fortidensjelling    danmarkskonger   Sagnkongerne 


Danmarks Konger

DANMARKS KONGER


Kong  Christian III

1503 - 1559             konge 1534 - 1559
                                Norge 1534 - 1559

 

 

 

 

 

Danmarks Konger  fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II

  

.
.

...

1
2
3
4
5
6
7

.

.

.

.

.

..

.

Grevens Fejde

En lübsk lejehær under grev Christoffer af Oldenburg landede på Sjælland. Almuen flokkedes om greven der kundgjorde, at han kom for at befri kong Christian, hjælpe borger og bonde til frihed og værne evangeliet. Adelen måtte falde til føje, og hylde greven i Christian 2`s navn. Hurtigt blev Christian 2`s tilhængere herrer på Sjælland, Skåne, Fyn og det nordligste af Jylland, hvor vendelboen Skipper Clement rejste sine landsmænd til kamp.

Men allerede inden det kom så vidt, havde forholdene gjort det nødvendig for rigsrådet at give landet en konge. Mogens Gjø sammenkaldte den jyske adel til et møde i Ry Kirke 1534 og foreslog at vælge hertug Christian. Men endnu vægrede rådet sig ved at vælge "kætteren", og først da den menige adel, som var samlet på kirkegården, truede med at trænge ind i kirken, og bruge vold, gav de efter.

Christian 3. måtte imidlertid føre en hård krig, før han blev herre i sit kongerige. Det var tropper fra hertugdømmerne, ført af Johan Rantzau, som bragte hans sag til sejr. Han indtog først Ålborg og kuede vendelboerne. I de oprørske herreder måtte mange selvejerbønder afstå deres ejendomsret og blive fæstere.

I året 1535 gik han til Fyn og slog Lübeckerne ved Øksnebjerg. Gustav Vasa og Christian 3`s svoger hertug Albrecht af Preussen sendte ham skibe til hjælp, og den forenede flåde, for hvilken den jyske adelsmand Peder Skram, "Danmarks Vovehals", var en af de vigtigste førere, slog den lübske, så at kongen kunne gå over til Sjælland og indtage København.

På samme tid bragtes Skåne til lydighed mod Christian 3. af Gustav Vasa, hvis magt jo også ville være truet, hvis Christian 2. igen kom på Danmarks trone. I Lübeck fik købmandsadelen atter overtaget, Wullenwever blev styrtet, og staden sluttede fred med Christian 3.

Men København udholdt et helt års belejring, idet grev Christoffer og Ambrosius Bogbinder med magt slog enhver tale om overgivelse ned. Omsider, da byen var fuldstændig blottet for levnedsmidler, og mange døde af sult, overgav den sig (1536).
Ambrosius tog sig selv af dage, hvorimod Jørgen Kok vidste at udsone sig med kongen.

Grevens Fejde er det sidste forsøg af Danmarks bønder på at øve politisk indflydelse. Fra nu af bøjede de sig uden samlet modstand for enhver ny byrde, der lagdes på dem. Borgerne havde lidt nederlag, der dog minskedes ved, at de i religiøs henseende havde stået på samme side som sejrherren.
Præstestanden måtte bøje sig for de lutherske adelsmænd. Men også adelen havde tabt ved denne krig. Bønderne havde afbrændt mange herregårde og forjaget eller ihjelslået adskillige adelige, og ordenen var genoprettet, ikke ved adelens egen magt, men af den konge, som prælaterne og en stor del af adelen kun nødtvunget havde hyldet.

Ved krigens slutning var det hverken rigsråd eller adel, men kongen, og hans holstenske krigsherrer, der stod som sejrherrer. Lübeck forvandt aldrig sit nederlag og måtte for eftertiden opgive al stormagtspolitik. Verdenshandelen gik nu over Vesteuropa, og byen sank ned til en handelsstad af anden rang.

.

.

.

 

www.danmarkskonger.dk    Privacy  © 2021-25