Efter Christoffers død fik i
Sverige unionens modstandere overhånd, og valgte Karl Knutsson til
konge. Det danske rigsråd tænkte at vælge hertug Adolf, for således
ad fredelig vej atter at knytte Slesvig til riget.
Men han afslog kronen og henviste rigsrådet til sin søstersøn,
grev Christian af Oldenburg, hvis moder nedstammede fra Erik
Klipping.
Efter at
Christian havde lovet rigsrådet, at han ikke ville føre krig eller
udskrive skatter uden dets samtykke, blev han konge i Danmark og ægtede
Christoffers enke, Dorothea af Brandenburg.
Norge vaklede
mellem Karl Knutsson og Christian 1. indtil det ved et møde i
Halmstad mellem de danske og svenske rigsråder blev fastsat, at
Karl skulle opgive Norge.
Christian blev
derpå kronet i Trondhjems Domkirke og sluttede i Bergen den aftale
med Norges rigsråd, at Norge og Danmark til evige tider skulle
blive sammen under en konge (1450).
Således
knyttedes foreningen mellem disse to riger fastere, mens Sverige trådte
ud af unionen. Dog opgav de danske konger ikke Sveriges krone, og de
tre første Oldenborgske konger opnåede virkelig at blive herre i
dette land, men hver gang kun for en kort tid.
I Sverige var
unionspartiet, der omfattede mange adelige slægter endnu stærkt og
ønskede at afsætte Karl Knutsson.
Ærkebisp Jöns Bengtsson Oxenstjerna brød med ham i 1457, idet han
i Upsala Domkirke nedlagde sin bispestav på højalteret, klædte
sig i harnisk og svor kong Karl Knutsson fjendskab.
Kong Karl blev forjaget.
Christian 1. blev indkaldt og hyldet som konge og havde magten i
Sverige fra 1457 - 1464.
Så var landets almue ked af hans styre og uvillig over hans skattepålæg.
Karl Knutsson kom tilbage, og beholdt under stadige kampe kronen til
sin død i 1470.
På sin dødsseng udpegede han Sten Sture den Ældre som sin efterfølger.
.
Jørgen
og dragen (i Stockholms Storkyrka) Fra Sten Sture d. Ældres tid.
.
Da Christian 1.
foretog et nyt angreb, slog Sten Sture ham på Brunkebjerg i 1471.
I 25 år derefter havde Sverige ro for danske angreb.
Da hertug Adolf
døde barnløs, ville den holstenske adel helst vælge en tysk
greve, mens de slesvigske ville have Christian 1. til hertug. Men
begge parter ønskede at holde landene sammen, da mange havde godser
både i Holsten og i Slesvig.
Christian 1.
truede med, at hvis de ikke valgte ham, ville han inddrage Sønderjylland
som herreløst len, og derved satte han igennem, at landenes råd,
der svarer til det danske rigsråd, i Ribe 1460 kårede ham til
hertug af Slesvig og greve af Holsten.
I henseende til
ydre magt vandt den danske krone betydeligt ved overenskomsten 1460,
hvorefter dens magtområde nåede til Lübecks og Hamburgs porte.
"Da blev holstenerne danske" siger den Lybske Krønike.
Christian 1. gjorde meget for at sikre denne landvinding. Han tilkøbte
sig sine medbejleres samtykke for store summer og fik af kejseren
Holsten ophøjet til hertugdømme, der også skulle omfatte
Ditmarsken.
.
Christian 1. var ridderlig, modig og virkelysten. Så længe hans
morbroder Adolf levede og vejledede ham, var hans regeringstid
vellykket, men efter Adolfs død, gik det ham tit uheldigt. Han var
ikke besindig og selvstændig nok.
Det blev til skade for ham, at han altid var i pengenød, især
efter valget i Ribe.
Derfor blev han nød til at føje sig efter hansestæderne, som
endog tvang ham til at afbryde handelen med de nederlandske stæder.
Da tyskerne i
Bergen dræbte den kongelige lensmand, bispen og mange andre og stak
ild på et kloster, lod han det forblive ustraffet.
Hans datter blev
gift med den skotske konge, James 3. og da han ikke kunne udrede
medgiften, satte han Orkneyøerne og Shetlandsøerne i pant, og de
blev aldrig senere indløste.
Store summer brugte han til udenlandsrejser, hvor en gik til Rom i
1474, hvor paven tilstod ham stor indflydelse på udnævnelsen af
kirkens embedsmænd og tilstod ham at oprette et universitet. Dette
indviedes i københavn 1479. Under besøget hos paven vakte
Christians skikkelse beundring, men ikke hans kendskab til latin, og
paven bemærkede "smukt dyr, blot skade at det ikke kan
tale".
Christian 1.
blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt.
Gravsat i Roskilde Domkirke.
Christian 1. var
søn af Didrik af Oldenburg og Hedvig af Holsten.
I 1449 blev han gift med Dorothea af Brandenburg, enke efter
Christoffer af Bayern.
De fik Børnene:
Olaf,
1450, død som lille.
Knud,
død som lille.
Hans,
1455-1513, senere konge.
Margrete,
1456-87, gift i 1469 med kong Jakob 3. af Skotland.
Frederik
1, 1471-1533, senere konge.
.
.
