fortidensjelling    danmarkskonger   Sagnkongerne   fotos   onlinephotos


DANMARKS KONGER


Kong  Frederik III

1609 - 1670             konge 1648 - 1670
                                Norge 1648 - 1670

 

 

 

 

  English

Danmarks Konger  fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II

  

.
.

.

.

.

.

.

.

.

...

.

.

.

.

..

Københavns Belejring  1658-59

Efter freden i Roskilde ville Karl Gustav vende sig mod kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg. Men for at kunne føre krig i Tyskland måtte han være tryg for Danmark og forlangte, at det sammen med Sverige skulle lukke sundet for en ventet hollandsk flåde, for nu, da Sverige havde overmagten i Østersøen, var Holland en lige så afgjort modstander af det, som før af Danmark. 
Kun nølende gav Danmark efter, og Karl Gustav besluttede nu helt at tilintetgøre dets selvstændighed. Han indskibede sin  hær i Kiel, landede uden krigserklæring i Korsør og rykkede mod København (august 1658).

I løbet af foråret og sommeren havde Frederik 3. udbedret fæstningsværkerne om København. Søerne, oversvømmelserne og gravene dannede store hindringer for angriberen, og i byen selv var man bestemt på at værge sig til det yderste.

Kong Frederik 3. udtalte at "jeg vil dø i min rede". 
Soldater, borgere, studenter, selv kvinder tog med iver del i forsvaret, der lededes af tapre førere: Ulrik Christian Gyldenløve, Schack, Thuresen og borgmester Hans Nansen.

Derimod overgav det faste Kronborg sig snart til svenskerne. Da kom den hollandske flåde under Obdam, tilkæmpede sig i Øresund en blodig sejr over den svenske flåde, der førtes af Wrangel og undsatte København med tropper og levnedsmidler (oktober 1658).
Svenskerne opgav belejringen og nøjedes med at holde byen indesluttet, indtil vinteren kom.
Natten til den 11. februar 1659 foretog Karl Gustav en storm, der især rettedes mod Vestervold. Der kæmpedes hele natten, men da morgenen kom, var stormen fuldstændig afvist, og staden frelst.
Belejringen fortsattes dog stadig, samtidig med at svenskerne gjorde sig til herre på de danske øer.

 

Udenfor København

Mange steder i Danmark og Norge havde befolkningen rejst sig til frihedskampen med samme mod som i København. Trønderne forjog de svenske tropper, og i Skåne gjorde væbnede bønder (snaphanerne) alle egne usikre. Bornholmerne dræbte eller fordrev den svenske besætning og udråbte kong Frederik til deres arveherre. Også jyderne rejste sig til kamp. Derimod mislykkedes en opstand i Malmø, og et forsøg på at genvinde Kronborg slog fejl.
En stærk hær af polakker og brandenburgere var allerede i efteråret 1658 rykket sydfra ind i Jylland og drev svenskerne bort derfra. En del danske og fremmede tropper førtes over til Fyn og slog svenskerne ved Nyborg (1659) og fangede hele hæren.

Da lagde Karl Gustav den plan at søge oprejsning for sine tab ved et indfald i Norge, men døde pludselig i Göteborg i 1660.
Mellem Danmark og Sverige sluttedes fred i København. Danmark fik kun Trondhjems len og Bornholm tibage, for sømagterne ville ikke have at den samme stat var herre over begge sundets bredder. Mellem Polen og Sverige sluttedes fred i Oliva. Livland blev ved Sverige.

.
Tabet af Skåne 1658

Tabet af Skåne var af større betydning for det danske folks udvikling end noget tidligere eller senere.
Skåne havde i middelalderen været den danske kirkes hovedsæde og den danske adels hovedland, og ofte havde dets bønder været folkefrihedens bedste forkæmpere.
I nyere tid havde det frembragt Malmøs reformatorer og Tyge Brahe. Det gik derfor lang tid, inden tabet af Skåne glemtes. Først fra 1720 kan det siges, at man havde forsonet sig med den tanke at det ikke mere var dansk.

De store krige i det 17, århundrede medførte stor fattigdom, især på den jyske halvø. Navnlig var krigene med Karl Gustav af frygtelig virkning, idet ikke alene de svenske hære, men endnu mere vore forbundsfæller havde plyndret og hærget.
Mange landsbyer lå folketomme, og utallige gårde var forladte. Omkring 1/10 af landet lå øde hen.

.

 

.

Chart.dk

www.danmarkskonger.dk    Privacy  © 2017-21