Den store nordiske
krig
.
| .
.
Karl 12. af Sverige blev konge i en alder af 15 år og blev kort
efter erklæret for myndig. Han var af naturen selvrådig og stædig i
sine beslutninger.
Han havde stor lyst til alt der var farligt, bjørnejagt, vildt
ridt osv. Hans fælle var svogeren Frederik af Gottorp.
|
Karl 12. |
Karls
ungdom og selvrådighed indgød hans naboer håbet om at kunne
genvinde, hvad Sverige tidligere havde taget fra dem. I alle tre
naboriger herskede unge fyrster. I Danmark Frederik 4., i Polen August
2. som oprindelig kun var kurfyrste af Sachsen, men ved rænker var
blevet valgt til Polsk konge, og i Rusland zar Peter den Store. Den
sidste blev af Karl regnet for den mindst farlige, fordi Sverige altid
tidligere med lethed havde slået Rusland.
I dybeste hemmelighed sluttede de tre fyrster et forbund (1699).
I
året 1700 angreb en dansk hær de gottorpske lande. Så snart den 18
årige Karl fik dette budskab, sagde han med et, farvel til jagt og
leg. I største hast drog han mod syd, gik i land på Sjælland og
indesluttede København, mens samtidig Vilhelm 3. af Oranien sendte en
engelsk-hollandsk flåde til Øresund for at blokere København.
Danmark måtte skynde sig at slutte fred i Travendal (1700) og give
hertugen af Gottorp hans lande igen.
Imidlertid
var zar Peter brudt ind i Ingermanland og belejrede Narva.
Karl indskibede sig med en ringe styrke og sejlede derover. I slaget
ved Narva slog han med sine 8.000 mand fuldstændig russerne der talte
omkring 50.000 mand (november 1700). Denne sejr forøgede hans ringeagt
for russerne så at hans opmærksomhed vendtes bort fra denne Sveriges
farligste fjende. 1701 gik han mod August 2. og slog hans sachsiske
hær.
.
Svenskernes
krig i Polen og Sachsen 1702-1707
På kort tid indtog Karl
Polen ved en række sejre, navnlig ved Klissov 1702, hvor hertug
Frederik faldt. Under trykket af den svenske hær afsatte polakkerne
August og valgte til ny konge Stanislav Leszinski.
Det var Karls plan at gøre polen til en stærk forbundsfælle mod
russerne.
Karl måtte snart vende sig mod øst for at holde russerne ude, snart
mod vest for at slå sachserne, og skønt han stadig sejrede, blev
Polen ved den lange krig opløst og svækket, så at det mere var en
byrde end hjælp. I Sachsen blev Karl et helt år.
Han stod da på sin magts højdepunkt, og både England og Frankrig
søgte at drage ham ind i den spanske arvefølgekrig.
I 1707 vendte han tilbage til Polen for derfra at rette dødsstødet
mod zar Peter.
.
Krigen
mod Rusland, Poltava 1709
De 7 år Karl tilbragte i Polen
og Sachsen, brugte Peter til at uddanne sin hær og trænge frem til
Østersøen. Allerede i 1703 satte han sig fast ved den finske bugt og
lagde grunden til st. Petersborg. Den svenske styrke i
østersølandene var for svag til at standse ham. Kun i egnen omkring
Riga var svenskerne under Levenhaupt sejrrige.
I
1708 drog Karl med 40.000 mand mod zar Peter, der tilbød fred, men
ikke ville afstå st. Petersborg. Fra Riga skulle Levenhaupt støde
til Karl, og derpå ville han i Ukraine forene sig med kosakhøvdingen
Maseppa og så gå mod Moskva.
Men angrebsplanen mislykkedes ved en række ulykker. Levenhaupt slog
sig vel igennem til Karl, men med store tab, og Maseppas
oprørsforsøg glippede, så at han kom til den svenske hær som
flygtning.
Opholdet i Ukraine i den strenge vinter 1708-09 tærede på hæren. I sommeren 1709 stod det afgørende slag ved Opltava (
18.000 svenskere mod 55.000 russere, og Karl måtte overlade sine
generaler ledelsen, da han selv var blevet såret.
Det blev for svenskerne et fuldstændigt nederlag, og hæren kom i
russisk fangenskab, han selv flygtede med et lille følge til Tyrkiet.
Her opholdt han sig til han tog hjem i 1714.
.
Danmarks
krig mod svenskerne 1709
Da det begyndte at gå Karl 12.
dårligt, fornyede Frederik 4. og August 2. deres forbund og
erklærede på ny krig. August rykkede ind i Polen, hvor han blev
modtaget med glæde. Den danske hær gik over til Skåne og satte sig
fast i landet.
Men skånes guvernør, den udmærkede feltherre Magnus Stenbock,
samlede en hær, der var dårlig udrustet, men for en stor del bestod
af krigsvante folk, og de slog danskerne ved Helsingborg. I Køge Bugt
stod en uafgjort søtræfning, der er blevet navnkundig ved nordmanden
Ivar Hvitfelds heltemodige optræden.
