.
.
Erik Valdemarsøn,
kaldet Plovpenning, som allerede i en alder af 16 år var blevet
kronet. Han var 25 år da Valdemar Sejr døde, og han blev Danmarks
konge.
Han var en varmblodig og stridbar ung mand, og nidkær over sin magt.
Erik Plovpenning brød Valdemarernes gode samarbejde med kirken og der
opstod kraftig modsætningsforhold til biskop Niels Stigsen Hvide i
Roskilde, og Jacob Erlandsen i Lund. Nu var Hvide ættens fjendskab
mod kongen en kendsgerning.
Tilmed levede han i ufred
med sine brødre, navnlig med Abel.
Der var flere krigshandlinger mellem de to brødre, efterhånden
befandt Danmark sig i en tilstand af rent anarki.
I en pause i
borgerkrigen indførte kong Erik den upopulære plovskat, der gav ham
tilnavnet Plovpenning.
I året 1250
opstod der igen ufred mellem brødrene, og Erik blev taget til fange
og ført til en båd på Slien, hvor en af Abels mænd, Lave
Gudmundsøn, halshuggede kong Erik.
Erik
Plovpenning var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria.
I 1239 gift med Jutta af Sachsen, datter af hertug Albrecht 1. af
Sachsen.
Erik
Plovpenning og dronning Jutta fik børnene:
Sofie, 1240-86, gift med kong Valdemar Birgersson af Sverige.
Ingeborg, 1244-87, gift i 1261 med Magnus 6. Lagabøte af Norge.
Jutta, 1245-84
Agnes, 1249-90
.
.
