Slaget
på Kongedybet 1801
Så
snart vinteren var omme, sendtes en engelsk flåde under Parker og
Nelson til sundet for at overvinde Danmark, medens isen endnu bandt
russerne i deres havne.
Den danske flåde lå aftaklet i havnen, og i største hast måtte
der i Kongedybet, hvorfra byen lettest kunne beskydes, lægges en række
blokskibe fra Trekroner og mod syd.
|
Denne forsvarslinie førtes af Olfert Fischer. Nelson gik med 11
linieskibe og en del mindre skibe øst om middelgrunden og derpå,
skærtorsdag d.2. april, fra syd op i Kongedybet.
Efter 5-6 timers kamp, hvori Lassen på Prøvestenen, den unge
Willemoes på sit flådebatteri og mange andre viste glimrende
tapperhed, var vor slaglinie i Kongedybet bukket under for
overmagten og fuldstændig ødelagt.
Alligevel var Nelsons stilling
ikke god. Mange af hans skibe var stærkt forskudte eller gået på
grund, og det faste Trekroner var endnu urørt. |
Peter Willemoes
statue på Assens havn |
.
Da
forvandlede han ved krigslist det kun halvt afgjorte slag til en
sejr, idet han sendte et sendebud til kronprinsen med trussel om at
brænde de tagne danske fartøjer med deres mandskab, hvis ikke
skydningen fra dansk side standsedes.
Kronprinsen gav da, uden at rådføre sig med Fischer, ordre til at
holde inde med kampen.
Kort
efter slaget indløb den efterretning, at kejser Povl var blevet
myrdet og fulgt af sin søn Alexander 1. Dermed var
neutralitetsforbundet sprængt, og efter langvarige forhandlinger
godkendte Danmark Englands ret til at visitere handelsskibe.
De
følgende 6. år havde Danmark-Norge fred. Handel og skibsfart
trivedes på ny, og skabte velstand i alle lag. Kun statens finanser
kunne ikke komme på ret fod, for den tredje koalitionskrig udbrød
i 1805, og da Nordtyskland i de følgende år blev krigens
skueplads, måtte der opstilles en stor hær i Holsten for at sikre
sydgrænsen.
Kronprinsen
med nogle af ministrene opholdt sig i reglen i hovedkvarteret i
Holsten, så at styrelsen fik to midtpunkter, København og Kiel.
Dette viste sig snart at være meget uheldigt, da det hindrede
fasthed og hurtighed i ledelsen under kritiske forhold, og gav
kronprinsen lejlighed til at gå uden om statsrådet og følge sin
lyst, eller militære rådgivers råd.
Det
var regeringens hensigt at forblive neutral så længe som muligt,
men kunne det ikke lade sig gøre, da ville den hellere slutte sig
til England end til Frankrig, for man indså klart, at selv om den
jyske halvø i tilfælde af brud med Frankrig var udsat for at blive
oversvømmet af Napoleons tropper, var dette i længden langt fra så
truende for statens tilværelse som en krig mod England. Med England
som forbundsfælle kunne man hindre Napoleon i at angribe øerne og
Norge, men var England vor fjende, beherskede de havet, og skilte
Danmark fra Norge.
.
.
.
