Norge
løsrives fra Danmark
Frederik
6. havde i disse år stivsindet trods sine ministres råd holdt
fast ved forbundet med Napoleon. I 1810 havde brødrene Bernstorff
taget deres afsked, væsentlig fordi de ikke kunne billige hans
kabinetsstyrelse og fransk venlige udenrigspolitik.
Senere prøvede kong Frederik, af frygt for de svenske planer om
erobring af Norge, på at blive optaget i den store koalition i
1813, men Bernadotte satte igennem at Danmark ikke måtte optages
i koalitionen, medmindre Norge blev afstået.
Da havde Frederik 6. intet valg og knyttede sig endnu stærkere
til Frankrig. Sent på året 1813 brød Karl Johan ind i Holsten
med en svensk-russisk hær. Et dansk korps kæmpede med held ved
Sehested, men blev derpå indesluttet i Rensborg. Kongen stod med
den største del af hæren på Fyn, og man ventede, at han nu
ville kæmpe til det yderste for at bevare Norge. Grundtvig
opfordrede studenterne til at sprede sig over landet og rejse hver
våbendygtig mand til kampen. Men over for hele Europa turde
Frederik 6. ikke fortsætte modstanden.
I
januar 1814 underskrev han Freden i Kiel, hvorved Norge løsreves
fra Danmark for at forenedes med Sverige. Som en slags vederlag
fik han svensk Pommern, der året efter ombyttedes med Lauenburg.
Fra nu af sluttede han sig til koalitionen, og da de allierede
magter efter 1815 holdt en del af Frankrig besat, deltog også
danske tropper i besættelsen.
