Absalon som Ærkebisp
For en forsamling af rigets stormænd i Lunds Domkirke oplæste
Eskil et pavebrev, der tillod ham selv at vælge sin efterfølger.
Mange frygtede han ville vælge en mand som var kongens fjende.
Ved valget sagde Eskil: Jeg vil spørge min gud og se hen til,
hvem der er kaldet nærmest. Da er der kun en at vælge, en mand
der er vel øvet i embedets gerning og dertil fædrelandets
trofaste søn. Jeg udnævner da min frænde, den jer alle med ære
kendte sjællandske biskop.
Alle glædede sig, men Absalon ville ikke modtage valget, og da
kannikerne søgte at slæbe ham til højsædet, stred han imod.
Absalon lod paven afgøre sagen. Absalon ville ikke opgive sine
trofaste sjællændere for at gå til de genstridige skåninger.
Først da paven tillod ham på en gang at beholde styrelsen af sjællands
stift og overtage ærkestiftet, gav han efter. Eskil døde senere
i Clairvaux.
I Skåne vågnede snart uvilje
mod Absalon. Bønderne harmedes over at Esbern Snare og andre af
Absalons sjællandske venner blev fogeder på de skånske kongsgårde.
Det blev til et oprør, som Absalon ikke kunne dæmpe, så kongen
måtte tage der over med en hær og dæmpe gemytterne.
Under Knud opgav Absalon sjællands
bispestol og trak sig tilbage fra krigeriske foretagener.
Ærkestiftet beholdt han lige til sin død i 1201.
Absalon var meget interesseret i
fortidens helteånd, og i de historiske minder. Det var efter hans
tilskyndelse, at Saxo og Svend Aggesøn skrev deres Danmarkskrøniker.
.
.
.
.
.
