Københavns
Belejring 1658-59
Efter
freden i Roskilde ville Karl Gustav vende sig mod kurfyrst
Frederik Vilhelm af Brandenburg. Men for at kunne føre krig i
Tyskland måtte han være tryg for Danmark og forlangte, at det
sammen med Sverige skulle lukke sundet for en ventet hollandsk
flåde, for nu, da Sverige havde overmagten i Østersøen, var
Holland en lige så afgjort modstander af det, som før af
Danmark.
Kun nølende gav Danmark efter, og Karl Gustav besluttede nu
helt at tilintetgøre dets selvstændighed. Han indskibede sin
hær i Kiel, landede uden krigserklæring i Korsør og rykkede
mod København (august 1658).
I
løbet af foråret og sommeren havde Frederik 3. udbedret fæstningsværkerne
om København. Søerne, oversvømmelserne og gravene dannede
store hindringer for angriberen, og i byen selv var man bestemt
på at værge sig til det yderste.
Kong
Frederik 3. udtalte at "jeg vil dø i min rede".
Soldater, borgere, studenter, selv kvinder tog med iver del i
forsvaret, der lededes af tapre førere: Ulrik Christian Gyldenløve,
Schack, Thuresen og borgmester Hans Nansen.
Derimod overgav det faste Kronborg sig snart til svenskerne. Da
kom den hollandske flåde under Obdam, tilkæmpede sig i Øresund
en blodig sejr over den svenske flåde, der førtes af Wrangel
og undsatte København med tropper og levnedsmidler (oktober
1658).
Svenskerne opgav belejringen og nøjedes med at holde byen
indesluttet, indtil vinteren kom.
Natten til den 11. februar 1659 foretog Karl Gustav en storm,
der især rettedes mod Vestervold. Der kæmpedes hele natten,
men da morgenen kom, var stormen fuldstændig afvist, og staden
frelst.
Belejringen fortsattes dog stadig, samtidig med at svenskerne
gjorde sig til herre på de danske øer.
Udenfor
København
Mange
steder i Danmark og Norge havde befolkningen rejst sig til
frihedskampen med samme mod som i København. Trønderne forjog
de svenske tropper, og i Skåne gjorde væbnede bønder
(snaphanerne) alle egne usikre. Bornholmerne dræbte eller
fordrev den svenske besætning og udråbte kong Frederik til
deres arveherre. Også jyderne rejste sig til kamp. Derimod
mislykkedes en opstand i Malmø, og et forsøg på at genvinde
Kronborg slog fejl.
En stærk hær af polakker og brandenburgere var allerede i
efteråret 1658 rykket sydfra ind i Jylland og drev svenskerne
bort derfra. En del danske og fremmede tropper førtes over til
Fyn og slog svenskerne ved Nyborg (1659) og fangede hele hæren.
Da
lagde Karl Gustav den plan at søge oprejsning for sine tab ved
et indfald i Norge, men døde pludselig i Göteborg i 1660.
Mellem Danmark og Sverige sluttedes fred i København. Danmark
fik kun Trondhjems len og Bornholm tibage, for sømagterne ville
ikke have at den samme stat var herre over begge sundets
bredder. Mellem Polen og Sverige sluttedes fred i Oliva. Livland
blev ved Sverige.
.
Tabet af Skåne 1658
Tabet
af Skåne var af større betydning for det danske folks
udvikling end noget tidligere eller senere.
Skåne havde i middelalderen været den danske kirkes hovedsæde
og den danske adels hovedland, og ofte havde dets bønder været
folkefrihedens bedste forkæmpere.
I nyere tid havde det frembragt Malmøs reformatorer og Tyge
Brahe. Det gik derfor lang tid, inden tabet af Skåne glemtes. Først
fra 1720 kan det siges, at man havde forsonet sig med den tanke
at det ikke mere var dansk.
De
store krige i det 17, århundrede medførte stor fattigdom, især
på den jyske halvø. Navnlig var krigene med Karl Gustav af
frygtelig virkning, idet ikke alene de svenske hære, men endnu
mere vore forbundsfæller havde plyndret og hærget.
Mange landsbyer lå folketomme, og utallige gårde var forladte.
Omkring 1/10 af landet lå øde hen.
