Slaget
p Kongedybet 1801
S
snart vinteren var omme, sendtes en engelsk flde under Parker og
Nelson til sundet for at overvinde Danmark, medens isen endnu bandt
russerne i deres havne.
Den danske flde l aftaklet i havnen, og i strste hast mtte
der i Kongedybet, hvorfra byen lettest kunne beskydes, lgges en rkke
blokskibe fra Trekroner og mod syd.
|
Denne forsvarslinie frtes af Olfert Fischer. Nelson gik med 11
linieskibe og en del mindre skibe st om middelgrunden og derp,
skrtorsdag d.2. april, fra syd op i Kongedybet.
Efter 5-6 timers kamp, hvori Lassen p Prvestenen, den unge
Willemoes p sit fldebatteri og mange andre viste glimrende
tapperhed, var vor slaglinie i Kongedybet bukket under for
overmagten og fuldstndig delagt.
Alligevel var Nelsons stilling
ikke god. Mange af hans skibe var strkt forskudte eller get p
grund, og det faste Trekroner var endnu urrt. |
Peter Willemoes
statue p Assens havn |
.
Da
forvandlede han ved krigslist det kun halvt afgjorte slag til en
sejr, idet han sendte et sendebud til kronprinsen med trussel om at
brnde de tagne danske fartjer med deres mandskab, hvis ikke
skydningen fra dansk side standsedes.
Kronprinsen gav da, uden at rdfre sig med Fischer, ordre til at
holde inde med kampen.
Kort
efter slaget indlb den efterretning, at kejser Povl var blevet
myrdet og fulgt af sin sn Alexander 1. Dermed var
neutralitetsforbundet sprngt, og efter langvarige forhandlinger
godkendte Danmark Englands ret til at visitere handelsskibe.
De
flgende 6. r havde Danmark-Norge fred. Handel og skibsfart
trivedes p ny, og skabte velstand i alle lag. Kun statens finanser
kunne ikke komme p ret fod, for den tredje koalitionskrig udbrd
i 1805, og da Nordtyskland i de flgende r blev krigens
skueplads, mtte der opstilles en stor hr i Holsten for at sikre
sydgrnsen.
Kronprinsen
med nogle af ministrene opholdt sig i reglen i hovedkvarteret i
Holsten, s at styrelsen fik to midtpunkter, Kbenhavn og Kiel.
Dette viste sig snart at vre meget uheldigt, da det hindrede
fasthed og hurtighed i ledelsen under kritiske forhold, og gav
kronprinsen lejlighed til at g uden om statsrdet og flge sin
lyst, eller militre rdgivers rd.
Det
var regeringens hensigt at forblive neutral s lnge som muligt,
men kunne det ikke lade sig gre, da ville den hellere slutte sig
til England end til Frankrig, for man inds klart, at selv om den
jyske halv i tilflde af brud med Frankrig var udsat for at blive
oversvmmet af Napoleons tropper, var dette i lngden langt fra s
truende for statens tilvrelse som en krig mod England. Med England
som forbundsflle kunne man hindre Napoleon i at angribe erne og
Norge, men var England vor fjende, beherskede de havet, og skilte
Danmark fra Norge.
.
.
.
.
.
