fortidensjelling    danmarkskonger   Sagnkongerne   fotos


 

DANMARKS KONGER


Kong  Knud den Store

995 - 1035           konge 1018 - 1035
.

 

 

 

 

  English

Danmarks Konger  fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II

  

.
.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

.

..

Vikingekrigeren der skabte et Nordsøimperium bestående af England, Danmark, Norge og en del af Sverige.

Knud den Store var søn af Svend Tveskæg, bedstefaderen var Harald Blåtand og oldefaderen Gorm den Gamle.

.

Svend Tveskæg efterlod sig to sønner. Den ældste, Harald, blev taget til konge i Danmark, mens Knud, efter det ønske faderen havde udtalt på sin dødsseng, hyldedes af hæren i England som dette riges konge. Englænderne fik imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod, og under Æthelreds tapre søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og tvang Knud til at rømme landet og gå til søs med flåden. De engelske gidsler, som han havde i sin magt, lemlæstede han ved at skære øre, næse og hænder af dem og sendte dem så i land. Knud søgte til Danmark og fik sin broders hjælp til ny rustninger. Også fra Norge og Sverige ilede kæmper til, og endelig kom Torkil den Høje, som atter havde forladt Æthelreds parti. Med stor magt sejlede Knud igen til England, hvor han og Eadmund Jærnside udkæmpede en række blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Æthelred var da død. De byttede sværd og kappe og tilsvor hinanden broderskab.
Knud fik det nordlige, Eadmund det sydlige. Og da Eadmund døde uventet 1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det samlede riges konge.

Den hårde modstand havde lært Knud, at han kun i tryghed kunne nyde sit rige, når dets folk glemte at han var en fremmed. Derfor gik hans ønsker ud på at knytte sig så nær som muligt til England. Den omtrent tyveårige konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller frille fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner, Harald og Svend, og i 1017 ægtede han nu Æthelreds enke Emma fra Normandiet (født omkring 982), og lovede at de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for sine to sønner med den Nordengelske Ælfgifu.
Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske kongehus, og hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild.
Dronning Emma, født omkring 987. Datter af hertug Richard I af Normandiet. Emma havde tidligere været gift med kong Æthelred 2. af England, med hvem hun fik sønnerne Edmund Jernside og Edward Bekenderen.

Det var langt fra at danskerne blev til en herskende klasse i England. Knud måtte selvfølgelig belønne den store ledingsflåde, som havde fulgt ham fra Danmark. De fik en uhyre stor sum - 72.000 pund sølv i Danegæld, foruden de store summer, der var ydet som brandskat, af London f.eks. 10.000 pund sølv. Men derefter gav han ledingsflåden i året 1018 hjemlov.
Overfor sit folk gav han det højtidelige tilsagn, at han ville holde "Eadgars love", som stillede daner og angler lige, så hvert folk lød under sin egen lov.

De endnu levende medlemmer af det gamle engelske kongehus, som snarest kunne komme ham i vejen, fik han fjernet til udlandet. Da han endvidere med hård hånd afsatte eller udryddede de stormænd, som var farligst for hans magt, sad han snart trygt på Englands trone. 

Ved at hjemsende den hær, som havde hjulpet ham til at erobre England, ville Knud stryge alt af sig, som kunne minde det engelske folk om, at han i virkeligheden var kommen til riget som en fremmed landeraner. Men han havde brug for en stor væbnet styrke for at sikre sig. Den fandt han i den huskarleflok, som allerede Æthelred havde holdt, og som især rummede nordiske krigere. Af denne engelske hird, som hidtil havde haft et kald at slås med danerne, og vel også af sin egen hird dannede han sig en efter tidens forhold meget stor stående hær af mænd, for hvem krigen var det egentlige livskald.

