Landets fattigdom
Befolkningen
levede under et skattetryk, som den havde ondt ved at bære. Den
væsentligste grund til fattigdommen var landbrugets usle kår.
Tiden efter 1660 bragte ingen fremgang. En række år var der ligefrem
misvækst, lyngen bredte sig, og ulvenes tal voksede. Selv i de bedre
år var udbyttet af høsten ringe, i reglen kun 3-4 fold.
Hele
overskuddet af landbruget var ofte ikke større end summen af de skatter
de måtte udrede. Derfor var jorden næsten uden værdi. Kvæget var
småt og dårligt, og mange steder måtte bonden, for at kunne
overkomme hovarbejdet på herregården, holde flere heste end køer.
Den
danske adel sank ned i fattigdom ved bøndernes slette kår. Mange
godser kom på borgerlige hænder, og blandt greverne og baronerne var
der flest tyskere.
De udøvede deres øvrighedsret med strenghed, og det er i denne tid
at træhesten kommer i brug. De værste bondeplagere var dog i reglen
de bønder, der selv blev proprietærer eller ridefoged for
godsejerne. Et ordsprog fra den tid siger "ej skarpere sværd du
finde kan, end bonden, der blev herremand".
Men
trods alt dette kuedes frihedslysten og uafhængighedstrangen aldrig
helt hos bønderne. Selv fra Sjælland rømmede karlene jævnlig, for
at undgå trældommen hjemme. Hos jyderne og fynboerne, hvor der hist
og her fandtes forholdsvis velstand, gav ungdommen ofte efter for sin
vandrelyst og søgte bedre kår i andre lande, til ulejlighed og tab
for herremanden, som ikke kunne finde fæstere til sine ødegårde.
Købstæderne
spillede ingen stor rolle, de var små og fattige. De største
provinsbyer, Helsingør og Ålborg, havde i 1672 kun 4.000 indbyggere.
Kun København gik frem i folketal, fra 30.000 i 1660 til 60.000 en
menneskealder senere.
Men denne tilvækst skyldtes mere hoffet og militæretaten, der trak
en del handlende og håndværkere til sig, end virkelig fremgang i
næringslivet.
Rigdom
fandtes ikke i borgerstanden, og borgernes selvfølelse trængtes
tilbage ved enevælden og den rangdyrkelse, den førte med sig.
.
