.
Kejserkrigen
1625 - 29
I
tidsrummet efter Kalmarkrigen rettede Christian 4. især sin opmærksomhed
mod syd. Da trediveårskrigen 1618 var begyndt, søgte
protestanterne at få ham til at optræde mod kejseren og valgte
ham, der som hertug af Holsten var tysk fyrste, til kredsoberst
for den nedersachsiske kreds.
Christian lod sig, dels af iver for reformationen, men væsentlig
i håbet om at vinde besiddelser i nordtyskland, overtale til at
deltage i krigen (1625).
Ved
Lutter am Barenberg blev han imidlertid 1626 fuldstændig slået
af Tilly, og derpå trængte Wallenstein op igennem Holsten og
indtog hele Jylland, hvorimod den danske flåde forhindrede ham i
at komme over til øerne.
Gustav Adolf ville nu have, at Danmark og Sverige i fællesskab
skulle optage kampen mod kejseren. Men Christian 4. som allerede
var skinsyg over Sveriges voksende magt, foretrak at slutte fred i
Lübeck 1629 og at trække sig ud af krigen, mod at de kejserlige
rømmede hans lande.
Dette
mislykkede forsøg havde gjort det helt klart, hvor svag Danmark
var i militær henseende, især overfor et angreb fra syd.
Hertugen af Gottorp havde ved de kejserliges indfald opgivet
Danmarks sag og nærmet sig til dets fjende.
For
eftertiden havde Danmark altid en modstander i hertugerne, der
sluttede sig nøje til Sverige. Jylland som siden Grevens Fejde
ikke havde været skueplads for nogen krig, var hærget og udpint.
Kong Christian var kommet i en uheldig stilling til rigsrådet og
adelen, som havde været imod hans deltagelse i den tyske krig og
derfor været meget uvillige til at bære deres del af dens
byrder.
.
.
