Grevens Fejde
En lübsk lejehær under grev Christoffer af Oldenburg landede på
Sjælland. Almuen flokkedes om greven der kundgjorde, at han kom for
at befri kong Christian, hjælpe borger og bonde til frihed og værne
evangeliet. Adelen måtte falde til føje, og hylde greven i Christian
2`s navn. Hurtigt blev Christian 2`s tilhængere herrer på Sjælland,
Skåne, Fyn og det nordligste af Jylland, hvor vendelboen Skipper
Clement rejste sine landsmænd til kamp.
Men
allerede inden det kom så vidt, havde forholdene gjort det nødvendig
for rigsrådet at give landet en konge. Mogens Gjø sammenkaldte den
jyske adel til et møde i Ry Kirke 1534 og foreslog at vælge hertug
Christian. Men endnu vægrede rådet sig ved at vælge
"kætteren", og først da den menige adel, som var samlet
på kirkegården, truede med at trænge ind i kirken, og bruge vold,
gav de efter.
Christian
3. måtte imidlertid føre en hård krig, før han blev herre i sit
kongerige. Det var tropper fra hertugdømmerne, ført af Johan Rantzau,
som bragte hans sag til sejr. Han indtog først Ålborg og kuede
vendelboerne. I de oprørske herreder måtte mange selvejerbønder
afstå deres ejendomsret og blive fæstere.
I
året 1535 gik han til Fyn og slog Lübeckerne ved Øksnebjerg.
Gustav Vasa og Christian 3`s svoger hertug Albrecht af Preussen sendte
ham skibe til hjælp, og den forenede flåde, for hvilken den jyske
adelsmand Peder Skram, "Danmarks Vovehals", var en af de
vigtigste førere, slog den lübske, så at kongen kunne gå over til
Sjælland og indtage København.
På
samme tid bragtes Skåne til lydighed mod Christian 3. af Gustav Vasa,
hvis magt jo også ville være truet, hvis Christian 2. igen kom på
Danmarks trone. I Lübeck fik købmandsadelen atter overtaget,
Wullenwever blev styrtet, og staden sluttede fred med Christian 3.
Men
København udholdt et helt års belejring, idet grev Christoffer og
Ambrosius Bogbinder med magt slog enhver tale om overgivelse ned.
Omsider, da byen var fuldstændig blottet for levnedsmidler, og mange
døde af sult, overgav den sig (1536).
Ambrosius tog sig selv af dage, hvorimod Jørgen Kok vidste at udsone
sig med kongen.
Grevens
Fejde er det sidste forsøg af Danmarks bønder på at øve politisk
indflydelse. Fra nu af bøjede de sig uden samlet modstand for enhver
ny byrde, der lagdes på dem. Borgerne havde lidt nederlag, der dog
minskedes ved, at de i religiøs henseende havde stået på samme side
som sejrherren.
Præstestanden måtte bøje sig for de lutherske adelsmænd. Men også
adelen havde tabt ved denne krig. Bønderne havde afbrændt mange
herregårde og forjaget eller ihjelslået adskillige adelige, og
ordenen var genoprettet, ikke ved adelens egen magt, men af den konge,
som prælaterne og en stor del af adelen kun nødtvunget havde hyldet.
Ved
krigens slutning var det hverken rigsråd eller adel, men kongen, og
hans holstenske krigsherrer, der stod som sejrherrer. Lübeck forvandt
aldrig sit nederlag og måtte for eftertiden opgive al
stormagtspolitik. Verdenshandelen gik nu over Vesteuropa, og byen sank
ned til en handelsstad af anden rang.
.
