Kbenhavns
Belejring 1658-59
Efter
freden i Roskilde ville Karl Gustav vende sig mod kurfyrst
Frederik Vilhelm af Brandenburg. Men for at kunne fre krig i
Tyskland mtte han vre tryg for Danmark og forlangte, at det
sammen med Sverige skulle lukke sundet for en ventet hollandsk
flde, for nu, da Sverige havde overmagten i stersen, var
Holland en lige s afgjort modstander af det, som fr af
Danmark.
Kun nlende gav Danmark efter, og Karl Gustav besluttede nu
helt at tilintetgre dets selvstndighed. Han indskibede sin
hr i Kiel, landede uden krigserklring i Korsr og rykkede
mod Kbenhavn (august 1658).
I
lbet af forret og sommeren havde Frederik 3. udbedret fstningsvrkerne
om Kbenhavn. Serne, oversvmmelserne og gravene dannede
store hindringer for angriberen, og i byen selv var man bestemt
p at vrge sig til det yderste.
Kong
Frederik 3. udtalte at "jeg vil d i min rede".
Soldater, borgere, studenter, selv kvinder tog med iver del i
forsvaret, der lededes af tapre frere: Ulrik Christian Gyldenlve,
Schack, Thuresen og borgmester Hans Nansen.
Derimod overgav det faste Kronborg sig snart til svenskerne. Da
kom den hollandske flde under Obdam, tilkmpede sig i resund
en blodig sejr over den svenske flde, der frtes af Wrangel
og undsatte Kbenhavn med tropper og levnedsmidler (oktober
1658).
Svenskerne opgav belejringen og njedes med at holde byen
indesluttet, indtil vinteren kom.
Natten til den 11. februar 1659 foretog Karl Gustav en storm,
der isr rettedes mod Vestervold. Der kmpedes hele natten,
men da morgenen kom, var stormen fuldstndig afvist, og staden
frelst.
Belejringen fortsattes dog stadig, samtidig med at svenskerne
gjorde sig til herre p de danske er.
Udenfor
Kbenhavn
Mange
steder i Danmark og Norge havde befolkningen rejst sig til
frihedskampen med samme mod som i Kbenhavn. Trnderne forjog
de svenske tropper, og i Skne gjorde vbnede bnder
(snaphanerne) alle egne usikre. Bornholmerne drbte eller
fordrev den svenske bestning og udrbte kong Frederik til
deres arveherre. Ogs jyderne rejste sig til kamp. Derimod
mislykkedes en opstand i Malm, og et forsg p at genvinde
Kronborg slog fejl.
En strk hr af polakker og brandenburgere var allerede i
efterret 1658 rykket sydfra ind i Jylland og drev svenskerne
bort derfra. En del danske og fremmede tropper frtes over til
Fyn og slog svenskerne ved Nyborg (1659) og fangede hele hren.
Da
lagde Karl Gustav den plan at sge oprejsning for sine tab ved
et indfald i Norge, men dde pludselig i Gteborg i 1660.
Mellem Danmark og Sverige sluttedes fred i Kbenhavn. Danmark
fik kun Trondhjems len og Bornholm tibage, for smagterne ville
ikke have at den samme stat var herre over begge sundets
bredder. Mellem Polen og Sverige sluttedes fred i Oliva. Livland
blev ved Sverige.
.
Tabet af Skne 1658
Tabet
af Skne var af strre betydning for det danske folks
udvikling end noget tidligere eller senere.
Skne havde i middelalderen vret den danske kirkes hovedsde
og den danske adels hovedland, og ofte havde dets bnder vret
folkefrihedens bedste forkmpere.
I nyere tid havde det frembragt Malms reformatorer og Tyge
Brahe. Det gik derfor lang tid, inden tabet af Skne glemtes. Frst
fra 1720 kan det siges, at man havde forsonet sig med den tanke
at det ikke mere var dansk.
De
store krige i det 17, rhundrede medfrte stor fattigdom, isr
p den jyske halv. Navnlig var krigene med Karl Gustav af
frygtelig virkning, idet ikke alene de svenske hre, men endnu
mere vore forbundsfller havde plyndret og hrget.
Mange landsbyer l folketomme, og utallige grde var forladte.
Omkring 1/10 af landet l de hen.
