Erik
Valdemarsøn, kaldet Plovpenning, som allerede i en alder af 16 år
var blevet kronet. Han var 25 år da Valdemar Sejr døde, og han
blev Danmarks konge.
Han var en varmblodig og stridbar ung mand, og nidkær over sin
magt.
Erik Plovpenning brød Valdemarernes gode samarbejde med kirken og
der opstod kraftig modsætningsforhold til biskop Niels Stigsen
Hvide i Roskilde, og Jacob Erlandsen i Lund. Nu var Hvide ættens
fjendskab mod kongen en kendsgerning.
Tilmed levede han i ufred med sine brødre, navnlig med Abel.
Der var flere krigshandlinger mellem de to brødre, efterhånden
befandt Danmark sig i en tilstand af rent anarki.
I
en pause i borgerkrigen indførte kong Erik den upopulære
plovskat, der gav ham tilnavnet Plovpenning.
I året 1250 opstod der igen ufred mellem brødrene, og Erik blev
taget til fange og ført til en båd på Slien, hvor en af Abels mænd,
Lave Gudmundsøn, halshuggede kong Erik.
Erik
Plovpenning var søn af Valdemar Sejr og dronning Berengaria.
I 1239 gift med Jutta af Sachsen, datter af hertug Albrecht 1. af
Sachsen.
Erik
Plovpenning og dronning Jutta fik børnene:
Sofie,
1240-86, gift med kong Valdemar Birgersson af Sverige.
Ingeborg,
1244-87, gift i 1261 med Magnus 6. Lagabøte af Norge.
Jutta,
1245-84
Agnes,
1249-90
.
.
.