Torstenssonkrigen
1643-45
Midt
under den tyske krig fandt den svenske Oxenstjerna lejlighed til
også at overvinde Danmark. Christian 4. havde med skindsyge set
Sveriges fremgang i Tyskland og på alle måder lagt det
hindringer i vejen.
Samtidig havde han ved at skrue sundtolden i vejret lagt sig ud
med Holland, som derfor var villig til at støtte enhver angreb på
Danmark.
Oxenstjerna
bød 1643 Torstensson, som da stod helt nede i Mähren, i hast og
uden krigserklæring at gå mod Danmark. Snart trængte
Torstensson over grænsen. Hertugen af Gottorp gjorde fælles sag
med ham, og hele den jyske halvø kom i svenskernes vold.
På
samme tid indtog en anden svensk hær Skåne, og det var meningen
at de to hære skulle mødes på øerne. Fra denne fare frelstes
Danmark kun ved sin gamle konges utrættelighed og heltemod.
Danmarks landeforsvar havde vist sig så svagt at det var knust
ved det første angreb, men flåden var i god stand.
Christian 4. slog først ved Listerdyb ved Sild den flåde Louis
de Geer havde lejet i Holland. Derefter mødte han på Kolberg
Heide (ved Femern) den svenske hovedflåde, og skønt han på sit
skib Trefoldigheden blev såret, førte han kampen til ende og
indesluttede svenskerne i Kieler Fjord.
Senere lykkedes det dem at slippe ud af det snævre farvand og at
forene sig med de Geers flåde.
De forenede flåder traf under Lolland en underlegen dansk
eskadre, ført af Pros Mund, og tilintetgjorde den fuldstændig.
Nu havde svenskerne overhånd både til lands og til søs, og
Christian 4 måtte i 1645 underskrive freden i Brömsebro, hvorved
Sverige fik Øsel og Gulland, de norske landskaber Herjedalen og Jæmteland,
Halland i 30 år, fuldstændig toldfrihed i sundet, og den
gensidige handelsfrihed, som siden unionen havde fundet sted
mellem rigerne, nu blev ophævet.
.
.
