I 1187 blev kong Knuds yngre
broder Valdemar hertug i Sønderjylland, hvor styrelsen foreløbig
havde været overdraget til biskop Valdemar af Slesvig, en frillesøn
af Knud Magnussøn.
Forbitret over at træde i skyggen af den begavede hertug,
knyttede den magtsyge biskop et forræderisk forbund med kong
Sverre af Norge, kongen af Sverige, den tyske kejser, og flere
nordtyske fyrster, der så skævt til Danmarks stigende magt,
deriblandt grev Adolf af Holsten.
Forræderiet blev opdaget, og
biskop Valdemar flygtede, men kom igen med en fremmed hær.
Hurtigt sejrede dog Hertug Valdemar, hvorefter bispen blev sat i fængsel
på Søborg.
Derefter indtog hertug Valdemar først Rensborg, Hamburg (1201),
senere hele Holsten (1202).
Valdemar hyldedes til konge og
kronedes af ærkebisp Anders Sunesen i Lund, juledag 1202.
Kejser Otto 4 udstedte 1214 et brev, hvorved han til Danmark
afstod sin ret til alt land nord for Elben og dens biflod Elde,
der løber syd for Mecklenburg.
I 1219 drog Valdemar til Estland
med Danmarks ledingshær. Togtet betragtedes som korstog.
Straks underkastede esterne sig, og lod sig døbe, men tre dage
efter overfaldt de (15 juni) den danske lejr, og bragte den i stor
fare, indtil kongen fik samling over sine krigere, og derefter
vandt en blodig sejr.
Dette togt har givet kong Valdemar tilnavnet "Sejr".
Til dette slag er sagnet om den
himmelfaldne fane knyttet (Dannebrog).
:
C:A:Lorentzens maleri fra 1809
Billedet viser sagnet om Dannebrog, der
faldt ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanise i 1219, i
dag kaldet Tallinn.
Estland hørte til Danmark fra
1229 - 1346.
.
Med Estlands erobring nåede Valdemar Sejrs magt sit højdepunkt.
Forbindelsen mellem de udstrakte lande var imidlertid svag, og
afhang udelukkende af kongens personlighed. Derfor kunne det store
rige opløses blot ved at kongen blev fjernet fra landet.
En utilfreds vasal, Henrik af
Schwerin, som med kongen og hans søn, havde deltaget i en jagt på
Lyø, overrumplede natten derefter kongen og hans søn i deres
telt, bortførte dem på sine skibe, og bragte dem til en
uintagelig borg syd for Elben (1223).
I Danmark vakte det lumske
overfald harme, men ingen enkeltmand havde myndighed nok til at
samle folket.
Kong Valdemar Sejr måtte indgå forlig for at komme på fri fod.
Han måtte udrede en stor sum løsepenge, og afstå alle lande syd
for Ejderen og love ikke at hævne sig (1225)
Valdemar Sejr holdt ikke sit løfte
og blev af paven løst fra sin ed.
Han gik med sin hær over Ejderen, indtog Ditmarsken og trængte
langt ned i Holsten.
Da forenede alle de truede
fyrster sig, og tilføjede Valdemar et afgørende nederlag ved
Bornhøved (1227). Valdemar måtte fra nu af opgive alle
erobringsplaner. Han beholdt kun Danmark og Rygen. Estland fik han
ved kloge forhandlinger tilbage til Danmark.
.
.
Slaget ved Bornhøved.
Billede i et tysk håndskrift fra o. 1250
.
Kort efter at have udstedt Jyske
Lov døde Valdemar Sejr 1241 i Vordingborg.
Gravsat i Ringsted
Den næsten samtidige Ryd Årbog
skriver: Da faldt kronen af danernes hoved, mens Knytlingasaga
skriver: Han er den største konge, der har været her oppe i
nordens lande.
Valdemar Sejr var søn af
Valdemar den Store og dronning Sophie.
I 1205 blev han gift med Dagmar af Bøhmen, datter af kong Ottokar
1. af Bøhmen og Adela af Meissen. Hun døde i 1212 i Ribe.
I 1214 gift anden gang med Berengaria, datter af kong Sancho 1. og
dronning Dulce af Portugal.
Hun døde i barselsseng 1221.
Valdemar Sejr og dronning Dagmar
fik barnet Valdemar den Unge, 1209-31, gift med Eleonora af
Portugal.
Valdemar Sejr og dronning Berengaria fik børnene:
Erik Plovpenning,
1216-50, senere konge
Abel,
1218-52, senere konge
Christoffer,
1219-59, senere konge
Sophie,
død 1247
Valdemar havde udenfor ægteskab
med Helene (enke efter Esbern Snare) sønnen Knud, 1205-60.
Med en ukendt frille havde Valdemar sønnen Niels, død 1218.
Danmark på
Valdemar Sejrs tid
.
.
