.
....
I 1187 blev kong Knuds yngre broder
Valdemar hertug i Sønderjylland, hvor styrelsen foreløbig havde
været overdraget til biskop Valdemar af Slesvig, en frillesøn af Knud
Magnussøn.
Forbitret over at træde i skyggen af den begavede hertug, knyttede
den magtsyge biskop et forræderisk forbund med kong Sverre af Norge,
kongen af Sverige, den tyske kejser, og flere nordtyske fyrster, der
så skævt til Danmarks stigende magt, deriblandt grev Adolf af
Holsten.
Forræderiet blev opdaget, og biskop
Valdemar flygtede, men kom igen med en fremmed hær.
Hurtigt sejrede dog Hertug Valdemar, hvorefter bispen blev sat i
fængsel på Søborg.
Derefter indtog hertug Valdemar først Rensborg, Hamburg (1201),
senere hele Holsten (1202).
Valdemar hyldedes til konge og
kronedes af ærkebisp Anders Sunesen i Lund, juledag 1202.
Kejser Otto 4 udstedte 1214 et brev, hvorved han til Danmark afstod
sin ret til alt land nord for Elben og dens biflod Elde, der løber
syd for Mecklenburg.
I 1219 drog Valdemar til Estland med
Danmarks ledingshær. Togtet betragtedes som korstog.
Straks underkastede esterne sig, og lod sig døbe, men tre dage efter
overfaldt de (15 juni) den danske lejr, og bragte den i stor fare,
indtil kongen fik samling over sine krigere, og derefter vandt en
blodig sejr.
Dette togt har givet kong Valdemar tilnavnet "Sejr".
Til dette slag er sagnet om den
himmelfaldne fane knyttet (Dannebrog).
Estland hørte til Danmark fra 1229
- 1346.
.
Med Estlands erobring nåede
Valdemar Sejrs magt sit højdepunkt.
Forbindelsen mellem de udstrakte lande var imidlertid svag, og afhang
udelukkende af kongens personlighed. Derfor kunne det store rige
opløses blot ved at kongen blev fjernet fra landet.
En utilfreds vasal, Henrik af
Schwerin, som med kongen og hans søn, havde deltaget i en jagt på
Lyø, overrumplede natten derefter kongen og hans søn i deres telt,
bortførte dem på sine skibe, og bragte dem til en uintagelig borg
syd for Elben (1223).
I Danmark vakte det lumske overfald
harme, men ingen enkeltmand havde myndighed nok til at samle folket.
Kong Valdemar den Store måtte indgå forlig for at komme på fri fod.
Han måtte udrede en stor sum løsepenge, og afstå alle lande syd for
Ejderen og love ikke at hævne sig (1225)
Valdemar den Store holdt ikke sit
løfte og blev af paven løst fra sin ed.
Han gik med sin hær over Ejderen, indtog Ditmarsken og trængte langt
ned i Holsten.
Da forenede alle de truede fyrster
sig, og tilføjede Valdemar et afgørende nederlag ved Bornhøved
(1227). Valdemar måtte fra nu af opgive alle erobringsplaner. Han
beholdt kun Danmark og Rygen. Estland fik han ved kloge forhandlinger
tilbage til Danmark.
.
Slaget ved Bornhøved.
Billede i et tysk håndskrift fra o. 1250
Kort efter at have udstedt Jyske Lov
døde Valdemar Sejr 1241 i Vordingborg.
Gravsat i Ringsted
Den næsten samtidige Ryd Årbog
skriver: Da faldt kronen af danernes hoved, mens Knytlingasaga
skriver: Han er den største konge, der har været her oppe i nordens
lande.
Valdemar Sejr var søn af Valdemar
den Store og dronning Sophie.
I 1205 blev han gift med Dagmar af Bøhmen, datter af kong Ottokar 1.
af Bøhmen og Adela af Meissen. Hun døde i 1212 i Ribe.
I 1214 gift anden gang med Berengaria, datter af kong Sancho 1. og
dronning Dulce af Portugal.
Hun døde i barselsseng 1221.
Valdemar Sejr og dronning Dagmar fik
barnet Valdemar den Unge, 1209-31, gift med Eleonora af Portugal.
Valdemar Sejr og dronning Berengaria fik børnene:
Erik Plovpenning, 1216-50, senere konge
Abel, 1218-52, senere konge
Christoffer, 1219-59, senere konge
Sophie, død 1247
Valdemar havde udenfor ægteskab med
Helene (enke efter Esbern Snare) sønnen Knud, 1205-60.
Med en ukendt frille havde Valdemar sønnen Niels, død 1218.
.
.
