Københavns
Belejring 1658-59
Efter
freden i Roskilde ville Karl Gustav vende sig mod kurfyrst Frederik
Vilhelm af Brandenburg. Men for at kunne føre krig i Tyskland måtte
han være tryg for Danmark og forlangte, at det sammen med Sverige
skulle lukke sundet for en ventet hollandsk flåde, for nu, da Sverige
havde overmagten i Østersøen, var Holland en lige så afgjort
modstander af det, som før af Danmark.
Kun nølende gav Danmark efter, og Karl Gustav besluttede nu helt at
tilintetgøre dets selvstændighed. Han indskibede sin hær i
Kiel, landede uden krigserklæring i Korsør og rykkede mod København
(august 1658).
I
løbet af foråret og sommeren havde Frederik 3. udbedret
fæstningsværkerne om København. Søerne, oversvømmelserne og
gravene dannede store hindringer for angriberen, og i byen selv var
man bestemt på at værge sig til det yderste.
Kong
Frederik 3. udtalte at "jeg vil dø i min rede".
Soldater, borgere, studenter, selv kvinder tog med iver del i
forsvaret, der lededes af tapre førere: Ulrik Christian Gyldenløve,
Schack, Thuresen og borgmester Hans Nansen.
Derimod overgav det faste Kronborg sig snart til svenskerne. Da kom
den hollandske flåde under Obdam, tilkæmpede sig i Øresund en
blodig sejr over den svenske flåde, der førtes af Wrangel og
undsatte København med tropper og levnedsmidler (oktober 1658).
Svenskerne opgav belejringen og nøjedes med at holde byen
indesluttet, indtil vinteren kom.
Natten til den 11. februar 1659 foretog Karl Gustav en storm, der
især rettedes mod Vestervold. Der kæmpedes hele natten, men da
morgenen kom, var stormen fuldstændig afvist, og staden frelst.
Belejringen fortsattes dog stadig, samtidig med at svenskerne gjorde
sig til herre på de danske øer.
Udenfor
København
Mange
steder i Danmark og Norge havde befolkningen rejst sig til
frihedskampen med samme mod som i København. Trønderne forjog de
svenske tropper, og i Skåne gjorde væbnede bønder (snaphanerne)
alle egne usikre. Bornholmerne dræbte eller fordrev den svenske
besætning og udråbte kong Frederik til deres arveherre. Også jyderne
rejste sig til kamp. Derimod mislykkedes en opstand i Malmø, og et
forsøg på at genvinde Kronborg slog fejl.
En stærk hær af polakker og brandenburgere var allerede i efteråret
1658 rykket sydfra ind i Jylland og drev svenskerne bort derfra. En
del danske og fremmede tropper førtes over til Fyn og slog svenskerne
ved Nyborg (1659) og fangede hele hæren.
Da
lagde Karl Gustav den plan at søge oprejsning for sine tab ved et
indfald i Norge, men døde pludselig i Göteborg i 1660.
Mellem Danmark og Sverige sluttedes fred i København. Danmark fik kun
Trondhjems len og Bornholm tibage, for sømagterne ville ikke have at
den samme stat var herre over begge sundets bredder. Mellem Polen og
Sverige sluttedes fred i Oliva. Livland blev ved Sverige.
.
Tabet af Skåne 1658
Tabet
af Skåne var af større betydning for det danske folks udvikling end
noget tidligere eller senere.
Skåne havde i middelalderen været den danske kirkes hovedsæde og
den danske adels hovedland, og ofte havde dets bønder været
folkefrihedens bedste forkæmpere.
I nyere tid havde det frembragt Malmøs reformatorer og Tyge Brahe.
Det gik derfor lang tid, inden tabet af Skåne glemtes. Først fra
1720 kan det siges, at man havde forsonet sig med den tanke at det
ikke mere var dansk.
De
store krige i det 17, århundrede medførte stor fattigdom, især på
den jyske halvø. Navnlig var krigene med Karl Gustav af frygtelig
virkning, idet ikke alene de svenske hære, men endnu mere vore
forbundsfæller havde plyndret og hærget.
Mange landsbyer lå folketomme, og utallige gårde var forladte.
Omkring 1/10 af landet lå øde hen.
.
