Norge
løsrives fra Danmark
Frederik
6. havde i disse år stivsindet trods sine ministres råd holdt fast
ved forbundet med Napoleon. I 1810 havde brødrene Bernstorff taget
deres afsked, væsentlig fordi de ikke kunne billige hans
kabinetsstyrelse og fransk venlige udenrigspolitik.
Senere prøvede kong Frederik, af frygt for de svenske planer om
erobring af Norge, på at blive optaget i den store koalition i 1813,
men Bernadotte satte igennem at Danmark ikke måtte optages i
koalitionen, medmindre Norge blev afstået.
Da havde Frederik 6. intet valg og knyttede sig endnu stærkere til
Frankrig. Sent på året 1813 brød Karl Johan ind i Holsten med en
svensk-russisk hær. Et dansk korps kæmpede med held ved Sehested,
men blev derpå indesluttet i Rensborg. Kongen stod med den største
del af hæren på Fyn, og man ventede, at han nu ville kæmpe til det
yderste for at bevare Norge. Grundtvig opfordrede studenterne til at
sprede sig over landet og rejse hver våbendygtig mand til kampen. Men
over for hele Europa turde Frederik 6. ikke fortsætte modstanden.
I
januar 1814 underskrev han Freden i Kiel, hvorved Norge løsreves fra
Danmark for at forenedes med Sverige. Som en slags vederlag fik han
svensk Pommern, der året efter ombyttedes med Lauenburg.
Fra nu af sluttede han sig til koalitionen, og da de allierede magter
efter 1815 holdt en del af Frankrig besat, deltog også danske tropper
i besættelsen.
.
