Frederik den
ottendes regeringsperiode
.
Da Frederik 8. tiltrådte
regeringen i begyndelsen af 1906, styrede ministeriet J.C.
Christensen.
Året før havde dets leder sprængt det venstreparti, der havde
taget magten i 1901. Men de moderate var trådt til i stedet for
de radikale, som var trængt ud, og højre rykkede frem som
reserve.
Ministeriet sad da stærkt og sikkert, og der var gode udsigter
til forsoning mellem de to store partier, der før 1901 havde bekæmpet
hinanden så bittert, og valgene i 1906, få måneder efter
kongeskiftet, gav gunstige vilkår for udsoningspolitikens fortsættelse.
Dens tilhængere bevarede et stort flertal.
Det tør formodes, at kong
Frederik har set denne udvikling med tilfredshed. Han har vistnok
af og til drømt den skønne drøm om et enigt folk, og desuden
tog forligspolitikken sig foreløbig helt fint ud, og
"visnepolitikkens" golde tid synes at ligge langt
tilbage.
Nu skyllede lovene ned over det taknemmelige folk.
Mange af disse love rummede
store fremskridt. Der var sociale love og retsreformlove,
skattelove, jernbanelove, lønningslove, byggelove og valglov for
kommunerne. Alle var glade, at der kunne forhandles.
Men allerede nu kastede de
kommende begivenheder deres mørke skygge hen over de
tilsyneladende så idylliske forhold. Det føltes af flere, at vor
parlamentariske liv var ved at komme på afveje.
I efteråret 1907 var der to kongeligt udnævnte landstingsmænd
der måtte træde tilbage. Men værre ting forestod. I sommeren
1906 havde vægtige røster advaret de toneangivende ministre mod
den mand, der stod i spidsen for justitsministeriet.
Siden var nye advarsler kommet til, men alle forblev frugtesløse.
I efteråret 1907 rejstes
angrebene på justitsministeren i rigsdagen, og vinteren igennem
var diskussionen om ham stående. En række misbrug af hans
embedsmyndighed oplystes med uangribelige beviser.
Rigsdagsflertallet slog kreds om ham. Kravet om en undersøgelse
blev stemt ned med stort flertal i folketinget.
Men de fleste følte nok at det
bar hen mod en katastrofe. Den 23 juli frigjorde ministeriet sig
omsider for Alberti. Dermed var hans muligheder bristede, og knap
7. uger efter sin afgang som minister, måtte han melde sig som
storforbryder.
Kong Frederik har sikkert følt
det som en forsmædelse, at han havde haft denne mand som sin rådgiver,
og det ramte ham hårdt at det blev en begivenhed af så stort
omfang, at det kunne vække opmærksomhed, så langt som
telegrafen nåede, om det land, hvis konge han var.
Uhyggen formindskedes jo ikke derved at Albertis politiske misbrug
og økonomiske forbrydelser var begået i en periode der tillige
prægedes af en yderst tvivlsom byggespekulation og en
uomtvistelig banksvindel i stor stil.
Det var utvivlsomt yderst pinligt for kongen, at nogle år af hans
regeringstid skulle gå over i historien med overgrebenes,
misbrugernes og svindlernes mærke.
Men heller ikke de tider som nu
fulgte, kunne være behagelige for kong Frederik. Ministeriet J.
C. Christensen blev nød til at vige, og hr. Neergård trådte til
som førsteminister.
Hans opgave var at løse forsvarsspørgsmålet.
Men her stod højre og de moderate venstregrupper endnu
forskelligt, og der kunne ikke skabes enighed.
Valgene i 1909 gav vidnesbyrd om
hvor ringe ønske der var i befolkningen om et militærforlig, og
alt var umulig, indtil ministeriet Neergård var gået af.
Kongen forsøgte herefter at få grev Frijs til at danne et
ministerium, men han sagde nej.
For kongen har disse augustdage i 1909 sikkert været ubehagelige,
alle muligheder synes udelukket og intet ville lykkes.
Da tilbød til sidst grev
Holstein- Ledreborg sin konge, at stemme for gennemførelsen af
den militærordning, han havde ofret sine manddomsår på at bekæmpe.
Men smertelig måtte det føles, at det blev nødvendig at optage
hr. J. C. Christensen som forsvarsminister, netop på et tidspunkt
hvor man i militærivrige kredse var opfyldt af den stærkeste
harme mod ham.
I september 1909 gennemførtes militærlovene.
Men allerede en måned efter
forliget brød ministeriet sammen på grund af misstemning.
Kong Frederik vendte sig nu efter de afgående ministres råd til
de Radikale Venstre, og ministeriet Zahle dannedes.
Men dette ministerium kunne ifølge sagens natur ikke være egnet
til at skaffe ro. Dets opgave måtte være at søge gennemført en
valgordning, der gav mulighed for, at vælgernes flertal kunne
bestemme folketingets flertal, og derpå gennem en appel til vælgerne
søge afgjort, om den vedtagne militærordning skulle opretholdes.
Det drev Højre og alle de
moderate grupper sammen til en forbitret kamp mod ministeriet, og
valgkredsordningen hindredes, og appellen til vælgerne måtte
foregå på den gamle valggrundlag.
Kongen der helt igennem stillede sig strengt parlamentarisk
korrekt overfor ministeriet, gav da også sit samtykke til, at der
således søgtes en afgørelse til den ene eller den anden side.
Valget faldt ud til fordel for de moderate og konservative
grupper.
Men derefter fulgte så i
sommeren 1910. ministeriet Berntsen. Det kom dermed politisk set,
roligere forhold. Den almindelige kamp syntes udsat, mens man førte
diskussionen om de nye skatter.
Rimeligvis har kong Frederik følt denne ro som en behagelighed, i
modsætning til de bevægede tider, der var gået forud.
Og utvivlsomt har det været ham til stor glæde, at den store
krise, der havde ramt en del af folkets næringsliv så hårdt, nu
synes at overvindes, så at der er mulighed for at Danmark i økonomisk
henseende går noget lysere tider i møde.
