..
Statsbankerotten 1813
Under
krigen 1807-14 havde regeringen skaffet sig penge ved at udstede
sedler i stor mængde.
Da den ikke var i stand til at indløse dem med sølv, tabte sedlerne
i handel og vandel det meste af deres værdi.
I
1813 indtrådte statsbankerotten, idet regeringen søgte at få orden
i pengevæsnet på følgende måde. Der oprettedes en rigsbank, som
forpligtede sig til at indløse de gamle sedler, ved at
udbetale 1/10 af deres værdi i rigsbanksedler.
For at skaffe banken et grundfond gjorde man et indgreb i
ejendomsretten ved at kræve indbetalt 6% af hver ejendoms værdi, og
hvis ejeren ikke formåede at betale, blev den stående som en
prioritet, som man skulle forrente til banken med sølv:
Bankhæftelsen.
Men rigsbanksedlerne vandt heller ikke straks tillid og sank i kurs
langt under den pålydende værdi. Kongeriget blev ene om at bære
seddelbyrden, for i Holsten og Slesvig viste sig så stor uvilje over
rigsbanksedlerne, at regeringen måtte fastsætte, at her skulle sølv
være eneste lovlige betalingsmiddel.
Rigsbanksedlerne stod længe i lav kurs, en tid havde de kun 1/20 af
deres pålydende værdi. Først da Rigsbanken i 1818 forandredes til en
Nationalbank, hvis styrelse blev helt uafhængig af regeringen blev
forholdene bedre.
I
slutningen af Frederik 6`s levetid nåede bankernes sedler pari. De
blev i handel og vandel taget for deres fulde pålydende.
Statsgælden var steget meget under krigen og vedblev at stige i mange
år efter krigen, indtil den i 1835 havde nået en højde af 260 mill.
kroner.
Fra 1835 kunne man begynde at afbetale på den.
.
