.
Kort
efter Harald Blåtands død var Svend Tveskæg ved list blevet taget
til fange af Sigvald og hans Jomsvikinger, og danerne måtte løskøbe
deres unge konge.
Svend syntes fra den tid, at han havde en plet på sit navn. Han søgte
derfor at vinde nyt ry ved at genoptage sine vikingetogter mod
England.
I Danmark, som han lod passe sig selv, gjorde Erik Sejrsæl sig til
herre.
Den engelske konge, Æthelred den Rådvilde, kunne ikke værge sit
land, og købte vikingerne bort ved en afgift, Danegæld.
.
|
|
.
Efter
nogle års forløb vendte Svend Tveskæg hjem med store
rigdomme og genvandt Danmark. To store runesten over faldne
huskarle minder om den hårde kamp, kong Svend havde med
svenskerne i Hedeby.
.
Indskriften
lyder:
Kong Svend satte
stenen
efter sin hirdmand Skarde
som var draget vestpå
men nu fandt døden ved Hedeby
|
..
Derefter
deltog han i slaget ved Svolder og fornyede Danmarks højhed over
Viken. Han var den første danske konge, der lod slå mønt.
Englands
indtagelse
Æthelred, som ikke med penge kunne skaffe sig fred for vikingerne,
fordi de stadig kom igen, greb 1002 til det middel at lade alle danske
myrde, som opholdt sig i den angelsaxiske del af England.
Men det kaldte kun hævnlysten til live i Danmark. År efter år hærgedes
Englands kyster, indtil kong Svend i 1013 i løbet af tre måneder
indtog hele England.
Året efter døde han i England, elsket af sine krigere. I Danmark
blev hans søn Harald konge, hæren i England hyldede den anden søn
Knud.
Englænderne
greb atter til våben under Æthelreds søn, Edmund Jærnside, og Knud
måtte hente nye stridskræfter i Danmark.
Under de følgende kampe døde både Æthelred og Edmund, hvorefter
Knud uden modsigelse blev hyldet som Englands konge.
Ved
broderen Haralds død i 1018 blev han også konge i Danmark.
.
.
..
.
.
