..
.
.
|
Da
Margrete var valgt til at lede regeringen i 1387, havde Albrecht
af Mecklenburg, konge af Sverige 1363 - 1389, store problemer med
stormændene.
Mens fjendskabet mellem Albrecht og adelen stadig blev mere voldsom,
rustede Margrete sig til et angreb på Sverige for at gøre sin søns
arveret gældende.
Den
svenske adel turde ikke tage kampen op, både med Albrecht og
Margrete, og sluttede sig da til hende, og anerkendte hende som
Sveriges "fuldmægtige frue og husbonde". |
Dronning
Margrete 1. |
Ved
Åsle (nær ved Falköping) blev Albrechts tyske hær slået af de
forenede Danske, Norske og Svenske i 1389.
Adelbrecht blev taget til fange og sat i forvaring på et dansk slot.
Snart var hele Sverige i Margretes hånd, undtaget Stockholm, hvor de
tyske købmænd havde magten.
Efter et forlig, hvor Adelbrecht kom på fri fod, blev Stockholm
overgivet til hansestæderne, der senere overlod staden til Margrete.
For
at gøre foreningen mellem de nordiske riger varig, ønskede Margrete
at give dem en ung konge, som kunne grundlægge en fælles
kongeslægt.
Hertil udvalgte hun sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, der
allerede 7 år gammel blev overgivet til hende og opfostret af hende.
.
I
en alder af 15 år blev han i Kalmar, af Lunds ærkebisp, kronet til
konge over alle tre riger under et.
Talrige nordiske stormænd overværede kroningen.
Margrete
vedblev at lede regeringen, også efter at Erik var blevet myndig. Han
fandt sig gerne i hendes ledelse.
Adelen bøjede sig overalt for dronningen. Hun styrede rigerne ved
underordnede tjenestemænd.
Alt gods, der var kommet adelen i hænde i de urolige tider (i Sverige
siden 1363, i Danmark siden 1368), blev atter gjort skattepligtig til
kronen. |
Margrethes segl med de tre kroner
|
Fra sine brevgemmer på Kalundborg Slot, fremdrog hun mange
skøder og pantebreve for at påvise hvad der havde tilhørt kronen,
og fik sig det tildømt.
Kirken
nød Margretes yndest. Tit skænkede hun store gaver. Hun gjorde at
Birgitta blev kanoniseret, og selv lod hun sig indskrive som søster i
Vadstena Kloster.
Hun opnåede endog af paven, at de nordboere, som ikke havde deltaget
i Jubelfesten i Rom i 1390, i stedet kunne drage til Vadstena.
30 skriftefædre var da næppe nok til at uddele aflad, og klosterets
rigdom forøgedes med mange tusinde mark ved de frommes gaver. Paven
overdrog hende stor indflydelse på kirkelige embedsudnævnelser.
Danmark
havde overvægten i unionen. Margrete satte mange af sine tro danske,
eller indvandrede tyske adelsmænd på kronens slotte i Norge og
særlig i Sverige.
Hansestæderne havde mistet deres politiske overmagt, der havde været
på sit højeste 1370 -1385, også deres handelsrettigheder søgte
Margrete at indskrænke.
Da
Gerhard d. 6. faldt på et ditmarskertogt, syntes det endda, at
Margrete skulle få Sønderjylland i sin magt. Gerhards enke og
umyndige sønner måtte finde sig i, at Margrethe besatte det ene slot
efter det andet.
Under de stridigheder der opstod herved, drog hun til Flensborg for at
forhandle.
Mens skibet var på Flensborg Fjord, døde Margrete af pest i 1412.
Hun blev gravsat i Roskilde, hvor hendes "søn", kong Erik, senere
rejste et pragtfuldt minde for hende.
Gravsat i Sorø. Senere overført til Roskilde Domkirke.
Margrete
1. var datter af Valdemar Atterdag og Helvig.
Blev gift i 1363 med Håkon af Norge, og de fik en søn, Oluf, som
blev valgt til dansk konge efter Valdemar Atterdag, og efter Håkons
død i 1380 blev han også valgt til konge i Norge med Margrete som
formynder.
.
