|
.
.
.
.
.
.
.
|
.
.
.
Da Valdemar blev
konge, ejede han 1/4 af Nordjylland. 20 år senere havde han bragt
hele riget, også Fyn og Skåne tilbage under sin magt.
Det store resultat han nåede 1340 - 1360, skyldes først og fremmest
hans overordentlige statsmandsevner.
Han var udholdende og klogt beregnende, snild til at drage nytte af
sine fjenders uenighed, hensynsløs i at forfølge sit mål med alle
midler.
Når modstanden
var for stærk, kunne han bøje af og vente til det heldige øjeblik
kom.
Men hans fremgang
har også sin forklaring i, at der var en stærk trang til fred og
orden.
|
Valdemar Atterdag (kalkmaleri i St. Pederskirken i Næstved.)
|
Kirkens mænd, som
havde lidt stor nød i opløsningstiden, støttede næsten altid
Valdemar.
Det danske folk
længtes efter en styrelse, som kunne sætte grænser for de fremmedes
og stormændenes lovløse færd.
Også blandt herremændene var der mange, som var trætte af den
ufredstilstand, de selv var skyld i, og stillede sig på kongens side.
Hvordan Valdemar
Atterdag fik Jylland og Sjælland i sin magt, er ikke helt oplyst.
Bispen af Roskilde overlod ham det vigtige København, der blev
udgangspunktet for Sjællands tilknytning.
I løbet af få år vandtes alle sjællandske borge fra holstenerne,
dels ved indløsning, dels ved kamp.
Lige som sjællænderne indvilgede jyderne i selv at udrede en skat
"Sølverstød" til indløsning af deres landsdel.
Estland solgtes
1346 til Sværdridderne, i hvis orden kongens broder indtrådte. Fra
grev Gerts sønner indløste han den ene halvdel af Fyn.
Valdemar fik endda tid til en pilgrimsfærd til det hellige land.
Omkring 1350 var
største delen af riget vest for Øresund i Valdemars hånd.
En stor landesot
"den sorte død" hærgede netop på denne tid Norden.
De følgende 10
år gik med stridigheder mellem kongen og greverne, og hvor nu hertug
Valdemar og misfornøjede jyske stormænd sluttede sig.
Kong Valdemar var
dog gennemgående heldig. Holstenerne led stort nederlag ved Gamborg,
syd for Middelfart, og til sidst søgte jyderne forlig med kongen ved
et møde på Sjælland.
På tilbagevejen
blev de jyske udsendinge dræbt ved Middelfart, deriblandt Niels Bugge
fra Hald, og kampen truede med at bryde ud på ny. Men da kongen med
edsmænd fralagde sig al del i drabet, kom det til almindelig udsoning
på Danehoffet i Kalundborg 1360.
I
hele sin kongetid havde Valdemar aldrig tabt Skåne af syne. Men en
lejlighed til at vinde det, havde ikke budt sig.
Sveriges konge, Magnus Smek, som lå i stadig strid med sin adel, og som
med forundring så, hvorledes den danske konge forstod at kue sine
stormænd, havde søgt om hans råd og hjælp. I en række år holdtes
der tit møder mellem de to konger, og da Magnus`s stilling overfor
adelen altid blev uslere, kastede han sig helt i Valdemars arme.
Magnus Smeks søn Håkon, var Norges konge, trolovedes med Valdemars
datter Margrete.
Under disse forhold måtte svenskerne se roligt på, at Valdemar gik med
sin hær over sundet og på kort tid gjorde sig til herre over de
skånske lande.
.
..
Valdemar
Atterdag indtager Visby. Gl. litografi fra Hjortsvang Museum
.
Men
da Valdemar 1361 angreb og indtog Visby og hele Gulland, og Magnus intet
gjorde for at hævne dette, men tværtimod knyttede sig endnu nærmere
til den danske konge ved at lade ægteskabet mellem Håkon og Margrete
fuldbyrde, fik hans modstandere overmagt.
Stormændene indkaldte hans søstersøn Albrecht af Mecklenburg (1363)
og hyldede ham som konge. Fra nu af hørte Sverige til Valdemars
fjender, mens Håkon af Norge holdt fast ved forbundet med Danmark.
Da hertug Henrik
døde i 1375, beredte kongen sig til at inddrage Sønderjylland, men
Kong Valdemar døde selv i 1375 på Gurre Slot.
Først gravsat i Borgkirken i Vordingborg, senere overført
til Sorø Klosterkirke.
Valdemar
Atterdag var søn af Christoffer 2. og dronning Eufemia.
I 1340 gift med Helvig, datter af hertug Erik 2. Valdemarsen af Slesvig
og Adelheid af Holsten, og søster til Valdemar 3.
Valdemar Atterdag og dronning Helvig havde børnene:
Christoffer, 1344-63, hertug af Lolland.
Margrete, 1345-50
Ingeborg, 1347-70, gift med Heinrich af Mecklenburg.
Catharine, 1349 død som lille
Valdemar, 1350 død som lille
Margrete,1353-1412, senere Margrete 1.
.
.
|
