Lovgivning
.
Efter sin hjemkomst
fra Sverige tog Christian 2. med iver fat på store lovarbejder, som
skulle fuldføre de reformer, han hidtil havde forberedt. Hans formål
var at skabe et stærkt kongedømme, hævet over alle stænder og uafhængigt
af enhver ydre magt.
Folkets deltagelse i retsplejen gennem
nævninger og sandemænd blev ophævet, den kirkelige dommermyndighed
afskaffedes, og alle sager henlagdes under kongelige dommere.
Der oprettedes en højeste domstol, hvorved de kirkelige sager endog
unddroges paven.
Imod håndfæstningens bud indsatte
han flere borgerlige lensmænd og pålagde alle slotshøvdinger, hvis
han døde, da at adlyde hans søn. Deri lå et forsøg på at gøre
Danmark til et arverige ligesom Sverige.
Kirkens uafhængighed ville han helt tilintetgøre. Et par gange
trodsede han sin vilje igennem ved valget af ærkebisp, ja han fik endog
den uværdige Didrik Slaghek udnævnt til ærkebisp, men lod ham kort
efter stille for en verdslig ret, og efter domfældelsen brænde som et
sonoffer for det Stockholmske blodbad.
Han blev opmærksom på Luthers optræden og indkaldte fra
Wittenberg lutherske prædikanter, hvis virksomhed han mente kunne hjælpe
ham til at lægge kirken aldeles under sin myndighed. Deres prædiken
fik dog ingen betydning.
I den blomstrende borgerstand søgte
han en støtte for kongemagten. Han ophævede adelens og præstestandens
ret til at handle med udenlandske købmænd og fastsatte, at denne
handel kun tilkom købstæderne.
Han havde den plan at grundlægge et nordisk handelsselskab, og at gøre
København og Stockholm til hovedcentre for handelen på Østersøen, ja
han tænkte endog på at sende Søren Norby til Indien.
Sigbrit var i alle disse ting hans vigtigste rådgiver. Hendes fædreland,
Nederlandene, så Christian hen til som forbillede. Det var også fra
Holland, der indkaldtes bønder til at bosætte sig på Amager for at
fremme havedyrkningen.
Christian 2`s lovgivning drog omsorg
for de fattige og retsløse. Han forbød at sælge de vornede bønder,
og gav dem ret til at flytte bort fra deres fødegods, når de led
overlast af husbonden. De skibbrudne, der tidligere var så godt som
fredløse, idet strandejeren tog deres gods og tit deres liv, beskyttede
han ved den forordning, at strandingsgods tilhørte den skibbrudne.
Også de usle skoler søgte han at forbedre. På landet skulle børnene
lære at læse og skrive dansk, og de højere skoler omdannedes i
humanistisk retning.
Idet
Christian 2. virkede for at gøre kongemagten næsten enevældig og
trykke de højere stænder ned, kan det siges, at han omend på et langt
voldsommere måde fortsatte, hvad Valdemar Atterdag og Margrete havde
begyndt på. Ligeledes kan han jævnføres med mange samtidige fyrster,
hvis stræben var af samme art, men ved sin omsorg for de hjælpeløse,
står han højt over disse.
.
.
.