I 1711 hindredes danskerne i deres foretagende af pesten, som bortrev
1/3 af Københavns indbyggere, men 1712 angreb de Sveriges tyske
besiddelser. Da ilede Stenbock derover og vandt en ny sejr ved
Gadebush i Mecklenburg, hvorefter han drog ind i Holsten. Da blev hans
stilling farlig, for Sachsiske og russiske tropper nærmede sig og
spærrede ham tilbagevejen. Han forskansede sig i den gottorpske
fæstning Tønning ved Ejderens munding og håbede stadig, at det
skulle lykkes ham at bryde igennem den danske og russiske hær.
Men da levnedsmidlerne i fæstningen slap op, måtte han overgive sig
med hele sin hær i 1713. Fire år senere døde han i fangenskab i
København.
Det
blev skæbnesvangert for den unge gottorpske hertug Karl Frederik, at
fæstningen Tønning havde åbnet for Magnus Stenbock. Hertugens
ledende minister Görtz havde forsikret kong Frederik 4. om ubrødelig
neutralitet, og vedblev at påstå at Stenbock var indladt i
fæstningen imod den hertugelige regerings vilje. Men kongen troede
ham ikke, han besatte de gottorpske lande, og da Tønning faldt i hans
hænder, fandt han der Görtz`s ordre til kommandanten om at optage
den svenske hær. Kongen ville da ikke udlevere det gottorpske Slesvig
og beholdt det ved den senere fredsslutning.
1714-15 drejede krigen sig mest om Sveriges tyske lande. Den danske
flåde vandt tre sejre over den svenske, navnlig under Sehested ved
Rügen, og svenskerne blev fordrevet fra Tyskland.
Derefter kom zar Peter med en stor hær til Sjælland for at deltage
i en ny landgang i Skåne, men det blev ikke til noget på grund af
Frederik 4`s og Peters gensidige mistænksomhed og uenighed.
.
Danske
soldater og søfolk under den store nordiske krig
.
Kampen
om Norge
Karl havde taget Görtz til sin
rådgivende minister, og han forstod ved lån og ved at udstede
mønttegn i stedet for penge, at skaffe ham midler til at udruste en
hær på ny, hvormed Karl rykkede ind i Norge for at erobre dette land
som vederlag for tabene på den anden side af Østersøen.
Krigen
på den norske grænse i 1716 og de følgende år er rig på tapre og
opofrende handlinger af nordmændene. Peder og Hans Colbjørnsen stod
i spidsen for Frederikshalds borgere, der stak ild på deres by, for
at den ikke skulle yde svenskerne dækning ved deres angreb på
Frederikssten.
Deres søster Anna Colbjørnsdatter fik ved åndsnærværelse og mod
en svensk afdeling fanget.
Det
var også i disse år, at Peder Tordenskjold (Peder Wessel, en
rådmandssøn fra Trondhjem, født 1691, dræbt i duel 1720), udførte
sine eventyrlige og modige bedrifter, særlig overfaldet på den
svenske førselsflåde i Dynekilen 1716, og efter Karls død,
indtagelsen af Karlsten ved Marstrand 1719. Midt under disse kampe
faldt Karl 12. foran Frederikssten 1718.
.
Krigens
slutning
Den
ulykkelige krig udtærede fuldstændig Sveriges kræfter. Folketallet
sank, og landet blev i bund og grund forarmet.
Efter Karls død var der ingen der havde direkte arveret til tronen,
idet begge hans søstre havde giftet sig uden stændernes samtykke.
Men da Ulrika Eleonora gik ind på at afstå enevoldsmagten, blev hun
hyldet som regerende dronning.
Al
harmen over landets lidelser vendte sig mod Görtz, der blev dømt og
henrettet.
Krigen fortsattes endnu nogen tid, indtil der efterhånden blev sluttet
fred med alle fjenderne. Hannover fik Bremen og Verden, Preussen fik
det sydligste af svensk Pommern. Med Danmark sluttedes freden i
Frederiksborg 1720. Sverige opgav den gottorpske hertugs sag og sin
toldfrihed i sundet. Med Rusland sluttedes fred i Nystad 1721, hvorved
Sverige afstod Livland, Estland, Ingermanland og Viborg len i Finland.
Magtforholdene
ved Østersøen var hermed fuldstændig forandrede. Sverige havde
mistet sin stormagtstilling. Mellem Danmark og Sverige var alle de
gamle stridsspørgsmål afgjorte. Frederiksborgfreden danner
afslutningen på krigene mellem de nordiske folk indbyrdes. Polen var
blevet yderligere svækket. To nye stormagter gør sig nu gældende,
Rusland, som 1721 kæmpede sig frem til Østersøen, og Preussen.
.
.
