.
.
Åbenrå Kommunes maleriudstilling af
danske konger, på Museum Sønderjylland, Åbenrå
Kong Christian 1. |
Dronning Dorothea af Brandenburg |
Efter Christoffers død fik i
Sverige unionens modstandere overhånd, og valgte Karl Knutsson til
konge. Det danske rigsråd tænkte at vælge hertug Adolf, for
således ad fredelig vej atter at knytte Slesvig til riget.
Men han afslog kronen og henviste rigsrådet til sin søstersøn, grev
Christian af Oldenburg, hvis moder nedstammede fra Erik Klipping.
Efter
at Christian havde lovet rigsrådet, at han ikke ville føre krig
eller udskrive skatter uden dets samtykke, blev han konge i Danmark og
ægtede Christoffers enke, Dorothea af Brandenburg.
Norge
vaklede mellem Karl Knutsson og Christian 1. indtil det ved et møde i
Halmstad mellem de danske og svenske rigsråder blev fastsat, at Karl
skulle opgive Norge.
Christian
blev derpå kronet i Trondhjems Domkirke og sluttede i Bergen den
aftale med Norges rigsråd, at Norge og Danmark til evige tider skulle
blive sammen under en konge (1450).
Således
knyttedes foreningen mellem disse to riger fastere, mens Sverige
trådte ud af unionen. Dog opgav de danske konger ikke Sveriges krone,
og de tre første Oldenborgske konger opnåede virkelig at blive herre
i dette land, men hver gang kun for en kort tid.
I
Sverige var unionspartiet, der omfattede mange adelige slægter endnu
stærkt og ønskede at afsætte Karl Knutsson.
Ærkebisp Jöns Bengtsson Oxenstjerna brød med ham i 1457, idet han i
Upsala Domkirke nedlagde sin bispestav på højalteret, klædte sig i
harnisk og svor kong Karl Knutsson fjendskab.
Kong Karl blev forjaget.
Christian 1. blev indkaldt og hyldet som konge og havde magten i
Sverige fra 1457 - 1464.
Så var landets almue ked af hans styre og uvillig over hans
skattepålæg.
Karl Knutsson kom tilbage, og beholdt under stadige kampe kronen til
sin død i 1470.
På sin dødsseng udpegede han Sten Sture den Ældre som sin
efterfølger.
.
Jørgen og
dragen (i Stockholms Storkyrka) Fra Sten Sture d. Ældres tid.
.
Da
Christian 1. foretog et nyt angreb, slog Sten Sture ham på
Brunkebjerg i 1471.
I 25 år derefter havde Sverige ro for danske angreb.
Da
hertug Adolf døde barnløs, ville den holstenske adel helst vælge en
tysk greve, mens de slesvigske ville have Christian 1. til hertug. Men
begge parter ønskede at holde landene sammen, da mange havde godser
både i Holsten og i Slesvig.
Christian
1. truede med, at hvis de ikke valgte ham, ville han inddrage
Sønderjylland som herreløst len, og derved satte han igennem, at
landenes råd, der svarer til det danske rigsråd, i Ribe 1460 kårede
ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten.
I
henseende til ydre magt vandt den danske krone betydeligt ved
overenskomsten 1460, hvorefter dens magtområde nåede til Lübecks og
Hamburgs porte. "Da blev holstenerne danske" siger den
Lybske Krønike.
Christian 1. gjorde meget for at sikre denne landvinding. Han
tilkøbte sig sine medbejleres samtykke for store summer og fik af
kejseren Holsten ophøjet til hertugdømme, der også skulle omfatte
Ditmarsken.
.
Christian
1. var ridderlig, modig og virkelysten. Så længe hans morbroder
Adolf levede og vejledede ham, var hans regeringstid vellykket, men
efter Adolfs død, gik det ham tit uheldigt. Han var ikke besindig og
selvstændig nok.
Det blev til skade for ham, at han altid var i pengenød, især efter
valget i Ribe.
Derfor blev han nød til at føje sig efter hansestæderne, som endog
tvang ham til at afbryde handelen med de nederlandske stæder.
Da
tyskerne i Bergen dræbte den kongelige lensmand, bispen og mange
andre og stak ild på et kloster, lod han det forblive ustraffet.
Hans
datter blev gift med den skotske konge, James 3. og da han ikke kunne udrede
medgiften, satte han Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant, og de
blev aldrig senere indløste.
Store summer brugte han til udenlandsrejser, hvor en gik til Rom i
1474, hvor
paven tilstod ham stor indflydelse på udnævnelsen af kirkens
embedsmænd og tilstod ham at oprette et universitet. Dette indviedes
i københavn 1479. Under besøget hos paven vakte Christians skikkelse
beundring, men ikke hans kendskab til latin, og paven bemærkede
"smukt dyr, blot skade at det ikke kan tale".
Christian
1. blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt.
Gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian
1. var søn af Didrik af Oldenburg og Hedvig af Holsten.
I 1449 blev han gift med Dorothea af Brandenburg,
enke efter Christoffer af Bayern.
De
fik Børnene:
Olaf, 1450, død som lille.
Knud, død som lille.
Hans, 1455-1513, senere konge.
Margrete, 1456-87, gift i 1469 med kong Jakob 3. af Skotland.
Frederik 1, 1471-1533, senere konge.
.
