Landets fattigdom
Befolkningen
levede under et skattetryk, som den havde ondt ved at bre. Den vsentligste
grund til fattigdommen var landbrugets usle kr. Tiden efter
1660 bragte ingen fremgang. En rkke r var der ligefrem misvkst,
lyngen bredte sig, og ulvenes tal voksede. Selv i de bedre r var
udbyttet af hsten ringe, i reglen kun 3-4 fold.
Hele
overskuddet af landbruget var ofte ikke strre end summen af de
skatter de mtte udrede. Derfor var jorden nsten uden vrdi. Kvget
var smt og drligt, og mange steder mtte bonden, for at kunne
overkomme hovarbejdet p herregrden, holde flere heste end ker.
Den
danske adel sank ned i fattigdom ved bndernes slette kr. Mange
godser kom p borgerlige hnder, og blandt greverne og baronerne
var der flest tyskere.
De udvede deres vrighedsret med strenghed, og det er i denne tid
at trhesten kommer i brug. De vrste bondeplagere var dog i
reglen de bnder, der selv blev proprietrer eller ridefoged for
godsejerne. Et ordsprog fra den tid siger "ej skarpere svrd
du finde kan, end bonden, der blev herremand".
Men
trods alt dette kuedes frihedslysten og uafhngighedstrangen aldrig
helt hos bnderne. Selv fra Sjlland rmmede karlene jvnlig,
for at undg trldommen hjemme. Hos jyderne og fynboerne, hvor der
hist og her fandtes forholdsvis velstand, gav ungdommen ofte efter
for sin vandrelyst og sgte bedre kr i andre lande, til
ulejlighed og tab for herremanden, som ikke kunne finde fstere til
sine degrde.
Kbstderne
spillede ingen stor rolle, de var sm og fattige. De strste
provinsbyer, Helsingr og lborg, havde i 1672 kun 4.000
indbyggere. Kun Kbenhavn gik frem i folketal, fra 30.000 i 1660
til 60.000 en menneskealder senere.
Men denne tilvkst skyldtes mere hoffet og militretaten, der trak
en del handlende og hndvrkere til sig, end virkelig fremgang i nringslivet.
Rigdom
fandtes ikke i borgerstanden, og borgernes selvflelse trngtes
tilbage ved enevlden og den rangdyrkelse, den frte med sig.
.
.
.
.
.