.
Det er den navnkundige Tinglid, som siges at have talt 6000 mand. For at holde orden og tugt i denne store flok huskarle, som skulle leve sammen i og ved kongens gård, lod han de gamle danske hærlove gælde, sådan som de havde gjort for hirden i Danmark. De kaldtes Venderloven, et navn som i Danmark overførtes på hele huskarleflokken, der i de følgende hundrede år oftest hed Vederlaget. Venderloven indeholdt nøje regler for, hvilken bod der skulle gives for hver udåd, øvet af en hirdmand. Sakse fortæller, at Knud selv var den første som brød loven ved i hidsighed at dræbe en huskarl, og at han derpå viste sin anger og lovlydighed ved at idømme sig selv nifold mandebod. Der er flere handlinger i Knuds liv, som ligner denne. En ustyrlig vrede, der driver ham til voldsmand, og bagefter en ydmyg fortrydelse. Det mærkelige er ikke at han, vikingesønnen, endnu ikke var så dybt præget af kristendommen, at han helt kunne afholde sig fra drab i avind og vrede. Det påfaldende er derimod, at de voldshandlinger, der skyldes ren personlig hævnlyst, synes at være få. Det er snarere politiske grunde, der har ledet ham i de fleste af slige tilfælde. Dette gælder f.eks. drabet på Eadrik Streon. Eadrik var en engelsk stormand, som under kampen om Englands krone havde spillet en tvetydigt rolle rolle, og til slut forrådt Eamund Jærnside. Ved et møde i London 1017, hvor adskillige af Knuds fjender blev henrettet, forlangte Eadrik løn for sit forræderi.
"Du drottensviger, hvorledes skulle du være mig tro" råbte Knud og bød Erik Jarl at dræbe ham. Jarlen løftede sin økse og huggede ham ned. Langt senere var det, at Knud fattede fjendskab til den danske jarl, Ulf, som var gift med hans søster Estrid. Ulf havde som jarl i Danmark stræbt efter en selvstændighed, som ikke kunne forliges med Knuds magt. Det siges endog, at han på grund af Knuds langvarige fraværelse fra riget, havde ladet dennes søn, drengen Hardeknud, hylde som Danmarks konge.
Da Knud så kom til Danmark, tyede Ulf til St. Lucii Kirke i Roskilde, men Knuds vrede var så stor, at han lod svogeren nedhugge på det hellige sted. I begge disse tilfælde vendte Knuds fjendskab sig mod stormænd, som var farlige for hans kongemagt. Men ondskab, øvet for ondskabens skyld, rent personlig hævnsyge, ondskabsfuld glæde ved at martre værgeløse fjender, alt det var han fri for.
.

En tid tænkte Knud på at frigøre den danske kirke fra ærkebispen i Bremen, og at lade sin engelske ærkebiskop i Canterbury være dens leder. Men snart forligede han sig med Bremen og tillod, at en klerk fra Køln blev biskop i Slesvig. Det hænger sammen med, at Knud sluttede venskab og forbund  med Tysklands konge og Roms kejser, Konrad den Anden. De trængte til hinandens støtte imod Polen, som på den tid var blevet en mægtig stat, der udvidede sit herredømme mod vest blandt Venderne. Knud underlagde sig en stor del af Vendland, eller snarere fornyede den gamle danske overmagt i disse egne.

Med rette kaldtes Knud "den Rige", eller senere "den Store". 
Snorre fortæller "I hele hans rige var der så god fred, at ingen turde bryde den". Han tog skat og skyld af de rigeste blandt alle nordlandene. Vi har set at de nordlande, han tog skat og skyld af, var England, Danmark og Vendland. Men hans krav rakte videre ud.
Som Konrad imod syd var kejser over mange lande og fyrster, opfattede Knud sig som en overherre over alle de nordlige riger. Han kaldte sig kejser over Bretland, d.v.s. over både Skotland og England, og på mønter, der er slået i Sigtuna, nævnes han som konge over Sverige. Var nu end hans magt over Skotland og Sverige næppe stort mere end et navneherredømme, så vandt han til gengæld virkelig kongedømmet i Norge

I hans tid fik England også et nyt engelsk aristokrati, der skyldte ham takken for deres fremgang. I de mange kampe siden 991 var mændene i mange af de gamle slægter døde i heltemodig kamp, dræbt af kongerne for mistanke om forræderi eller gået i landflygtighed. Knud videreførte hovedstrukturen i den engelske kongemagt, men hans mænd var andre end Æthelreds, og i forbindelse med disse skift skete der store omfordelinger af jord og ændringer i rigets styrelse.
.

I 1018 døde kong Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog Knud dertil for at sikre magten efter broderen, mens styret i England blev lagt i hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et budskab til det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig fremførelse ud over riget, hvor han gør rede for sine resultater, at han har sikret England mod trusler fra dansk side, og han understreger sin rolle som kristen konge af England og sin autoritet der. Senere blev Thorkild Høje vistnok Knuds repræsentant i Danmark for den lille Hardeknud. I 1020erne begyndte Knud at gøre krav på Norge, og i 1028 erobrede han landet fra Olav den Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu og hendes søn Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i det budskab til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom i 1027, kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over nordmændene og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af den tyske kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også praktiske aftaler til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte giftermål med Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin datter Gundhild. Ægteskabet blev indgået i 1036, men hun døde få år efter.
.

Knud blev først og fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når der opstod problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der er heller ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til hans Thinglid, men det blev formentlig anset for både billigere og behageligere end plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende fjender.

Knud lagde vægt på de gamle engelske love, og han var en stor velgører for kirken. I mange henseender blev han næsten engelsk- engelsk, og han gjorde under stor publicity afbigt for gamle vikingesynder. For at bøde kong Edmund af East Anglias martyrdød i 869 byggede han en stor kirke til klosteret i Bury St. Edmunds. For mordet på ærkebispen af Canterbury i 1012 lod han under stor ceremoniel dennes lig overføre fra London til Canterbury. Og som bod for det blodige slag ved Assandun i 1016 lod han bygge en kirke på slagmarken. Mange kirker fik store gaver, og overdragelsen af en af dem, et gyldent alterkors til New Minster i Winchester, blev omkring 1031 foreviget i tegning i kirkens mindebog.

