Da
Harald Blåtand efter faderens død blev enekonge i 959, gik
kristendommen stærkt frem. Allerede noget tidligere tillod Harald, at
ærkebiskop Adeldag viede nordens første bisper ( for Slesvig, Ribe
og Århus).
Noget senere tog kongen selv dåben. Herom fortæller en næsten
samtidig kilde (Vidukind fra Corvey) følgende: "Danerne var fra gammel
tid kristne, men dyrkede alligevel afguderne efter hedensk sæd.
Da hændte det, at der ved et gæstebud i kongens nærvær opstod
en ordstrid, idet danerne indrømmede, at Kristus vel var Gud, men der
var andre guder, som måtte være større end ham, siden de kunne vise
menneskene mægtige tegn og undere.
Imod dette vidnede en bisp ved navn Poppo, at den eneste sande gud er
Faderen med sin enbårne søn. vor herre Jesus Kristus og
Helligånden, men afgudsbillederne er onde vætter, ikke guder.
Kong Harald spørger ham, om han selv vil bevise denne tro. Han
svarede ja uden at nøle. Kongen lader nu klerken holde under
bevogtning til næste dag. Da morgenen kom, lod han et umådeligt
tungt jern gløde og bød klerken at bære det gloende jern for den
kristne tro. Poppo griber uden tøven jernet og bærer det så længe,
som kongen selv byder. Han viser, at hans hånd er uskadt, og gør
således troens sandhed indlysende for alle.
Derover omvender kongen sig, og bød at man skulle dyrke Kristus
alene, og pålægger hans folk at fornægte afguderne, og derefter
ydede han Guds præster og tjenere den skyldige ære".
Kong
Harald kunne på den store Jellingsten, som han rejste for sine
forældres minde, lade riste disse ord: "Harald konge bød gøre
dette minde efter Gorm sin fader og Tyre sin moder, den Harald, som
vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".
Harald
Blåtand udstrakte hans magt ud over Danmarks grænser. Navnlig var
han i en årrække herre over Norge. Krigersamfundet i Jomsborg der
sandsynligvis er grundlagt af Harald, og jomsvikingerne der var hans trofaste
kæmper, både i kampene mod Erik Sejrsæl og mod Hakon Jarl, og i den
sidste kamp mod sønnen Svend Tveskægs oprør, finder vi
jomsvikingerne som Haralds mænd.
Også
i Holsten synes Harald i nogen tid at have haft magten, men omkring
975 drog kejser Otto II, Tysklands konge, mod nord og trængte endog
frem over Dannevirke.
Før han igen trak sig tilbage, havde han i grænsemarken rejst en
borg, vistnok Rensborg, hvis besætning kunne holde udkig med danerne.
Kun ni år senere måtte tyskerne opgive denne fremskudte post.
Samtidig med, at venderne lagde Hamborg og Brandenborg i aske, indtog
danerne den nordlige borg og brændte den. I tysk historieskrivning
blev denne kortvarige grænsepost til et helt "Markgrevskab
Slesvig".
Harald
blev en gammel mand. Han havde været samkonge med faderen i 15 år og
enekonge i 50.
Hans søn Svend Tveskæg, der var en kamplysten vikingenatur, længtes
efter magten og rejste sig mod faderen. Efter en kamp ved Helgenæs
blev Harald om natten dræbt af et pileskud,---------fra Palnatokes
hånd siges der (omk. 985).
Hans kæmper førte hans lig til Jomsborg og siden til Roskilde, hvor
han fik hvile i den kirke han selv havde ladet bygge.
Hans
eftermæle fik næppe den glans som hans lange og mærkværdige
regering fortjener. Vel mindedes kirken ham næsten som helgen. Hans
ætling Svend Estridsen sagde:"Han omvendte hele det danske folk
til kristendommen, han den uskyldig sårede, vil ej, håber jeg komme
til at savne martyriets palme".
Men hans ry som kriger og hersker overstråledes langt af hans søn og
sønnesøn, der lagde hele England under sig.
Af karakter skal han have været forsigtig, sen til at beslutte sig,
men efter beslutningen fast og stærk. Hans hustru Tove, datter af
venderfyrsten Mistivi, kalder ham på en runesten "Harald den
Gode".
