Da
Harald Blåtand efter faderens død blev enekonge i 959, gik
kristendommen stærkt frem. Allerede noget tidligere tillod Harald,
at ærkebiskop Adeldag viede nordens første bisper ( for Slesvig,
Ribe og Århus).
Noget senere tog kongen selv dåben. Herom fortæller en næsten
samtidig kilde (Vidukind fra Corvey) følgende: "Danerne var
fra gammel tid kristne, men dyrkede alligevel afguderne efter
hedensk sæd.
Da hændte det, at der ved et gæstebud i kongens nærvær opstod en
ordstrid, idet danerne indrømmede, at Kristus vel var Gud, men der
var andre guder, som måtte være større end ham, siden de kunne
vise menneskene mægtige tegn og undere.
Imod dette vidnede en bisp ved navn Poppo, at den eneste sande gud
er Faderen med sin enbårne søn. vor herre Jesus Kristus og Helligånden,
men afgudsbillederne er onde vætter, ikke guder.
Kong
Harald spørger ham, om han selv vil bevise denne tro. Han svarede
ja uden at nøle.
Kongen lader nu klerken holde under bevogtning til næste dag. Da
morgenen kom, lod han et umådeligt tungt jern gløde og bød
klerken at bære det gloende jern for den kristne tro. Poppo griber
uden tøven jernet og bærer det så længe, som kongen selv byder.
Han viser, at hans hånd er uskadt, og gør således troens sandhed
indlysende for alle.
Derover omvender kongen sig, og bød at man skulle dyrke Kristus
alene, og pålægger hans folk at fornægte afguderne, og derefter
ydede han Guds præster og tjenere den skyldige ære".
Kong
Harald kunne på den store Jellingsten, som han rejste for sine forældres
minde, lade riste disse ord: "Harald konge bød gøre dette
minde efter Gorm sin fader og Tyre sin moder, den Harald, som vandt
sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".
Harald
Blåtand udstrakte hans magt ud over Danmarks grænser. Navnlig var
han i en årrække herre over Norge. Krigersamfundet i Jomsborg der
sandsynligvis er grundlagt af Harald, og jomsvikingerne der var hans
trofaste kæmper, både i kampene mod Erik Sejrsæl og mod Hakon
Jarl, og i den sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør,
finder vi jomsvikingerne som Haralds mænd.
Også
i Holsten synes Harald i nogen tid at have haft magten, men omkring
975 drog kejser Otto II, Tysklands konge, mod nord og trængte endog
frem over Dannevirke.
Før han igen trak sig tilbage, havde han i grænsemarken rejst en
borg, vistnok Rensborg, hvis besætning kunne holde udkig med
danerne.
Kun ni år senere måtte tyskerne opgive denne fremskudte post.
Samtidig med, at venderne lagde Hamborg og Brandenborg i aske,
indtog danerne den nordlige borg og brændte den. I tysk
historieskrivning blev denne kortvarige grænsepost til et helt
"Markgrevskab Slesvig".
Harald
blev en gammel mand. Han havde været samkonge med faderen i 15 år
og enekonge i 50.
Hans søn Svend Tveskæg, der var en kamplysten vikingenatur, længtes
efter magten og rejste sig mod faderen. Efter en kamp ved Helgenæs
blev Harald om natten dræbt af et pileskud,---------fra Palnatokes
hånd siges der (omk. 985).
Hans kæmper førte hans lig til Jomsborg og siden til Roskilde,
hvor han fik hvile i den kirke han selv havde ladet bygge.
.
Hans
eftermæle fik næppe den glans som hans lange og mærkværdige
regering fortjener. Vel mindedes kirken ham næsten som helgen. Hans
ætling Svend Estridsen sagde:"Han omvendte hele det danske
folk til kristendommen, han den uskyldig sårede, vil ej, håber jeg
komme til at savne martyriets palme".
Men hans ry som kriger og hersker overstråledes langt af hans søn
og sønnesøn, der lagde hele England under sig.
Af karakter skal han have været forsigtig, sen til at beslutte sig,
men efter beslutningen fast og stærk. Hans hustru Tove, datter af
venderfyrsten Mistivi, kalder ham på en runesten "Harald den
Gode".
.
.
.
..