Skånske
krig 1676-
Den
formynderregering som styrede Sverige i Karl 11`s mindreårighed,
havde ført en vaklende og svag politik. Den havde i 1668 sluttet
tripelalliancen med Holland og England imod Ludvig 14. men skiftede
snart parti og indgik i 1672 forbund med Frankrig og England mod
Holland.
Dette bragte alle Frankrigs og Sveriges fjender på benene.
I 1675 slog kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg svenskerne ved
Fehrbellin, og det så virkelig ud som om timen nu var kommen for
Danmark til at genvinde de tabte lande.
Først
besatte kong Christian 5. de gottorpske besiddelser, dernæst
belejrede og indtog han Wismar, og i februar 1676 erklærede han
Sverige krig.
Et par år tidligere var Karl 11. blevet myndig. Han havde hidtil
kun brudt sig lidt om statens sager, men nu, under den overhængende
fare, blev han en mand, satte rigsrådet aldeles til side og tog
selv styret.
Fra
dansk side åbnedes i 1676 krigen med stor kraft. Den norske hær brød
ind i Bohuslen og truede Göteborg. Den danske flåde under Niels
Juel indtog Gotland, hvis indbyggere modtog danskerne med glæde,
forenede sig derpå med en hollandsk eskadre og slog den svenske flåde
ved Øland.
Derpå førtes den danske hær over sundet og gik i land i Skåne.
De
svage svenske afdelinger trak sig tilbage til Småland. Skåningerne
og Blekingerne hyldede med jubel kong Christian. Med et slag var den
gamle grænse genoprettet, kun Malmø, der havde en stærk svensk
besætning, kom ikke i danskernes hænder.
Hvis Karl 11. ville bevare Skåne for Sverige, måtte han ligefrem
erobre det på ny. Lidt efter lidt hentede han forstærkninger, og
ved vinterens frembrud rykkede han ind i Skåne. Trods møjsommelig
vej gennem en krigerisk og fjentlig befolkning, ville han ikke
opgive.
Den
4. december stod slaget ved Lund, hvor de to hære hver under sin
konges anførsel, kæmpede med en hårdnakkethed uden lige, og
krigslykken skiftede mellem de to konger, men ingen ville give tabt.
Efter et forfærdeligt mandefald synes det hen ad eftermiddagen, at
svenskernes kræfter var udtømte. Da gjorde kong Karl med nogle
hundrede ryttere det sidste fortvivlede angreb på de tynde danske rækker
og vristede dem sejren af hænde.
Der havde deltaget 7.000 svenske og 10.000 danske i slaget. Da solen
gik ned, lå 7-8.000 døde og sårede på valpladsen.
Efter slaget ved Lund holdt danskerne sig stille i fæstningerne,
men derfor var landet ikke bragt til lydighed under kong Karl.
Til
søs led Sverige afgørende nederlag, navnlig den 1.juli 1677, da
Niels Juel i Køge bugt vandt den glimrende sejr over den overlegne
svenske hovedflåde. Efter slaget ankom den forenede
dansk-hollandske flåde, og de var nu fuldstændig herre på havet,
mens svenskerne holdt sig stille i deres havne.
I
maj brød Christian 5. op med sin hær og drog igennem hele Skåne.
På ny måtte Karl 11. kæmpe på liv og død, men i slaget ved
Landskrona blev sejren atter svenskernes. Dermed var Skånes skæbne
dog endnu ikke afgjort. Fra fæstningerne kunne Christian 5. gøre
sig adlydt i en stor del af landet, og snaphanerne vedblev med deres
grusomme og hårdnakkede strejftog.
Men
Skånes befolkning blev træt af denne ødelæggende krig og
begyndte at støtte de svenske soldater i deres arbejde med at
udrydde snaphanerne.
Den endelige kamp stod i Kristianstad, som efter et tappert forsvar
blev indtaget af svenskerne.
Krigen i Skåne endte således med sejr til Sverige. Men på den
norske grænse havde svenskerne lidt nederlag, og på søen var de
fuldstændig slåede, og svensk Pommern var blevet indtaget af
danskerne og brandenburgerne.
Alligevel slap Sverige godt ud af krigen, for Ludvig 14. som i
Nijmegen 1678 havde sluttet fred med Holland, ville ikke tillade, at
hans forbundsfælle Karl 11. led noget tab. Ved freden i Lund 1679
bevarede Sverige hele sit landområde, og en lille pengesum var det
eneste Danmark vandt ved den blodige krig.
Til
stadfæstelse af freden, ægtede Karl 11. Christian 5. søster,
Ulrikke Eleonore, og de nordiske riger sluttede Angrebs og
forsvarsforbund. Hovedmanden for den plan, at Danmark og Sverige
skulle stå ved hinandens side, var Karl 11. fortrolige rådgiver
Johan Gyllenstjerna.
.
.
.
