Da Valdemar blev konge,
ejede han 1/4 af Nordjylland. 20 år senere havde han bragt
hele riget, også Fyn og Skåne tilbage under sin magt.
Det store resultat han nåede 1340 - 1360, skyldes først og
fremmest hans overordentlige statsmandsevner.
Han var udholdende og klogt beregnende, snild til at drage
nytte af sine fjenders uenighed, hensynsløs i at forfølge
sit mål med alle midler.
Når modstanden var for stærk, kunne han bøje af og vente
til det heldige øjeblik kom.
Men hans fremgang har også sin forklaring i, at der var en
stærk trang til fred og orden.
Kirkens
mænd, som havde lidt stor nød i opløsningstiden, støttede næsten
altid Valdemar.
Det danske folk længtes efter en styrelse, som kunne sætte grænser
for de fremmedes og stormændenes lovløse færd.
Også blandt herremændene var der mange, som var trætte af den
ufredstilstand, de selv var skyld i, og stillede sig på kongens
side.
Hvordan
Valdemar Atterdag fik Jylland og Sjælland i sin magt, er ikke helt
oplyst.
Bispen af Roskilde overlod ham det vigtige København, der blev
udgangspunktet for Sjællands tilknytning.
I løbet af få år vandtes alle sjællandske borge fra holstenerne,
dels ved indløsning, dels ved kamp.
Lige som sjællænderne indvilgede jyderne i selv at udrede en skat
"Sølverstød" til indløsning af deres landsdel.
Estland
solgtes 1346 til Sværdridderne, i hvis orden kongens broder indtrådte.
Fra grev Gerts sønner indløste han den ene halvdel af Fyn.
Valdemar fik endda tid til en pilgrimsfærd til det hellige land.
Omkring 1350 var største delen af riget vest for Øresund i
Valdemars hånd.
En
stor landesot "den sorte død" hærgede netop på denne
tid Norden.
De
følgende 10 år gik med stridigheder mellem kongen og greverne, og
hvor nu hertug Valdemar og misfornøjede jyske stormænd sluttede
sig.
Kong
Valdemar var dog gennemgående heldig. Holstenerne led stort
nederlag ved Gamborg, syd for Middelfart, og til sidst søgte
jyderne forlig med kongen ved et møde på Sjælland.
På tilbagevejen blev de jyske udsendinge dræbt ved Middelfart,
deriblandt Niels Bugge fra Hald, og kampen truede med at bryde ud på
ny. Men da kongen med edsmænd fralagde sig al del i drabet, kom det
til almindelig udsoning på Danehoffet i Kalundborg 1360.
I
hele sin kongetid havde Valdemar aldrig tabt Skåne af syne. Men en
lejlighed til at vinde det, havde ikke budt sig.
Sveriges konge, Magnus Smek, som lå i stadig strid med sin adel, og
som med forundring så, hvorledes den danske konge forstod at kue
sine stormænd, havde søgt om hans råd og hjælp. I en række år
holdtes der tit møder mellem de to konger, og da Magnus`s stilling
overfor adelen altid blev uslere, kastede han sig helt i Valdemars
arme.
Magnus Smeks søn Håkon, var Norges konge, trolovedes med Valdemars
datter Margrete.
Under disse forhold måtte svenskerne se roligt på, at Valdemar gik
med sin hær over sundet og på kort tid gjorde sig til herre over
de skånske lande.
