Lovgivning
.
Efter sin hjemkomst fra Sverige tog
Christian 2. med iver fat på store lovarbejder, som skulle fuldføre
de reformer, han hidtil havde forberedt. Hans formål var at skabe et
stærkt kongedømme, hævet over alle stænder og uafhængigt af
enhver ydre magt.
Folkets deltagelse i retsplejen
gennem nævninger og sandemænd blev ophævet, den kirkelige
dommermyndighed afskaffedes, og alle sager henlagdes under kongelige
dommere.
Der oprettedes en højeste domstol, hvorved de kirkelige sager endog
unddroges paven.
Imod håndfæstningens bud indsatte
han flere borgerlige lensmænd og pålagde alle slotshøvdinger, hvis
han døde, da at adlyde hans søn. Deri lå et forsøg på at gøre
Danmark til et arverige ligesom Sverige.
Kirkens uafhængighed ville han helt tilintetgøre. Et par gange
trodsede han sin vilje igennem ved valget af ærkebisp, ja han fik
endog den uværdige Didrik Slaghek udnævnt til ærkebisp, men lod ham
kort efter stille for en verdslig ret, og efter domfældelsen brænde
som et sonoffer for det Stockholmske blodbad.
Han blev opmærksom på Luthers optræden og indkaldte fra
Wittenberg lutherske prædikanter, hvis virksomhed han mente kunne
hjælpe ham til at lægge kirken aldeles under sin myndighed. Deres
prædiken fik dog ingen betydning.
I den blomstrende borgerstand søgte
han en støtte for kongemagten. Han ophævede adelens og
præstestandens ret til at handle med udenlandske købmænd og
fastsatte, at denne handel kun tilkom købstæderne.
Han havde den plan at grundlægge et nordisk handelsselskab, og at
gøre København og Stockholm til hovedcentre for handelen på
Østersøen, ja han tænkte endog på at sende Søren Norby til
Indien.
Sigbrit var i alle disse ting hans vigtigste rådgiver. Hendes
fædreland, Nederlandene, så Christian hen til som forbillede. Det
var også fra Holland, der indkaldtes bønder til at bosætte sig på
Amager for at fremme havedyrkningen.
Christian 2`s lovgivning drog omsorg
for de fattige og retsløse. Han forbød at sælge de vornede bønder,
og gav dem ret til at flytte bort fra deres fødegods, når de led
overlast af husbonden. De skibbrudne, der tidligere var så godt som
fredløse, idet strandejeren tog deres gods og tit deres liv,
beskyttede han ved den forordning, at strandingsgods tilhørte den
skibbrudne.
Også de usle skoler søgte han at forbedre. På landet skulle
børnene lære at læse og skrive dansk, og de højere skoler
omdannedes i humanistisk retning.
Idet Christian 2. virkede for at gøre kongemagten næsten
enevældig og trykke de højere stænder ned, kan det siges, at han
omend på et langt voldsommere måde fortsatte, hvad Valdemar Atterdag
og Margrete havde begyndt på. Ligeledes kan han jævnføres med mange
samtidige fyrster, hvis stræben var af samme art, men ved sin omsorg
for de hjælpeløse, står han højt over disse.
.
