kong Erik af Pommern

fortidensjelling danmarkskonger Sagnkongerne

Danmarks Konger

DANMARKS KONGER

Kong Erik VII af Pommern

1382 - 1459             konge 1396 - 1439
                                Norge 1389 - 1442
                                  Sverige 1396 - 1439

Danmarks Konger fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II

.
..

Erik af Pommerns kroning. Gl. litografi fra Hjortsvang Museum klik

.

Erik var i næsten hele sin regeringstid optaget af kampen om Sønderjylland, mod de unge grever af Holsten.
Disse gjorde krav på hertugdømmet som deres fædrene arv, mens kongen hævdede, at de havde forbrudt deres ret ved at føre våben mod riget.
Kongen lod sagen pådømme, først ved Danehoffet, senere af kejser Sigismund, og opnåede begge gange den dom, at lenet var hjemfaldet til kronen.

Men da greverne ikke ville bøje sig, måtte kongen føre krig mod dem i over 20 år.
I lang tid havde kongen overtaget og beherskede det meste af hertugdømmet, mens holstenerne kun holdt sig på Gottorp og i den sydligste del af landet.

Men da Erik også fik krig med hansestæderne, kunne han ikke værge Sønderjylland.
Flensborg blev indtaget af holstenerne, og til sidst enedes man om at standse fjendtlighederne.

Grev Adolf, der nu var den eneste overlevende af Gerhards sønner, havde da det meste af Sønderjylland i sin magt, men kunne ikke sætte igennem, at Erik ville godkende ham som rigets lensmand.

For Øresunds store betydning havde han et åbent blik. Han tog København fra Roskilde bispestol, og lagde byen ind under kronen. I Skåne grundlagdes Landskrona, og ved Helsingør rejstes slottet Krogen, hvorfra kongen midt under krigen mod hansestæderne begyndte at kræve told af hvert forbi sejlende skib.

Af harme over, at deres privilegier ikke overholdtes, erklærede de vendiske stæder krig. Deres flåde angreb forgæves København, der forsvaredes af Eriks dronning, den engelske prinsesse Philippa, og ved freden (Vordingborg 1435) fik de ikke sundtolden ophævet.

I Sverige som Erik sjældent gæstede opstod i tidens løb utilfredshed med hans styrelse. De klagede over skatterne, over ufred og lovløshed i landet, og over kongens lensmænd, især over fogeden i Dalarne, Jens Eriksøn.
Engelbrekt Engelbrektssøn bragte klagerne for kongen, og da dette ikke nyttede, greb de til våben under Engelbrekts ledelse.

Efter at bondehæren over fire måneder havde gjort sig til herre over hele landet, på nær enkelte borge, tvang den rigsrådet til at opsige kongen huldskab og troskab.
På et rigsmøde i 1434 valgtes Engelbrekt til rigets høvedsmand. Snart måtte han dog dele førerskabet med adelsmanden Karl Knutsson som adelen valgte til høvedsmand.

Mens Engelbrekt drog om i landet for at jage Eriks lensmænd bort fra slottene, blev han en nat lumsk overfaldet og dræbt.
Med hans død var sammenholdet i bondehæren forbi.
Rigsrådet blev nu den egentlige leder, og tog atter Erik til konge, men betingede sig selv en stor magt.
Også i Norge havde bønderne rejst sig mod de danske fogeder.

Erik blev endelig træt af disse forvirrede forhold. Han stod alene, dronning Philippa var død barnløs, og en pommersk slægtning han ville have til efterfølger, ville det danske rigsråd ikke vide af.

Da drog Erik bort, tog bolig på Gulland og fejdede derfra på Sverige, hvor Karl Knutsson var blevet valgt til rigsforstander.

Idet Danmark således var uden konge, kom regeringsmagten i rigsrådets hænder.
I 1439 blev Erik erklæret for afsat, først af det danske, derpå af det svenske rigsråd.
Erik levede på Gulland til 1449, derefter i Pommern til sin død i 1459.
Gravsat i kirken i Rügenwalde.

Erik af Pommern var søn af Vartislav 7. af Pommern og Maria, en søsterdatter til Margrethe 1. af Danmark.
Han blev i 1406 gift med Filippa af England (1394-1430)
Ingen børn .

Dannebrogsflag fra Erik af Pommerns tid, med Danmarks, Sveriges, Norges og Pommerns våben.
(Mariekirken i Lübeck)

.

.