.
Da
Margrete var valgt til at lede regeringen i 1387, havde
Albrecht af Mecklenburg, konge af Sverige 1363 - 1389, store
problemer med stormændene.
Mens fjendskabet mellem Albrecht og adelen stadig blev mere
voldsom, rustede Margrete sig til et angreb på Sverige for
at gøre sin søns arveret gældende.
Den
svenske adel turde ikke tage kampen op, både med Albrecht
og Margrete, og sluttede sig da til hende, og anerkendte
hende som Sveriges "fuldmægtige frue og
husbonde".
Ved
Åsle (nær ved Falköping) blev Albrechts tyske hær slået af de
forenede Danske, Norske og Svenske i 1389.
Adelbrecht blev taget til fange og sat i forvaring på et dansk
slot.
Snart var hele Sverige i Margretes hånd, undtaget Stockholm, hvor
de tyske købmænd havde magten.
Efter et forlig, hvor Adelbrecht kom på fri fod, blev Stockholm
overgivet til hansestæderne, der senere overlod staden til
Margrete.
For
at gøre foreningen mellem de nordiske riger varig, ønskede
Margrete at give dem en ung konge, som kunne grundlægge en fælles
kongeslægt.
Hertil udvalgte hun sin søsterdattersøn, Erik af Pommern, der
allerede 7 år gammel blev overgivet til hende og opfostret af
hende.
Margrethes segl med de tre
kroner
.
I
en alder af 15 år blev han i Kalmar, af Lunds ærkebisp,
kronet til konge over alle tre riger under et.
Talrige nordiske stormænd overværede kroningen.
Margrete
vedblev at lede regeringen, også efter at Erik var blevet
myndig. Han fandt sig gerne i hendes ledelse.
Adelen bøjede sig overalt for dronningen. Hun styrede
rigerne ved underordnede tjenestemænd.
Alt gods, der var kommet adelen i hænde i de urolige tider
(i Sverige siden 1363, i Danmark siden 1368), blev atter
gjort skattepligtig til kronen.
Fra sine brevgemmer på Kalundborg Slot, fremdrog hun mange skøder
og pantebreve for at påvise hvad der havde tilhørt kronen, og fik
sig det tildømt.
.
.
Dronning Margretes
bryllupskjole af guld, syet af det kostbareste guldbrokade.
Ifølge sagnet bar dronning Margrete kjolen til sit bryllup,
da hun som 10 årig i 1363 blev gift med kong Håkon af
Norge.
I 1659 førte den svenske konge Karl d. Tiende Gustav,
bryllupskjolen til Sverige som krigsbytte, og den er aldrig
kommet tilbage til Danmark.
Kirken nød
Margretes yndest. Tit skænkede hun store gaver. Hun gjorde at
Birgitta blev kanoniseret, og selv lod hun sig indskrive som søster
i Vadstena Kloster.
Hun opnåede endog af paven, at de nordboere, som ikke havde
deltaget i Jubelfesten i Rom i 1390, i stedet kunne drage til
Vadstena.
30 skriftefædre var da næppe nok til at uddele aflad, og
klosterets rigdom forøgedes med mange tusinde mark ved de frommes
gaver. Paven overdrog hende stor indflydelse på kirkelige embedsudnævnelser.
Danmark havde
overvægten i unionen. Margrete satte mange af sine tro danske,
eller indvandrede tyske adelsmænd på kronens slotte i Norge og særlig
i Sverige.
Hansestæderne havde mistet deres politiske overmagt, der havde været
på sit højeste 1370 -1385, også deres handelsrettigheder søgte
Margrete at indskrænke.
Da
Gerhard d. 6. faldt på et ditmarskertogt, syntes det endda, at
Margrete skulle få Sønderjylland i sin magt. Gerhards enke og
umyndige sønner måtte finde sig i, at Margrethe besatte det ene
slot efter det andet.
Under de stridigheder der opstod herved, drog hun til Flensborg for
at forhandle.
Mens skibet var på Flensborg Fjord, døde Margrete af pest i 1412.
Hun blev gravsat i Roskilde, hvor hendes "søn", kong
Erik, senere rejste et pragtfuldt minde for hende.
Gravsat i Sorø. Senere overført til Roskilde Domkirke.
Margrete 1. var
datter af Valdemar Atterdag og Helvig.
Blev gift i 1363 med Håkon af Norge, og de fik en søn, Oluf, som
blev valgt til dansk konge efter Valdemar Atterdag, og efter Håkons
død i 1380 blev han også valgt til konge i Norge med Margrete som
formynder.
.
.
