Stormændene
valgte Erik Menveds broder Christoffer til konge. Men først måtte
han underskrive en håndfæstning, som sikrede de højere stænder
de rettigheder de havde kæmpet for i to menneskealdre.
Kirken blev uafhængig af kongemagten.
Herremændenes ret til at oppebære alle mindre bøder af deres
bønder stadfæstedes.
Den herremand, som i kongens tjeneste blev taget til fange af
fjenden, skulle løskøbes af kongen, og de var ikke forpligtet
til at gøre krigstjeneste udenfor riget.
Loven
måtte ikke ændres uden samråd med rigets prælater og bedste
mænd, og kongen forpligtede sig til at betale sin broders gæld.
Christoffer
underskrev disse bestemmelser, men da han først blev konge,
overholdt han dem ikke.
Han viste ingen retfærdighed, men herskede snarere som en
tyran. Sandhed var der aldrig i hans ord, hedder det i en
samtidig krønike, og uviljen mod ham blev hurtigt stor.
Holsten
kom nu til at gribe dybt ind i Danmarks skæbne. Det var delt
mellem flere herrer, hvor Gert i Rendsborg var den største, også
kaldet "den Kullede Greve", og Johan i Kiel,
Christoffers halvbroder på mødrenes side.
Da
den sønderjyske hertug Erik, der var gift med Gerts søster, døde
1325, ville både Gert og Christoffer være formynder for hans
unge søn, Valdemar. De misfornøjede stormænd og grev Johan
sluttede sig til Gert.
Christoffer blev fordrevet fra sit rige.
I stedet valgtes Valdemar til konge 1326.
Imidlertid
lykkedes det Christoffer i 1330 at blive konge igen.
Han købte Johans hjælp ved at give ham Sjælland og Skåne i
pant. Til Gert pantsatte han Jylland og Fyn, som han kun måtte
indløse ved at udrede 100,000 Mk. sølv på en gang - altså
aldrig.
Resten
af tiden til sin død i 1332, var han kun konge af navn.
Gravsat i Sorø Kirke.
Christoffer
var søn af Erik Klipping og dronning Agnes.
I 1307 gift med Eufemia af Pommern (1285-1330), datter af hertug
Bugislav 4. af Pommern og Agnes af Brandenburg.
Christoffer og Eufemia fik børnene:
Margrete,
1308-40, gift med markgreve Ludwig af Brandenburg.
Erik
Otto
Valdemar
Atterdag, 1320-75, senere konge
Agnes,
død som lille
Helvig,
død som lille
.
.
.
.
