. ..
Vikingekrigeren
der skabte et Nordsøimperium bestående af England, Danmark, Norge og
en del af Sverige.
Knud
den Store var søn af Svend Tveskæg, bedstefaderen var Harald Blåtand
og oldefaderen Gorm den Gamle.
Svend
Tveskæg efterlod sig to sønner. Den ældste, Harald, blev taget til
konge i Danmark, mens Knud, efter det ønske faderen havde udtalt på
sin dødsseng, hyldedes af hæren i England som dette riges konge.
Englænderne fik imidlertid ved deres frygtede fjendes død nyt mod,
og under Æthelreds tapre søn, Eadmund Jærnside, rejste de sig og
tvang Knud til at rømme landet og gå til søs med flåden. De
engelske gidsler, som han havde i sin magt, lemlæstede han ved at skære
øre, næse og hænder af dem og sendte dem så i land. Knud søgte
til Danmark og fik sin broders hjælp til ny rustninger. Også fra
Norge og Sverige ilede kæmper til, og endelig kom Torkil den Høje,
som atter havde forladt Æthelreds parti. Med stor magt sejlede Knud
igen til England, hvor han og Eadmund Jærnside udkæmpede en række
blodige slag, indtil de enedes om at dele riget. Æthelred var da død.
De byttede sværd og kappe og tilsvor hinanden broderskab.
Knud fik det nordlige, Eadmund det sydlige. Og da Eadmund døde
uventet 1016, hyldede stormænd fra hele England Knud som det samlede
riges konge.
Den
hårde modstand havde lært Knud, at han kun i tryghed kunne nyde sit
rige, når dets folk glemte at han var en fremmed. Derfor gik hans ønsker
ud på at knytte sig så nær som muligt til England. Den omtrent tyveårige
konge, som trods sin ungdom allerede havde haft en hustru eller frille
fra Nordengland ved navn Ælfgifu, med hvem han havde to sønner,
Harald og Svend, og i 1017 ægtede han nu Æthelreds enke Emma fra
Normandiet (født omkring 982), og
lovede at de sønner, hun måtte føde ham, arveret forud for sine to
sønner med den Nordengelske Ælfgifu.
Dermed var der sluttet forbindelse til det gamle engelske kongehus, og
hun fik to børn med ham, Hardeknud og Gundhild.
Dronning Emma, født omkring 987. Datter af hertug Richard I
af Normandiet. Emma havde tidligere været gift med kong Æthelred 2.
af England, med hvem hun fik sønnerne Edmund Jernside og Edward
Bekenderen.
Det
var langt fra at danskerne blev til en herskende klasse i England.
Knud måtte selvfølgelig belønne den store ledingsflåde, som havde
fulgt ham fra Danmark. De fik en uhyre stor sum - 72.000 pund sølv i
Danegæld, foruden de store summer, der var ydet som brandskat, af
London f.eks. 10.000 pund sølv. Men derefter gav han ledingsflåden i
året 1018 hjemlov.
Overfor sit folk gav han det højtidelige tilsagn, at han ville holde
"Eadgars love", som stillede daner og angler lige, så hvert
folk lød under sin egen lov.
De
endnu levende medlemmer af det gamle engelske kongehus, som snarest
kunne komme ham i vejen, fik han fjernet til udlandet. Da han
endvidere med hård hånd afsatte eller udryddede de stormænd, som
var farligst for hans magt, sad han snart trygt på Englands trone.
Ved
at hjemsende den hær, som havde hjulpet ham til at erobre England,
ville Knud stryge alt af sig, som kunne minde det engelske folk om, at
han i virkeligheden var kommen til riget som en fremmed landeraner.
Men han havde brug for en stor væbnet styrke for at sikre sig. Den
fandt han i den huskarleflok, som allerede Æthelred havde holdt, og
som især rummede nordiske krigere. Af denne engelske hird, som hidtil
havde haft et kald at slås med danerne, og vel også af sin egen hird
dannede han sig en efter tidens forhold meget stor stående hær af mænd,
for hvem krigen var det egentlige livskald.
