.
.
Da Frederik 8. tiltrådte
regeringen i begyndelsen af 1906, styrede ministeriet J.C.
Christensen.
Året før havde dets leder sprængt det venstreparti, der havde taget
magten i 1901. Men de moderate var trådt til i stedet for de
radikale, som var trængt ud, og højre rykkede frem som reserve.
Ministeriet sad da stærkt og sikkert, og der var gode udsigter til
forsoning mellem de to store partier, der før 1901 havde bekæmpet
hinanden så bittert, og valgene i 1906, få måneder efter
kongeskiftet, gav gunstige vilkår for udsoningspolitikens
fortsættelse. Dens tilhængere bevarede et stort flertal.
Det tør formodes, at kong Frederik
har set denne udvikling med tilfredshed. Han har vistnok af og til
drømt den skønne drøm om et enigt folk, og desuden tog
forligspolitikken sig foreløbig helt fint ud, og
"visnepolitikkens" golde tid synes at ligge langt tilbage.
Nu skyllede lovene ned over det taknemmelige folk.
Mange af disse love rummede store
fremskridt. Der var sociale love og retsreformlove, skattelove,
jernbanelove, lønningslove, byggelove og valglov for kommunerne. Alle
var glade, at der kunne forhandles.
Men allerede nu kastede de kommende
begivenheder deres mørke skygge hen over de tilsyneladende så
idylliske forhold. Det føltes af flere, at vor parlamentariske liv
var ved at komme på afveje.
I efteråret 1907 var der to kongeligt udnævnte landstingsmænd der
måtte træde tilbage. Men værre ting forestod. I sommeren 1906 havde
vægtige røster advaret de toneangivende ministre mod den mand, der
stod i spidsen for justitsministeriet.
Siden var nye advarsler kommet til, men alle forblev frugtesløse.
I efteråret 1907 rejstes angrebene
på justitsministeren i rigsdagen, og vinteren igennem var
diskussionen om ham stående. En række misbrug af hans
embedsmyndighed oplystes med uangribelige beviser. Rigsdagsflertallet
slog kreds om ham. Kravet om en undersøgelse blev stemt ned med stort
flertal i folketinget.
Men de fleste følte nok at det bar
hen mod en katastrofe. Den 23 juli frigjorde ministeriet sig omsider
for Alberti. Dermed var hans muligheder bristede, og knap 7. uger
efter sin afgang som minister, måtte han melde sig som storforbryder.
Kong Frederik har sikkert følt det
som en forsmædelse, at han havde haft denne mand som sin rådgiver,
og det ramte ham hårdt at det blev en begivenhed af så stort omfang,
at det kunne vække opmærksomhed, så langt som telegrafen nåede, om det
land, hvis konge han var.
Uhyggen formindskedes jo ikke derved at Albertis politiske misbrug og
økonomiske forbrydelser var begået i en periode der tillige
prægedes af en yderst tvivlsom byggespekulation og en uomtvistelig
banksvindel i stor stil.
Det var utvivlsomt yderst pinligt for kongen, at nogle år af hans
regeringstid skulle gå over i historien med overgrebenes,
misbrugernes og svindlernes mærke.
Men heller ikke de tider som nu
fulgte, kunne være behagelige for kong Frederik. Ministeriet J. C.
Christensen blev nød til at vige, og hr. Neergård trådte til som
førsteminister.
Hans opgave var at løse forsvarsspørgsmålet.
Men her stod højre og de moderate venstregrupper endnu forskelligt,
og der kunne ikke skabes enighed.
Valgene i 1909 gav vidnesbyrd om
hvor ringe ønske der var i befolkningen om et militærforlig, og alt
var umulig, indtil ministeriet Neergård var gået af.
Kongen forsøgte herefter at få grev Frijs til at danne et
ministerium, men han sagde nej.
For kongen har disse augustdage i 1909 sikkert været ubehagelige,
alle muligheder synes udelukket og intet ville lykkes.
Da tilbød til sidst grev Holstein-
Ledreborg sin konge, at stemme for gennemførelsen af den
militærordning, han havde ofret sine manddomsår på at bekæmpe.
Men smertelig måtte det føles, at det blev nødvendig at optage hr.
J. C. Christensen som forsvarsminister, netop på et tidspunkt hvor
man i militærivrige kredse var opfyldt af den stærkeste harme mod
ham.
I september 1909 gennemførtes militærlovene.
Men allerede en måned efter
forliget brød ministeriet sammen på grund af misstemning.
Kong Frederik vendte sig nu efter de afgående ministres råd til de
Radikale Venstre, og ministeriet Zahle dannedes.
Men dette ministerium kunne ifølge sagens natur ikke være egnet til
at skaffe ro. Dets opgave måtte være at søge gennemført en
valgordning, der gav mulighed for, at vælgernes flertal kunne
bestemme folketingets flertal, og derpå gennem en appel til vælgerne
søge afgjort, om den vedtagne militærordning skulle opretholdes.
Det drev Højre og alle de moderate
grupper sammen til en forbitret kamp mod ministeriet, og
valgkredsordningen hindredes, og appellen til vælgerne måtte foregå
på den gamle valggrundlag.
Kongen der helt igennem stillede sig strengt parlamentarisk korrekt
overfor ministeriet, gav da også sit samtykke til, at der således
søgtes en afgørelse til den ene eller den anden side.
Valget faldt ud til fordel for de moderate og konservative
grupper.
Men derefter fulgte så i sommeren
1910. ministeriet Berntsen. Det kom dermed politisk set, roligere
forhold. Den almindelige kamp syntes udsat, mens man førte
diskussionen om de nye skatter.
Rimeligvis har kong Frederik følt denne ro som en behagelighed, i
modsætning til de bevægede tider, der var gået forud.
Og utvivlsomt har det været ham til stor glæde, at den store krise,
der havde ramt en del af folkets næringsliv så hårdt, nu synes at
overvindes, så at der er mulighed for at Danmark i økonomisk
henseende går noget lysere tider i møde.
.
