Christian 8. var
en dannet og begavet mand, dog næppe i besiddelse af det skarpsyn
og den fasthed der var nødvendig for at bringe landet frelst ud af
de farer, som nærmede sig.
.
Han havde svært ved at beslutte sig til en fast politik. I de første
år tog han parti for danskheden, men fra 1842 til 1846 tog han mere
hensyn til Slesvig holstenske rådgivere, for derefter at bryde med
dem igen.
Christian 8. ønskede
først og fremmest at bevare det danske sprog i Sønderjylland, hvor
det endnu levede. Som tronfølger havde han vist levende interesse
herfor, og som svar på stændernes bøn om dansk retsprog i
Nordslesvig udstedte han "Reskript af 1840", der indførte
dansk i retspleje og styrelse til Flensborg Fjord.
Christian 8.
havde som ung mand stadfæstet den norske grundlov, og de liberale i
Danmark nærede ved hans tronbestigelse håb om, at han ville give
Danmark en lignende. Men kongen mente at tiden endnu ikke var
kommen, og hans betroede rådgivere, Ørsted og Stemann, var
trofaste tilhængere af enevælden.
Derimod tog han
kraftig fat i praktiske reformer, kommunallov for købstæderne,
statens regnskab blev offentliggjorte, og en årlig overslag over
statens indtægter og udgifter. Den store hær Frederik 6. havde
beholdt, selv efter at Norge var tabt, blev meget formindsket, men
samtidig forbedret.
Herved kom
statens finanser i særdeles god tilstand. Samtidig steg nationens
velstand, idet landbruget mere og mere kom på fode.
Christian 8. var
søn af arveprins Frederik og prinsesse Sofie Frederikke af
Mecklenburg- Schwerin.
Christian 8. blev den 21. juni 1806, gift med sin kusine Charlotte
Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1756-1837), som fødte ham sønnen
Frederik, (senere konge) men efter et par års forløb opløstes ægteskabet
på grund af, at hun havde haft en affære med den schweiziske
komponist Edouard Dupuy.
Den 22. maj 1815 giftede han sig med Caroline Amalie af Augustenborg
(1796-1881), med hvem han levede et lykkeligt , men barnløst ægteskab.
Efter et besøg
på korvetten Valkyrien var Christian 8. blevet forkølet og havde fået
feber. For at lindre blev han åreladet, men derved pådrog han sig
en blodforgiftning, der førte til hans død d. 20. januar 1848.
.
.
.