Den Nordiske Syvårskrig
1563-70
..
Landkrigen
bestod mest af grusomme hærgninger af landskaberne på begge sider
af rigsgrænsen. Af store og betydningsfulde krigeriske tildragelser
skete der ikke mange. Danskerne indtog Elfsborg, Sveriges eneste
borg ved Kattegat.
Deres udmærkede hærfører, holsteneren Daniel Rantzau, vandt en ærefuld
sejr over et langt større svensk hær ved Axtorna i Halland 1565,
og foretog senere et plyndringstogt helt ind i Øster Götland. Men
skønt Danmark i det hele havde overvægten til lands, vandt det
ingen fuldt afgørende sejr.
Til
søs førtes danskerne af mænd som Herluf Trolle og Otto Rud og kæmpede
et par gange med held, men den svenske flåde var langt stærkere og
fik snart overhånd, således at den endda løb ind i Øresund og
opkrævede tolden.
Da
begge riger var udmattede af krigen, sluttedes freden i Stettin, og
alt blev som før, kun fik Danmark nogle penge for at udlevere
Elfsborg, og Sverige opgav sine krav på Gulland.
Frederik 2. havde langtfra nået at undertvinge Sverige, hvad der
var hans egentlige mål, men han havde dog vundet en ærefuld fred,
og hans anseelse i udlandet var vokset.
Den sørgeligste følge af syvårskrigen var imidlertid det
folkehad, som den kaldte til live i Norden, og som de følgende 150
år fik stadig næring ved nye krige.
.
.
.