.
Det
er den navnkundige Tinglid, som siges at have talt 6000 mand. For at
holde orden og tugt i denne store flok huskarle, som skulle leve
sammen i og ved kongens gård, lod han de gamle danske hærlove gælde,
sådan som de havde gjort for hirden i Danmark. De kaldtes
Venderloven, et navn som i Danmark overførtes på hele
huskarleflokken, der i de følgende hundrede år oftest hed
Vederlaget. Venderloven indeholdt nøje regler for, hvilken bod der
skulle gives for hver udåd, øvet af en hirdmand. Sakse fortæller,
at Knud selv var den første som brød loven ved i hidsighed at dræbe
en huskarl, og at han derpå viste sin anger og lovlydighed ved at idømme
sig selv nifold mandebod. Der er flere handlinger i Knuds liv, som
ligner denne. En ustyrlig vrede, der driver ham til voldsmand, og
bagefter en ydmyg fortrydelse. Det mærkelige er ikke at han, vikingesønnen,
endnu ikke var så dybt præget af kristendommen, at han helt kunne
afholde sig fra drab i avind og vrede. Det påfaldende er derimod, at
de voldshandlinger, der skyldes ren personlig hævnlyst, synes at være
få. Det er snarere politiske grunde, der har ledet ham i de fleste af
slige tilfælde. Dette gælder f.eks. drabet på Eadrik Streon. Eadrik
var en engelsk stormand, som under kampen om Englands krone havde
spillet en tvetydigt rolle rolle, og til slut forrådt Eamund Jærnside.
Ved et møde i London 1017, hvor adskillige af Knuds fjender blev
henrettet, forlangte Eadrik løn for sit forræderi.
"Du drottensviger, hvorledes skulle du være mig tro" råbte
Knud og bød Erik Jarl at dræbe ham. Jarlen løftede sin økse og
huggede ham ned. Langt senere var det, at Knud fattede fjendskab til
den danske jarl, Ulf, som var gift med hans søster Estrid. Ulf havde
som jarl i Danmark stræbt efter en selvstændighed, som ikke kunne
forliges med Knuds magt. Det siges endog, at han på grund af Knuds
langvarige fraværelse fra riget, havde ladet dennes søn, drengen
Hardeknud, hylde som Danmarks konge.
Da Knud så kom til Danmark, tyede Ulf til St. Lucii Kirke i Roskilde,
men Knuds vrede var så stor, at han lod svogeren nedhugge på det
hellige sted. I begge disse tilfælde vendte Knuds fjendskab sig mod
stormænd, som var farlige for hans kongemagt. Men ondskab, øvet for
ondskabens skyld, rent personlig hævnsyge, ondskabsfuld glæde ved at
martre værgeløse fjender, alt det var han fri for.
.
En
tid tænkte Knud på at frigøre den danske kirke fra ærkebispen i
Bremen, og at lade sin engelske ærkebiskop i Canterbury være dens
leder. Men snart forligede han sig med Bremen og tillod, at en klerk
fra Køln blev biskop i Slesvig. Det hænger sammen med, at Knud
sluttede venskab og forbund med Tysklands konge og Roms kejser,
Konrad den Anden. De trængte til hinandens støtte imod Polen, som på
den tid var blevet en mægtig stat, der udvidede sit herredømme mod
vest blandt Venderne. Knud underlagde sig en stor del af Vendland,
eller snarere fornyede den gamle danske overmagt i disse egne.
Med
rette kaldtes Knud "den Rige", eller senere "den Store".
Snorre fortæller "I hele hans rige var der så god fred, at
ingen turde bryde den". Han tog skat og skyld af de rigeste
blandt alle nordlandene. Vi har set at de nordlande, han tog skat og
skyld af, var England, Danmark og Vendland. Men hans krav rakte videre
ud.
