fortidensjelling    danmarkskonger   Sagnkongerne    fotos    onlinephotos



Kong Christian II
1481 - 1559              Konge 1513 - 23
                                 Norge 1513 - 23
                                  Sverige 1520 - 23

.

Danmarks Konger  fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II

.

.

 

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.
Åbenrå Kommunes maleriudstilling af danske konger, på Museum Sønderjylland, Åbenrå

                                      

                                     Kong Christian 2.

                        

                             Dronning Elisabeth

..

Christian 2 var af udseende firskåren, kraftig og smuk. Udrustet med en skarp forstand, men tillige mistænksom, hemmelighedsfuld med sine planer, hensynsløs i sine lidenskaber. 
Han nærede uvilje mod de højere stænder, men forkærlighed for borgerstanden.
Han måtte underskrive en håndfæstning, som navnlig indeholdt to strenge bestemmelser: 
1. Han måtte ikke søge at få sin søn udnævnt til sin efterfølger. 
2. Hvis han handlede imod håndfæstningen og ikke ville lade sig "undervise" af rigsrådet, skulle alle rigets indbyggere hjælpe at afværge det.

.

.

Christian giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en ædel og trofast hustru.

 Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som sin elskerinde.

Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit var udvandret fra Amsterdam.

Samtidig portræt af kong Hans, Christian 2. og to yngre prinser. De udskårne 
figurer findes på Claus Bergs forgyldte altertavle i Sankt Knuds Kirke i Odense.

.
.

Christian giftede sig i 1515 med kejser Karl 5´s søster Elisabeth, der blev ham en ædel og trofast hustru. Alligevel beholdt han den skønne Dyveke som sin elskerinde.
Han havde lært hende at kende i Bergen, hvortil hendes moder Sigbrit var udvandret fra Amsterdam.

Da Dyveke døde pludselig, d. 21 september 1517, beskyldte kongen lensmanden på Københavns Slot, den rå og lidenskabelige Torben Oxe, for at have forgivet hende.
Da rigsrådet frikendte ham, udbrød kongen: Havde han end en hals så tyk som en tyr, skal han dog miste den, og nedsatte i henhold til almindelig rettergang et nævn af 12 bønder, der fældede en dødsdom med den ofte nævnte retsformel:  "Vi dømmer ham ikke, men hans gerninger dømmer ham".

Efter Torben Oxes henrettelse, blev fjendskabet mellem kongen og højadelen stadig større, og den kloge Sigbrit fik mere indflydelse på ham. 
Til sidst blev hele rigets pengevæsen lagt i hendes hånd. Hun ville hjælpe Christian til at forøge kongemagten og kronens indtægter.
Først og fremmest måtte han have penge til at undertvinge Sverige.

Føreren for den kongevenlige parti i Sverige var ærkebispen Gustav Trolle. I tillid til Christians hjælp, indlod han sig i strid med Sten Sture den yngre.
Christian sendte en hjælpe hær der blev slået af Sten Sture.
Rigsdagen vedtog at afsætte ærkebispen, som blev indespærret i et kloster. Om denne beslutning opsattes et brev, der besegledes af rigsrådet i 1517.

Året efter angreb Christian på ny Sverige, og blev atter slået.

Paven satte Sten Sture og hans tilhængere i band for deres færd mod ærkebispen, og da Christian for tredje gang (1520) sendte sin hær til Sverige, lod han bandbullen opslå på kirkedørene.

På den islagte sø Åsunden ved Bogasund i Vester-Götland slog danskerne Sten Sture, der døde af sine sår.
Sten Stures enke, Kristina Gyllenstjerna, forsvarede Stockholm Slot sommeren over indtil hun blev overtalt til forlig, og kongen lovede glemsel og tilgivelse.

Sveriges rigsråd måtte anerkende Christian som arvekonge, og han kronedes den 4. november af Gustav Trolle. Der gik nogle dage i fest og glæde, dog varslede det ilde, at der blandt dem, der sloges til riddere, ikke fandtes en eneste svensker.

Christian pønsede på at stække den svenske adel således, at den aldrig mere turde prøve på oprør mod sin konge. I samråd med den underfundige, retslærde tysker Didrik Slaghek og flere andre, har han sandsynligvis udklækket den plan at ramme adelen for dens forbrydelse mod kirken. Så ville det jo ikke kunne siges, at han brød sit løfte om at tilgive hvad der var forbrudt mod kronen.

