Ditmarsktogtet år 1500
..
I året 1500 ville kong Hans og Frederik gøre alvor af at lægge
Ditmarsken under sig, hvad kejseren havde givet deres fader ret til.
Ditmarskerne havde siden slaget ved Bornhøved 1227 af navn stået
under ærkebispen i Bremen, men i virkeligheden styret sig selv under
ledelse af 48 folkevalgte oldermænd.
De havde ingen adel, men mange af dem havde ved kvægavl i deres
frugtbare enge samlet så store rigdomme, at de kunne måle sig med de
holstenske herremænd. Flere gange tidligere var den holstenske adel
blevet slået af det frihedselskende lille folk (således "Den
Kullede Greve" og Gerhard 6. omk. 1400). Derfor rustede det Slesvig
Holstenske ridderskab sig nu for at hævne fædrenes nederlag.
Fyrsterne hvervede mange lejetropper. Deriblandt en stor, rovlysten
bande landsknægte, "den sachsiske garde" som allerede havde
været med kong Hans i Sverige 1497.
De drog af sted, og bag rytterskaren fulgte en lang række tomme
vogne, der skulle fyldes med gods, man ville røve fra de rige
ditmarskeres bøndergårde.
Hurtig blev en by indtaget, og hæren lå stille og ventede et par
dage. Man mente at bønderne ville komme og afstå deres land, men det
skete ikke.
Det
var ved vintertide, og der blev tø. Folk der var kendt i marskegne
sagde til kongen og fyrsterne, at føret ville gøre vejen næsten
ufremkommeligt, og at det nok var bedre at vende om.
Men det brød de sig ikke om, de ville gå mod den næste by.
Hæren
drager videre. Vejen går lige mod vest, og vinden er imod. Regn og
sneflager slår rytterne i ansigtet, så de næppe kan se frem for
sig. Vejen bliver opblødt til lerælte, hestenes ben hænger fast i
æltet, og kanonerne kører fast. Man kan ikke vige til side fra
vejen, da der er dybe grøfter til begge sider.
Ved
Hemmingsted høres der skud forude. De kommer fra en skanse "Dusent Düvels
Warff", som ditmarskerne har bygget tværs over vejen, og bag den
står 500 bønder ledet af Wolf Isebrand.
Junker
Schlentz og hans garde rykker frem for at storme skansen. Men da vejen
er smal, kan der kun komme få frem ad gangen, og bønderne driver dem
tilbage igen, den store hær kan slet ikke komme til.
Nu sker der det at vandet i grøfterne stiger, og bliver fyldte.
Ditmarskerne har åbnet for sluserne til Vesterhavet, og snart står
vandet ind over engene, men hen over de våde marker kommer nye skarer
af ditmarskere. De har lange stave i hænderne, og ved hjælp af dem
springer de over grøfterne, og nu kaster de sig over garden og den
øvrige hær.
Kongen og fyrsterne ser det går galt, de vil vende om med hæren og
tage flugten, men hæren kan ikke vende. De tomme vogne spærrede den
smalle vej, og en tredjedel af den store stridsmagt blev nedhugget, resten flygtede.
I denne kamp tabtes den gamle Dannebrog.
Det
blev ikke fyrsterne eller adelsmændene der bragte bytte hjem fra
ditmarskertogtet. Derimod kunne bønderne fra ditmarsken samle
guldkæder og kostbarheder op, som de døde riddere havde båret.