Som Konrad imod syd var kejser over mange lande og fyrster, opfattede
Knud sig som en overherre over alle de nordlige riger. Han kaldte sig
kejser over Bretland, d.v.s. over både Skotland og England, og på mønter,
der er slået i Sigtuna, nævnes han som konge over Sverige. Var nu
end hans magt over Skotland og Sverige næppe stort mere end et
navneherredømme, så vandt han til gengæld virkelig kongedømmet i
Norge
I hans
tid fik England også et nyt engelsk aristokrati, der skyldte ham
takken for deres fremgang. I de mange kampe siden 991 var mændene i
mange af de gamle slægter døde i heltemodig kamp, dræbt af kongerne
for mistanke om forræderi eller gået i landflygtighed. Knud videreførte
hovedstrukturen i den engelske kongemagt, men hans mænd var andre end
Æthelreds, og i forbindelse med disse skift skete der store
omfordelinger af jord og ændringer i rigets styrelse.
.
I 1018 døde
kong Harald den II af Danmark, og i vinteren 1019-20 drog Knud dertil
for at sikre magten efter broderen, mens styret i England blev lagt i
hænderne på Thorkild Høje. Fra Danmark sendte Knud et budskab til
det engelske folk, formentlig beregnet på mundtlig fremførelse ud
over riget, hvor han gør rede for sine resultater, at han har sikret
England mod trusler fra dansk side, og han understreger sin rolle som
kristen konge af England og sin autoritet der. Senere blev Thorkild Høje
vistnok Knuds repræsentant i Danmark for den lille Hardeknud. I
1020erne begyndte Knud at gøre krav på Norge, og i 1028 erobrede han
landet fra Olav den Hellige. Snart efter blev det styret af Ælfgifu
og hendes søn Svend. I 1027 underkastede den skotske konge sig, og i
det budskab til det engelske folk, Knud lod sende under rejsen til Rom
i 1027, kalder han sig konge af hele England og af Danmark og over
nordmændene og en del af sveerne. I Rom overværede han kroningen af
den tyske kejser Konrad og blev højt æret. Han indgik også
praktiske aftaler til gavn for englændere og skandinaver, og aftalte
giftermål med Konrads søn Henrik, der senere blev kejser, og sin
datter Gundhild. Ægteskabet blev indgået i 1036, men hun døde få
år efter.
.
Knud
blev først og fremmest engelsk konge. Han drog til Skandinavien, når
der opstod problemer bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på
England. Han skabte fred i det gennem mange år hærgede land, og der
er heller ingen tegn på indre oprør. Freden kostede betaling til
hans Thinglid, men det blev formentlig anset for både billigere og
behageligere end plyndringer og udbetaling af danegæld til hærgende
fjender.
Knud
lagde vægt på de gamle engelske love, og han var en stor velgører
for kirken. I mange henseender blev han næsten engelsk- engelsk, og
han gjorde under stor publicity afbigt for gamle vikingesynder. For at
bøde kong Edmund af East Anglias martyrdød i 869 byggede han en stor
kirke til klosteret i Bury St. Edmunds. For mordet på ærkebispen af
Canterbury i 1012 lod han under stor ceremoniel dennes lig overføre
fra London til Canterbury. Og som bod for det blodige slag ved
Assandun i 1016 lod han bygge en kirke på slagmarken. Mange kirker
fik store gaver, og overdragelsen af en af dem, et gyldent alterkors
til New Minster i Winchester, blev omkring 1031 foreviget i tegning i
kirkens mindebog.
.
.
Knud
den Store og hans dronning Emma skænker et gyldent alterkors til
kirken New Minster i Winchester. Knuds højre hånd holder om korset,
den venstre om sværdet. Kongeparrets navne er skrevet ved deres
hoveder. Over dronningens står Ælfgyfu, som var hendes Engelske
navn. Tegning på pergament i kirkens mindebog over venner og velgørere,
Liber Vitae,som formentlig blev påbegyndt i 1031. Den er det eneste
samtidige billede af Knud.
Der
er opbevaret et vers som Knud den Store selv digtede.
Lifligt
sang de munke af Ely,
da Kong Knud roede der forbi
ror, bådsmænd, nær til land,
at vi kan høre munkenes sang.
