Christian
4. styrelse
Han var den første
oldenborgske konge, der med omhu tog sig af Norge, som han hyppigt
gæstede. En af hans rejser gik helt til den nordlige grænse mod
Rusland.
Lensmændene i Norge, der hidtil havde styret selvrådigt og lovløst,
fik at mærke, at der var en magt over dem. Retsplejen blev bragt
på fode og reformationen blev nu fuldt gennemført, idet
adskillige norske præster, der hemmelig var jesuitter, afsattes.
Bjergværksdriften fremmedes ved anlæg af Kongsberg Sølvværk og
Rørås Kobberværk.
Rundt om i sine
lande byggede han byer og fæstninger. I Norge Christiania (i
stedet for det nedbrændte Oslo) og Kristianssand, i Skåne
Kristiansstad, I Holsten Glückstadt.
Navnlig København skylder ham meget. Her byggede han Børsen,
Rundetårn til iagttagelse af stjernehimlen, Tøjhuset til depot
for hærens og flådens udrustning. Regensen indrettedes til bolig
for 100 studenter.
Uden for den gamle by byggede han lystslottet Rosenborg, Nyboder,
og på Amager grundlagdes Christianshavn, og han begyndte at opføre
en række fæstningsværker, der omsluttede hele byen.
Hans navnkundigste bygning er dog Frederiksborg, hvor han fuldstændig
ombyggede faderens slot.
Flåden holdt han i
udmærket stand. Han gjorde også begyndelsen til at skabe en
indenlandsk hær af kronens bønder, men det blev ikke til meget,
og kongen var i krigstilfælde væsentlig henvist til at hverve
udenlandske lejetropper. Adelens rytteri havde efter Kalmarkrigen
ikke nogen betydning.
Da Hollænderne i
1598 havde fundet vejen til Indien, kappedes alle Europas sømagter
om at få del i den indiske handel.
Christian 4. oprettede i København et ostindisk handelsselskab og
udsendte Ove Gedde for at vinde kolonier. Det lykkedes imidlertid
kun at få det ubetydelige Trankebar.
Men samtidig drømte Christian om at finde en ny søvej til Indien
nord om Amerika. Han udsendte flere togter til farvandene ved Grønland
og oprettede et Islandsk og et Grønlandsk handelsselskab.
Endvidere grundlagde han fabrikker, indrettede et ordnet postvæsen.
Han udfoldede en stor og mangesidig virksomhed, så at det synes,
som om Danmark var ved at svinge sig op til et af de fremmeligste
lande i Europa.
Men mange af disse foretagener var for store for landets evne, og
de kostbare slotsbygninger havde tæret stærkt på kronens indtægter.
.
.
.
