Stavnsbåndets ophævelse
den 20. juni 1788
Stavnsbåndet
ophævedes på en gang for alle der var over 36 år, eller under 14
år. For de øvrige indtrådte frigørelsen efterhånden, således
at stavnsbåndet var fuldstændig ophørt år 1800.
Godsejeren skulle ikke mere stille rekrutter. Værnepligten blev for
eftertiden ligelig fordelt på hele bondestanden således at
antallet af rekrutter fastsattes efter hver egns indbyggertal, mens
det tidligere havde rettet sig efter godsets hartkorn.
Dermed
var godsejerens magt over bondens person aldeles afskaffet. Bondens
stilling i samfundet var helt forandret. Før var han et ufrit
tyende, nu en fri borger.
Alligevel var der endnu ikke skabt fuld lighed mellem bondestanden
og statens øvrige borgere. Det opnåedes først under grundloven.
Efter
stavnsbåndets løsning gik det let med det der endnu stod tilbage.
Da godsejeren ikke mere havde nogen tvangsret overfor bonden, var
han selv interesseret i at hoveriet blev nøje fastsat. Dette skete
på de fleste steder ved almindelig overenskomst, og da dette var
sket overalt udkom der en lov om at hoveriet skulle være bestemt.
Udskiftning
og dermed følgende udflytning trængte næsten helt igennem. Dette
forandrede i høj grad landets udseende, rundt om på de hidtil
tomme marker rejste sig gårde og huse.
For landbruget rent praktisk set var udskiftningen den vigtigste af
reformerne. Selveje udbredtes meget, og i tiden efter stavnsbåndets
ophævelse og reformerne var landbruget i overordentlig god
fremgang. Udbyttet voksede, og dyrkningsmåden forbedredes efter
stor målestok, der kom nye planter og kornsorter, kløver,
kartofler og bedre sorter i rug og hvede.
Folkemængden voksede, og skønt skatterne blev større, bar
befolkningen dem temmelig let. Der kom driftighed og virkelyst
blandt bønderne som aldrig før.
.
Bondestue omkring
år 1800
.
.
.
.
.
.