Frederik den
ottendes regeringsperiode
.
Da Frederik 8. tiltrdte
regeringen i begyndelsen af 1906, styrede ministeriet J.C.
Christensen.
ret fr havde dets leder sprngt det venstreparti, der havde
taget magten i 1901. Men de moderate var trdt til i stedet for
de radikale, som var trngt ud, og hjre rykkede frem som
reserve.
Ministeriet sad da strkt og sikkert, og der var gode udsigter
til forsoning mellem de to store partier, der fr 1901 havde bekmpet
hinanden s bittert, og valgene i 1906, f mneder efter
kongeskiftet, gav gunstige vilkr for udsoningspolitikens fortsttelse.
Dens tilhngere bevarede et stort flertal.
Det tr formodes, at kong
Frederik har set denne udvikling med tilfredshed. Han har vistnok
af og til drmt den sknne drm om et enigt folk, og desuden
tog forligspolitikken sig forelbig helt fint ud, og
"visnepolitikkens" golde tid synes at ligge langt
tilbage.
Nu skyllede lovene ned over det taknemmelige folk.
Mange af disse love rummede
store fremskridt. Der var sociale love og retsreformlove,
skattelove, jernbanelove, lnningslove, byggelove og valglov for
kommunerne. Alle var glade, at der kunne forhandles.
Men allerede nu kastede de
kommende begivenheder deres mrke skygge hen over de
tilsyneladende s idylliske forhold. Det fltes af flere, at vor
parlamentariske liv var ved at komme p afveje.
I efterret 1907 var der to kongeligt udnvnte landstingsmnd
der mtte trde tilbage. Men vrre ting forestod. I sommeren
1906 havde vgtige rster advaret de toneangivende ministre mod
den mand, der stod i spidsen for justitsministeriet.
Siden var nye advarsler kommet til, men alle forblev frugteslse.
I efterret 1907 rejstes
angrebene p justitsministeren i rigsdagen, og vinteren igennem
var diskussionen om ham stende. En rkke misbrug af hans
embedsmyndighed oplystes med uangribelige beviser.
Rigsdagsflertallet slog kreds om ham. Kravet om en undersgelse
blev stemt ned med stort flertal i folketinget.
Men de fleste flte nok at det
bar hen mod en katastrofe. Den 23 juli frigjorde ministeriet sig
omsider for Alberti. Dermed var hans muligheder bristede, og knap
7. uger efter sin afgang som minister, mtte han melde sig som
storforbryder.
Kong Frederik har sikkert flt
det som en forsmdelse, at han havde haft denne mand som sin rdgiver,
og det ramte ham hrdt at det blev en begivenhed af s stort
omfang, at det kunne vkke opmrksomhed, s langt som
telegrafen nede, om det land, hvis konge han var.
Uhyggen formindskedes jo ikke derved at Albertis politiske misbrug
og konomiske forbrydelser var beget i en periode der tillige
prgedes af en yderst tvivlsom byggespekulation og en
uomtvistelig banksvindel i stor stil.
Det var utvivlsomt yderst pinligt for kongen, at nogle r af hans
regeringstid skulle g over i historien med overgrebenes,
misbrugernes og svindlernes mrke.
Men heller ikke de tider som nu
fulgte, kunne vre behagelige for kong Frederik. Ministeriet J.
C. Christensen blev nd til at vige, og hr. Neergrd trdte til
som frsteminister.
Hans opgave var at lse forsvarssprgsmlet.
Men her stod hjre og de moderate venstregrupper endnu
forskelligt, og der kunne ikke skabes enighed.
Valgene i 1909 gav vidnesbyrd om
hvor ringe nske der var i befolkningen om et militrforlig, og
alt var umulig, indtil ministeriet Neergrd var get af.
Kongen forsgte herefter at f grev Frijs til at danne et
ministerium, men han sagde nej.
For kongen har disse augustdage i 1909 sikkert vret ubehagelige,
alle muligheder synes udelukket og intet ville lykkes.
Da tilbd til sidst grev
Holstein- Ledreborg sin konge, at stemme for gennemfrelsen af
den militrordning, han havde ofret sine manddomsr p at bekmpe.
Men smertelig mtte det fles, at det blev ndvendig at optage
hr. J. C. Christensen som forsvarsminister, netop p et tidspunkt
hvor man i militrivrige kredse var opfyldt af den strkeste
harme mod ham.
I september 1909 gennemfrtes militrlovene.
Men allerede en mned efter
forliget brd ministeriet sammen p grund af misstemning.
Kong Frederik vendte sig nu efter de afgende ministres rd til
de Radikale Venstre, og ministeriet Zahle dannedes.
Men dette ministerium kunne iflge sagens natur ikke vre egnet
til at skaffe ro. Dets opgave mtte vre at sge gennemfrt en
valgordning, der gav mulighed for, at vlgernes flertal kunne
bestemme folketingets flertal, og derp gennem en appel til vlgerne
sge afgjort, om den vedtagne militrordning skulle opretholdes.
Det drev Hjre og alle de
moderate grupper sammen til en forbitret kamp mod ministeriet, og
valgkredsordningen hindredes, og appellen til vlgerne mtte
foreg p den gamle valggrundlag.
Kongen der helt igennem stillede sig strengt parlamentarisk
korrekt overfor ministeriet, gav da ogs sit samtykke til, at der
sledes sgtes en afgrelse til den ene eller den anden side.
Valget faldt ud til fordel for de moderate og konservative
grupper.
Men derefter fulgte s i
sommeren 1910. ministeriet Berntsen. Det kom dermed politisk set,
roligere forhold. Den almindelige kamp syntes udsat, mens man frte
diskussionen om de nye skatter.
Rimeligvis har kong Frederik flt denne ro som en behagelighed, i
modstning til de bevgede tider, der var get forud.
Og utvivlsomt har det vret ham til stor glde, at den store
krise, der havde ramt en del af folkets nringsliv s hrdt, nu
synes at overvindes, s at der er mulighed for at Danmark i konomisk
henseende gr noget lysere tider i mde.