.

.

Knud den Store og hans dronning Emma skænker et gyldent alterkors til kirken New Minster i Winchester. 

Knuds højre hånd holder om korset, den venstre om sværdet. Kongeparrets navne er skrevet ved deres hoveder. 

Over dronningens står Ælfgyfu, som var hendes Engelske navn.

 Tegning på pergament i kirkens mindebog over venner og velgørere, Liber Vitae,som formentlig blev påbegyndt i 1031. Den er det eneste samtidige billede af Knud.

.

....

Der er opbevaret et vers som Knud den Store selv digtede.

Lifligt sang de munke af Ely,
da Kong Knud roede der forbi
ror, bådsmænd, nær til land,
at vi kan høre munkenes sang.

.

Knud og Emma opholdt sig ofte i Winchester, og her blev han begravet i en anden af byens hovedkirker, Old Minster, da han døde i Shaftesbury 12 november 1035, ca. 40 år gammel. Det var lykkes den meget unge vikingekonge at ændre sit image til engelsk konge og på fortrinlig vis at varetage embedet.

Men med Knud var stabiliteten forbi, og det store imperium splittedes straks. Hardeknud var i Danmark og trods megen modstand fra Emma og andre blev Ælfgifus søn Harald konge i England. Alfred en af Emmas to sønner med Æthelred, kom fra Normandiet, men blev dræbt, og Emma måtte flygte. Harald døde i 1040. Hardeknud og Emma vendte tilbage til England, hvor han opkrævede en kolossal skat til de 60 skibe i sit følge. Han døde i 1042," han stod med sin drik og faldt pludselig om med skrækkelige kramper", fortæller krøniken, og en anden version skriver," I hele sin regeringstid gjorde han intet, som var en konge værdigt".
.

I 1066 blev Harold Godwinsson valgt til konge. Men andre havde kik på tronen, og i september sejlede Norges konge Harald Hårderåde mod England. Ligesom Svend Tveskæg ville han begynde sin erobring i Nordengland, hvor det nordiske befolkningselement var stærkest. Men i slaget ved Stamford Bridge blev han slået af kong Harold og dræbt. Hertug Vilhelm  af Normandiet landede nu i Sydengland, også med erobring for øje, og Harold Godwinsson hastede sydpå. I slaget ved Hastings blev hans hær slået og han selv dræbt, og juledag 1066 blev den normanniske vikingeætling Vilhelm kronet som Englands konge. Det afgørende slag ved Hastings og hele baggrunden derfor blev en halv snes år efter gengivet i normannisk version på det 70 meter lange billedtæppe, som kom til katedralen i Bayeux i Normandiet.

Med Vilhelm fik England et helt nyt styre og en fransk-normannisk overklasse, og der var adskillige oprør. I 1069 blev et stort oprør i Nordengland slået ned og straffet på usædvanlig brutal vis, og de store vikingeflåder, der dukkede op i 1069, 1070 og 1075 ledet af medlemmer af det danske kongehus, fik ingen større betydning. I 1085 organiserede kong Knud af Danmark en vældig flåde for at erobre det land hans navnefælle og bedstemors broder havde hersket over. Vilhelm overførte enorme hærstyrker til England, Men Knuds flåde kom aldrig af sted. Han blev selv opholdt af problemer ved sin sydgrænse, og i sensommeren spredtes den. Hans embedsmænds voldsomme fremfærd mod dem der var draget hjem, fremprovokerede et oprør, og kong Knud blev dræbt. Det skete i den engelske helgen St. Albans kirke i Odense i 1086. Drømmen om England gjorde Knud til Danmarks første kongehelgen, men ikke til engelsk vikingekonge. Det var sidste gang England blev søgt erobret fra Norden.
.

For Skandinavien fik Englandseventyrerne kolossal betydning. De som overlevede, fik del i de vældige sølvmængder udbetalt som Danegæld og heregeld lige til 1051, samt mellem 991 og 1016 i plyndringsgods, selv om anførerne sikkert fik mest. Der er udbetalt millioner af mønter. Kun en brøkdel kendes i dag, men selv det er imponerende, for over 40.000 mønter er fundet i Skandinavien, og tallet vokser stadig.

Knud den Store og frillen Ælgifus (datter af Ælfhelm, jarl af Northumbria) børn:

Harald Harefod, 1015-40, Engelsk konge.
Svend Alfifasen, 1016-36

Knud den Store og dronning Emmas børn:

Knud 3. Hardeknud (1018-42) senere konge
Gunhild, 1019-38, gift i 1027 med den senere tysk-romerske kejser Henrik 3. af Tyskland.

 

 

 

Chart.dk

www.danmarkskonger.dk    Privacy  © 2017-21