Knud
og Emma opholdt sig ofte i Winchester, og her blev han begravet i en
anden af byens hovedkirker, Old Minster, da han døde i Shaftesbury 12
november 1035, ca. 40
år gammel. Det var lykkes den meget unge vikingekonge at ændre sit
image til engelsk konge og på fortrinlig vis at varetage embedet.
Men
med Knud var stabiliteten forbi, og det store imperium splittedes
straks. Hardeknud var i Danmark og trods megen modstand fra Emma og
andre blev Ælfgifus søn Harald konge i England. Alfred en af Emmas
to sønner med Æthelred, kom fra Normandiet, men blev dræbt, og Emma
måtte flygte. Harald døde i 1040. Hardeknud og Emma vendte tilbage
til England, hvor han opkrævede en kolossal skat til de 60 skibe i
sit følge. Han døde i 1042," han stod med sin drik og faldt
pludselig om med skrækkelige kramper", fortæller krøniken, og
en anden version skriver," I hele sin regeringstid gjorde han
intet, som var en konge værdigt".
.
I 1066
blev Harold Godwinsson valgt til konge. Men andre havde kik på
tronen, og i september sejlede Norges konge Harald Hårderåde mod
England. Ligesom Svend Tveskæg ville han begynde sin erobring i
Nordengland, hvor det nordiske befolkningselement var stærkest. Men i
slaget ved Stamford Bridge blev han slået af kong Harold og dræbt.
Hertug Vilhelm af Normandiet landede nu i Sydengland, også med
erobring for øje, og Harold Godwinsson hastede sydpå. I slaget ved
Hastings blev hans hær slået og han selv dræbt, og juledag 1066
blev den normanniske vikingeætling Vilhelm kronet som Englands konge.
Det afgørende slag ved Hastings og hele baggrunden derfor blev en
halv snes år efter gengivet i normannisk version på det 70 meter
lange billedtæppe, som kom til katedralen i Bayeux i Normandiet.
Med
Vilhelm fik England et helt nyt styre og en fransk-normannisk
overklasse, og der var adskillige oprør. I 1069 blev et stort oprør
i Nordengland slået ned og straffet på usædvanlig brutal vis, og de
store vikingeflåder, der dukkede op i 1069, 1070 og 1075 ledet af
medlemmer af det danske kongehus, fik ingen større betydning. I 1085
organiserede kong Knud af Danmark en vældig flåde for at erobre det
land hans navnefælle og bedstemors broder havde hersket over. Vilhelm
overførte enorme hærstyrker til England, Men Knuds flåde kom aldrig
af sted. Han blev selv opholdt af problemer ved sin sydgrænse, og i
sensommeren spredtes den. Hans embedsmænds voldsomme fremfærd mod
dem der var draget hjem, fremprovokerede et oprør, og kong Knud blev
dræbt. Det skete i den engelske helgen St. Albans kirke i Odense i
1086. Drømmen om England gjorde Knud til Danmarks første
kongehelgen, men ikke til engelsk vikingekonge. Det var sidste gang
England blev søgt erobret fra Norden.
.
For
Skandinavien fik Englandseventyrerne kolossal betydning. De som
overlevede, fik del i de vældige sølvmængder udbetalt som Danegæld
og heregeld lige til 1051, samt mellem 991 og 1016 i plyndringsgods,
selv om anførerne sikkert fik mest. Der er udbetalt millioner af mønter.
Kun en brøkdel kendes i dag, men selv det er imponerende, for over
40.000 mønter er fundet i Skandinavien, og tallet vokser stadig.
Knud den Store og
frillen Ælgifus (datter af Ælfhelm, jarl af Northumbria) børn:
Harald Harefod,
1015-40, Engelsk konge.
Svend Alfifasen, 1016-36
Knud den Store og
dronning Emmas børn:
Knud 3. Hardeknud
(1018-42) senere konge
Gunhild,
1019-38, gift i 1027 med den senere tysk-romerske kejser
Henrik 3. af Tyskland.
