætte ærkebispen, som blev indespærret i et
kloster. Om denne beslutning opsattes et brev, der besegledes af
rigsrådet i 1517.
Året
efter angreb Christian på ny Sverige, og blev atter slået.
Paven
satte Sten Sture og hans tilhængere i band for deres færd mod
ærkebispen, og da Christian for tredje gang (1520) sendte sin hær
til Sverige, lod han bandbullen opslå på kirkedørene.
På
den islagte sø Åsunden ved Bogasund i Vester-Götland slog danskerne
Sten Sture, der døde af sine sår.
Sten Stures enke, Kristina Gyllenstjerna, forsvarede Stockholm Slot
sommeren over indtil hun blev overtalt til forlig, og kongen lovede
glemsel og tilgivelse.
Sveriges
rigsråd måtte anerkende Christian som arvekonge, og han kronedes den
4. november af Gustav Trolle. Der gik nogle dage i fest og glæde, dog
varslede det ilde, at der blandt dem, der sloges til riddere, ikke
fandtes en eneste svensker.
Christian
pønsede på at stække den svenske adel således, at den aldrig mere
turde prøve på oprør mod sin konge. I samråd med den underfundige,
retslærde tysker Didrik Slaghek og flere andre, har han sandsynligvis
udklækket den plan at ramme adelen for dens forbrydelse mod kirken.
Så ville det jo ikke kunne siges, at han brød sit løfte om at
tilgive hvad der var forbrudt mod kronen.
Onsdag
d. 7. november samledes efter tilsigelse en mængde stormænd på
slottet, og portene lukkes.
Gustav Trolle fremtrådte med en klage over dem, der havde afsat ham.
Han afviste al tale om forlig, og krævede sagen dømt efter lovens
strenghed og gjorde fordring på en uhyre skadeserstatning.
Mens
alle var skrækslagne, stod Kristina Gyllenstjerna op og sagde, at
denne klage ikke alene kunne ramme hendes afdøde mand eller hans
arvinger, da afsættelsen var vedtaget af råd og stænder.
Til bevis fremdrog hun det beseglede brev fra 1517.
Men i dette brev tilsagde underskriverne hinanden, at hvis de blev
bandlyste, ville de af al magt sætte sig imod paven.
Dermed fik kongen et bevis for, at de havde gjort sig skyldige i den
groveste kirkelige forbrydelse.
Mange
adelsmænd og prælater blev natten over holdt fængslede i tårnet.
Den 8. november nedsattes et nævn, bestående af en dansk biskop og
Gustav Trolle tillige med 12 andre svenske prælater, som erklærede,
at en sådan misgerning var åbenbart kætteri.
Med
denne kendelse som påskud lod Christian henrettelserne begynde på
Stortorvet.
Bisper, stormænd og stockholmske borgere halshuggedes, deriblandt
flere, som ikke havde underskrevet brevet fra 1517, eller var
anklagede af Gustav Trolle.
Den første dag dræbtes 82, og i de følgende dage fortsattes
myrderiet. Der faldt en stærk regn, så at blodet strømmede gennem
gaderne.
Ligene
lå på tredje dag på torvet i dynd og snavs. Derpå blev de brændt
på et stort bål. Sten Stures lig blev opgravet og kastet på bålet.
Også
i Finland henrettedes adskillige, og deres ejendom inddroges under
kronen.
Ved denne udåd troede Christian at have sikret sig Sveriges krone, og
at have kvalt enhver spire til oprør.
Herefter drog han til Danmark og overlod styrelsen af Sverige til
Gustav Trolle, Didrik Slaghek og nogle andre.
Mens
kong Christian var beskæftiget med sine store reformplaner, begyndte
hans mange fjender at hæve hovederne. Det var lykkes Gustav Vasa at
undvige til Lübeck fra Kalø, hvor han sad som fange, og et halvt år
før blodbadet i Stockholm, var han nået hjem til Sverige, hvor han i
det stille virkede for at rejse folket. Først ville de ikke høre på
ham, selv blodbadet kunne ikke vække dem til opstand, men da det
rygtedes, at Sveriges almue skulle udlevere sine våben og desuden
pålægges en tung skat, rejste de sig og valgte Gustav Vasa til
høvedsmand, og snart var hele Sverige i fuldt oprør.
Endvidere
begyndte Lübeck krig mod Christian. Hans farbroder Frederik af
Gottorp og den jyske adel sluttede sig til hans fjender.
Overfor alle disse fjender tabte kongen al den sædvanlige fasthed.
Han blev tvivlrådig, om han skulle samle sine trofaste venner til
modstand, eller på forhånd opgive kampen.
Omsider
valgte han den udvej med hustru og børn at drage til Holland for at
hente hjælp (1523).
Sigbrit, der var forhadt og ved sin overmod væsentlig havde bidraget
til hans fald, førte han med sig.
Sverige
valgte nu Gustav Vasa til konge. I Danmark udstod borgerne i
København og Malmø en lang belejring og overgav sig først til
Frederiks hærfører, Johan Rantzau, da al udsigt til Christians
snarlige tilbagekomst var svundet.
Først
9. år senere genså Christian Danmark. Han blev arresteret og indsat
på Sønderborg Slot d. 9. august 1532. Han genvandt aldrig siden sin
frihed.
Christian 2. døde på Kalundborg Slot 25. januar 1559, 77 år gammel.
Begravet i Gråbrødreklostret i Odense,
senere overflyttet til St.
Knuds Kirke i Odense.
Christian
2. var søn af kong Hans og dronning Christine, født på Nyborg Slot
1. juli 1481.
Blev i 1515 gift med Elisabeth
(1501-1526), datter af ærkehertug Filip den Smukke af Castilien og
Johanne den Vanvittige af Aragonien
Christian og Elisabeth fik børnene:
Hans,
1518-32
Maximilian, 1519, tvilling, død efter dåb.
Philip, 1519, tvilling, død efter dåb.
Dorothea, 1520-80, gift i 1535 med grev Friedrich 2. af Pfalz
Christine, 1521-90, i 1534 gift med hertug Francesco 2. Sforza af
Milano. Derefter i
1541 med hertug Frans 1. af Lorraine.
.
