fortidensjelling    danmarkskonger   Sagnkongerne  


   Danmarks Konger

 

DANMARKS KONGER


Harald Blåtands dåb 

.

 

 

 

 

 

                                               Fra Gorm den Gamle til vor tids Kong Frederik den 10.

  

.

 

1
2
3
4
5
6
7

.

.

.

.

.

.

.

.

..

Da Harald Blåtand efter faderens død blev enekonge i 959, gik kristendommen stærkt frem. Allerede noget tidligere tillod Harald, at ærkebiskop Adeldag viede nordens første bisper ( for Slesvig, Ribe og Århus).

Noget senere tog kongen selv dåben. Herom fortæller en næsten samtidig kilde (Vidukind fra Corvey) følgende: "Danerne var fra gammel tid kristne, men dyrkede alligevel afguderne efter hedensk sæd.

Da hændte det, at der ved et gæstebud i kongens nærvær opstod en ordstrid, idet danerne indrømmede, at Kristus vel var Gud, men der var andre guder, som måtte være større end ham, siden de kunne vise menneskene mægtige tegn og undere.

Imod dette vidnede en bisp ved navn Poppo, at den eneste sande gud er Faderen med sin enbårne søn. vor herre Jesus Kristus og Helligånden, men afgudsbillederne er onde vætter, ikke guder.
Kong Harald spørger ham, om han selv vil bevise denne tro. Han svarede ja uden at nøle.
Kongen lader nu klerken holde under bevogtning til næste dag. Da morgenen kom, lod han et umådeligt tungt jern gløde og bød klerken at bære det gloende jern for den kristne tro. Poppo griber uden tøven jernet og bærer det så længe, som kongen selv byder. Han viser, at hans hånd er uskadt, og gør således troens sandhed indlysende for alle.

Derover omvender kongen sig, og bød at man skulle dyrke Kristus alene, og pålægger hans folk at fornægte afguderne, og derefter ydede han Guds præster og tjenere den skyldige ære".

Kong Harald kunne på den store Jellingsten, som han rejste for sine forældres minde, lade riste disse ord: "Harald konge bød gøre dette minde efter Gorm sin fader og Tyre sin moder, den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".

Harald Blåtand udstrakte hans magt ud over Danmarks grænser. Navnlig var han i en årrække herre over Norge. Krigersamfundet i Jomsborg der sandsynligvis er grundlagt af Harald, og jomsvikingerne der var hans trofaste kæmper, både i kampene mod Erik Sejrsæl og mod Hakon Jarl, og i den sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør, finder vi jomsvikingerne som Haralds mænd.

Også i Holsten synes Harald i nogen tid at have haft magten, men omkring 975 drog kejser Otto II, Tysklands konge, mod nord og trængte endog frem over Dannevirke.
Før han igen trak sig tilbage, havde han i grænsemarken rejst en borg, vistnok Rensborg, hvis besætning kunne holde udkig med danerne.
Kun ni år senere måtte tyskerne opgive denne fremskudte post. Samtidig med, at venderne lagde Hamborg og Brandenborg i aske, indtog danerne den nordlige borg og brændte den. I tysk historieskrivning blev denne kortvarige grænsepost til et helt "Markgrevskab Slesvig".

Harald blev en gammel mand. Han havde været samkonge med faderen i 15 år og enekonge i 50.
Hans søn Svend Tveskæg, der var en kamplysten vikingenatur, længtes efter magten og rejste sig mod faderen. Efter en kamp ved Helgenæs blev Harald om natten dræbt af et pileskud,---------fra Palnatokes hånd siges der (omk. 985).
Hans kæmper førte hans lig til Jomsborg og siden til Roskilde, hvor han fik hvile i den kirke han selv havde ladet bygge.
.

Hans eftermæle fik næppe den glans som hans lange og mærkværdige regering fortjener. Vel mindedes kirken ham næsten som helgen. Hans ætling Svend Estridsen sagde:"Han omvendte hele det danske folk til kristendommen, han den uskyldig sårede, vil ej, håber jeg komme til at savne martyriets palme".
Men hans ry som kriger og hersker overstråledes langt af hans søn og sønnesøn, der lagde hele England under sig.
Af karakter skal han have været forsigtig, sen til at beslutte sig, men efter beslutningen fast og stærk. Hans hustru Tove, datter af venderfyrsten Mistivi, kalder ham på en runesten "Harald den Gode".

.

.

 

.

..

 

www.danmarkskonger.dk    Privacy  © 2021-25