Ved
freden i Tilsit i 1807 opgav Alexander sit forbund med England og
sluttede alliance med sin hidtil værende fjende Napoleon.
I hemmelighed aftalte de to kejsere, at Danmark og Sverige skulle
tvinges til at lukke deres havne for englænderne og slutte sig til
det fransk-russiske forbund. Vægrede Danmark sig herved, skulle man
bemægtige sig dets flåde.
Dette
kom til den Engelske regerings kundskab, og allerede før Napoleon
havde meddelt Danmark sit krav, havde England sendt en stor flåde
med 30.000 mand landgangstropper til Øresund.
En engelsk udsending, Jackson, henvendte sig samtidig til
kronprinsen i Kiel og tilbød Danmark forbund, men på det vilkår,
at vor flåde blev overgivet til England som pant, så længe krigen
varede.
Kronprinsen og hans rådgivere, som intet anede om aftalerne i
Tilsit, overraskedes fuldstændig af denne hårde fordring. De
harmedes dobbelt, da de var sig bevist at have fulgt en loyal
fredspolitik.
Kronprinsen gav et undvigende svar, ilede til København, hvor han
gav de nødvendigste ordrer om forsvaret, og forlod igen byen, idet
han medtog sin fader kongen.
Derpå
gik den engelske hær i land og indesluttede København. Landeværnet
fra Sydsjælland og Lolland gik mod englænderne, men ved Køge blev
den let jaget på flugt af Wellington.
København var ikke i stand til at yde et langvarigt forsvar. Der
blev foretaget nogle gode småudfald (Livjægerne i Classens Have)
som dog ikke kunne forhindre belejrerne i at anlægge deres
batterier.
Fra
d. 2. til d. 4. september blev København bombarderet. Fruekirken og
den del af byen nedbrændte, og den gamle kommandant Peymann måtte
kapitulere. Flåden blev overgivet til England som dets ejendom.
Alle ufærdige skibe, alt tømmer på værftet blev ødelagt. Hele
den sødygtige flåde, 70 større og mindre skibe, blev ført bort.