Onsdag d. 7. november samledes efter tilsigelse en mængde stormænd på slottet, og portene lukkes.
Gustav Trolle fremtrådte med en klage over dem, der havde afsat ham. Han afviste al tale om forlig, og krævede sagen dømt efter lovens strenghed og gjorde fordring på en uhyre skadeserstatning.

Mens alle var skrækslagne, stod Kristina Gyllenstjerna op og sagde, at denne klage ikke alene kunne ramme hendes afdøde mand eller hans arvinger, da afsættelsen var vedtaget af råd og stænder. 
Til bevis fremdrog hun det beseglede brev fra 1517.
Men i dette brev tilsagde underskriverne hinanden, at hvis de blev bandlyste, ville de af al magt sætte sig imod paven. 
Dermed fik kongen et bevis for, at de havde gjort sig skyldige i den groveste kirkelige forbrydelse.

Mange adelsmænd og prælater blev natten over holdt fængslede i tårnet.
Den 8. november nedsattes et nævn, bestående af en dansk biskop og Gustav Trolle tillige med 12 andre svenske prælater, som erklærede, at en sådan misgerning var åbenbart kætteri.

Med denne kendelse som påskud lod Christian henrettelserne begynde på Stortorvet.
Bisper, stormænd og stockholmske borgere halshuggedes, deriblandt flere, som ikke havde underskrevet brevet fra 1517, eller var anklagede af Gustav Trolle.
Den første dag dræbtes 82, og i de følgende dage fortsattes myrderiet. Der faldt en stærk regn, så at blodet strømmede gennem gaderne.

Ligene lå på tredje dag på torvet i dynd og snavs. Derpå blev de brændt på et stort bål. Sten Stures lig blev opgravet og kastet på bålet.

Også i Finland henrettedes adskillige, og deres ejendom inddroges under kronen.
Ved denne udåd troede Christian at have sikret sig Sveriges krone, og at have kvalt enhver spire til oprør.
Herefter drog han til Danmark og overlod styrelsen af Sverige til Gustav Trolle, Didrik Slaghek og nogle andre.

Mens kong Christian var beskæftiget med sine store reformplaner, begyndte hans mange fjender at hæve hovederne. Det var lykkes Gustav Vasa at undvige til Lübeck fra Kalø, hvor han sad som fange, og et halvt år før blodbadet i Stockholm, var han nået hjem til Sverige, hvor han i det stille virkede for at rejse folket. Først ville de ikke høre på ham, selv blodbadet kunne ikke vække dem til opstand, men da det rygtedes, at Sveriges almue skulle udlevere sine våben og desuden pålægges en tung skat, rejste de sig og valgte Gustav Vasa til høvedsmand, og snart var hele Sverige i fuldt oprør.

Endvidere begyndte Lübeck krig mod Christian. Hans farbroder Frederik af Gottorp og den jyske adel sluttede sig til hans fjender.
Overfor alle disse fjender tabte kongen al den sædvanlige fasthed. Han blev tvivlrådig, om han skulle samle sine trofaste venner til modstand, eller på forhånd opgive kampen.

Omsider valgte han den udvej med hustru og børn at drage til Holland for at hente hjælp (1523).
Sigbrit, der var forhadt og ved sin overmod væsentlig havde bidraget til hans fald, førte han med sig.

Sverige valgte nu Gustav Vasa til konge. I Danmark udstod borgerne i København og Malmø en lang belejring og overgav sig først til Frederiks hærfører, Johan Rantzau, da al udsigt til Christians snarlige tilbagekomst var svundet.

Først 9. år senere genså Christian Danmark. Han blev arresteret og indsat på Sønderborg Slot d. 9. august 1532. Han genvandt aldrig siden sin frihed.
Christian 2. døde på Kalundborg Slot 25. januar 1559, 77 år gammel.
Begravet i Gråbrødreklostret i Odense, senere overflyttet til St. Knuds Kirke i Odense.

Christian 2. var søn af kong Hans og dronning Christine, født på Nyborg Slot 1. juli 1481.
Blev i 1515 gift med Elisabeth (1501-1526), datter af ærkehertug Filip den Smukke af Castilien og Johanne den Vanvittige af Aragonien
Christian og Elisabeth fik børnene:

Hans, 1518-32
Maximilian, 1519, tvilling, død efter dåb.
Philip, 1519, tvilling, død efter dåb.
Dorothea, 1520-80, gift i 1535 med grev Friedrich 2. af Pfalz
Christine, 1521-90, i 1534 gift med hertug Francesco 2. Sforza af Milano. Derefter i  
               1541 med hertug Frans 1. af Lorraine.



 

.

danmarkskonger.dk      Privacy  ©2014-17