Stavnsbåndets ophævelse den 20. juni
1788
Stavnsbåndet
ophævedes på en gang for alle der var over 36 år, eller under 14
år. For de øvrige indtrådte frigørelsen efterhånden, således at
stavnsbåndet var fuldstændig ophørt år 1800.
Godsejeren skulle ikke mere stille rekrutter. Værnepligten blev for
eftertiden ligelig fordelt på hele bondestanden således at antallet
af rekrutter fastsattes efter hver egns indbyggertal, mens det
tidligere havde rettet sig efter godsets hartkorn.
Dermed
var godsejerens magt over bondens person aldeles afskaffet. Bondens
stilling i samfundet var helt forandret. Før var han et ufrit tyende,
nu en fri borger.
Alligevel var der endnu ikke skabt fuld lighed mellem bondestanden og
statens øvrige borgere. Det opnåedes først under grundloven.
Efter
stavnsbåndets løsning gik det let med det der endnu stod tilbage. Da
godsejeren ikke mere havde nogen tvangsret overfor bonden, var han selv
interesseret i at hoveriet blev nøje fastsat. Dette skete på de fleste
steder ved almindelig overenskomst, og da dette var sket overalt udkom
der en lov om at hoveriet skulle være bestemt.
Udskiftning
og dermed følgende udflytning trængte næsten helt igennem. Dette
forandrede i høj grad landets udseende, rundt om på de hidtil tomme
marker rejste sig gårde og huse.
For landbruget rent praktisk set var udskiftningen den vigtigste af
reformerne. Selveje udbredtes meget, og i tiden efter stavnsbåndets
ophævelse og reformerne var landbruget i overordentlig god fremgang.
Udbyttet voksede, og dyrkningsmåden forbedredes efter stor målestok,
der kom nye planter og kornsorter, kløver, kartofler og bedre sorter i
rug og hvede.
Folkemængden voksede, og skønt skatterne blev større, bar
befolkningen dem temmelig let. Der kom driftighed og virkelyst blandt
bønderne som aldrig før.
Bondestue omkring år 1800
.
