Lovgivning
.
Efter sin hjemkomst
fra Sverige tog Christian 2. med iver fat p store lovarbejder, som
skulle fuldfre de reformer, han hidtil havde forberedt. Hans forml
var at skabe et strkt kongedmme, hvet over alle stnder og uafhngigt
af enhver ydre magt.
Folkets deltagelse i retsplejen gennem
nvninger og sandemnd blev ophvet, den kirkelige dommermyndighed
afskaffedes, og alle sager henlagdes under kongelige dommere.
Der oprettedes en hjeste domstol, hvorved de kirkelige sager endog
unddroges paven.
Imod hndfstningens bud indsatte
han flere borgerlige lensmnd og plagde alle slotshvdinger, hvis
han dde, da at adlyde hans sn. Deri l et forsg p at gre
Danmark til et arverige ligesom Sverige.
Kirkens uafhngighed ville han helt tilintetgre. Et par gange
trodsede han sin vilje igennem ved valget af rkebisp, ja han fik endog
den uvrdige Didrik Slaghek udnvnt til rkebisp, men lod ham kort
efter stille for en verdslig ret, og efter domfldelsen brnde som et
sonoffer for det Stockholmske blodbad.
Han blev opmrksom p Luthers optrden og indkaldte fra
Wittenberg lutherske prdikanter, hvis virksomhed han mente kunne hjlpe
ham til at lgge kirken aldeles under sin myndighed. Deres prdiken
fik dog ingen betydning.
I den blomstrende borgerstand sgte
han en sttte for kongemagten. Han ophvede adelens og prstestandens
ret til at handle med udenlandske kbmnd og fastsatte, at denne
handel kun tilkom kbstderne.
Han havde den plan at grundlgge et nordisk handelsselskab, og at gre
Kbenhavn og Stockholm til hovedcentre for handelen p stersen, ja
han tnkte endog p at sende Sren Norby til Indien.
Sigbrit var i alle disse ting hans vigtigste rdgiver. Hendes fdreland,
Nederlandene, s Christian hen til som forbillede. Det var ogs fra
Holland, der indkaldtes bnder til at bostte sig p Amager for at
fremme havedyrkningen.
Christian 2`s lovgivning drog omsorg
for de fattige og retslse. Han forbd at slge de vornede bnder,
og gav dem ret til at flytte bort fra deres fdegods, nr de led
overlast af husbonden. De skibbrudne, der tidligere var s godt som
fredlse, idet strandejeren tog deres gods og tit deres liv, beskyttede
han ved den forordning, at strandingsgods tilhrte den skibbrudne.
Ogs de usle skoler sgte han at forbedre. P landet skulle brnene
lre at lse og skrive dansk, og de hjere skoler omdannedes i
humanistisk retning.
Idet
Christian 2. virkede for at gre kongemagten nsten enevldig og
trykke de hjere stnder ned, kan det siges, at han omend p et langt
voldsommere mde fortsatte, hvad Valdemar Atterdag og Margrete havde
begyndt p. Ligeledes kan han jvnfres med mange samtidige fyrster,
hvis strben var af samme art, men ved sin omsorg for de hjlpelse,
str han hjt over disse.
.
.
.
Vandret.
.
.
