Erik
Menved blev kronet i 1287, da hans far brutalt var blevet
myrdet i Finnerup Lade.
Moderen, dronning Agnes ledede en formynderregering, indtil
Erik Menved blev myndig.
På
et Danehof i Nyborg nedsattes et nævn af fyrster og riddere
til at dømme Erik Klippings mordere.
Den
almindelige mening var, at de skyldige var de samme stormænd, som
havde stået i spidsen for modstanden, mod den dræbte konge.
Det nedsatte nævn dømte i overensstemmelse hermed 7 riddere og to
væbnere fredløse, som skyldige i kongens mord, deriblandt Jakob af
Halland, Marsk Stig og Rane Jonsøn.
Erik
Menved drømte om at kalde Valdemar Sejrs tid til live igen, og
atter at oprette Danmarks Østersøvælde. Større held synes Erik
at have med sine planer i nordtyskland, hvor de opløste tilstande
gjorde det let at vinde fremgang.
Lübeck,
Rostock og andre byer underkastede sig, mere eller mindre nødtvungent,
og den tyske kejser fornyede Frederik II afståelsesbrev på landet
nord for Elben.
Denne
magtudvidelse var mere skin end virkelighed, og blev til skade for
Erik Menved, idet hans krigstogter bragte ham i stadig pengenød.
Han
søgte at råde bod derpå på tre måder. At slå dårlig mønt, at
pålægge store skatter, og optage store lån.
Der
voksede stor modstand mod hans styrelse. Både jyske herremænd og bønder
gjorde oprør, som måtte kues med strenghed.
Også
kongens broder Kristoffer, gjorde åbent oprør, og gik selv efter
tronen.
Da
Erik døde i 1319, var økonomien i en sørgelig tilstand. Fyn, Skåne
og desuden mange krongodser var sat i pant for lån.
Gravsat i St. Bendts
Kirke i Ringsted.
Erik Menved var søn
af Erik Klipping og dronning Agnes.
I 1296 gift med Ingeborg af Sverige, datter af kong Magnus Ladelås
af Sverige og Helvig af Holsten.
Erik Menved og Ingeborg fik efter sigende mindst otte børn, der
alle døde som spæde.
