Statsbankerotten
1813
Under
krigen 1807-14 havde regeringen skaffet sig penge ved at udstede
sedler i stor mængde.
Da den ikke var i stand til at indløse dem med sølv, tabte
sedlerne i handel og vandel det meste af deres værdi.
I
1813 indtrådte statsbankerotten, idet regeringen søgte at få
orden i pengevæsnet på følgende måde. Der oprettedes en
rigsbank, som forpligtede sig til at indløse de gamle sedler, ved
at udbetale 1/10 af deres værdi i rigsbanksedler.
For at skaffe banken et grundfond gjorde man et indgreb i
ejendomsretten ved at kræve indbetalt 6% af hver ejendoms værdi,
og hvis ejeren ikke formåede at betale, blev den stående som en
prioritet, som man skulle forrente til banken med sølv: Bankhæftelsen.
Men rigsbanksedlerne vandt heller ikke straks tillid og sank i kurs
langt under den pålydende værdi. Kongeriget blev ene om at bære
seddelbyrden, for i Holsten og Slesvig viste sig så stor uvilje
over rigsbanksedlerne, at regeringen måtte fastsætte, at her
skulle sølv være eneste lovlige betalingsmiddel.
Rigsbanksedlerne stod længe i lav kurs, en tid havde de kun 1/20 af
deres pålydende værdi. Først da Rigsbanken i 1818 forandredes til
en Nationalbank, hvis styrelse blev helt uafhængig af regeringen
blev forholdene bedre.
I
slutningen af Frederik 6`s levetid nåede bankernes sedler pari. De
blev i handel og vandel taget for deres fulde pålydende.
Statsgælden var steget meget under krigen og vedblev at stige i
mange år efter krigen, indtil den i 1835 havde nået en højde af
260 mill. kroner.
Fra 1835 kunne man begynde at afbetale på den.
.
.
.
.
