Den unge kong Knud
var en kæmpehøj mand, over to meter. Kilderne roser ham for
fromhed og kyskhed, men nogen egentlig herskernatur var han næppe.
I hans første regeringsår er det mændene fra faderens dage, først
og fremmest Absalon der fører an, og i sin senere kongetid træder
han i skygge for sin yngre broder, den sejrrige Valdemar.
Men lykkelig var hans regering. Hvad faderen i mange år havde måttet
kæmpe for, ja hvad han end ikke havde vovet at stræbe efter, det
faldt sønnen næsten utrolig let.
Da kejser Barbarossa forlangte Lensed af ham, svarede Absalon på
Knuds vegne et bestemt nej: "Kong Knud er lige så fri en herre
som kejser Frederik Barbarossa, og har lige så god adkomst til
Danmarks rige som han til det romerske".
Kejseren, hvis magt
var fuldt optaget på andre kanter, måtte finde sig i dette afslag,
men fik ved gaver og løfter, Pommerns hertug Bugislav til at
angribe den danske vasal Jaromar af Rygen.
Så snart Jaromar fik nys om at Bugislav samlede sin flåde mod ham,
sendte han ilbud til Absalon, der i en fart fik Sjællands og småøernes
ledingsskibe ud.
Anden pinsedag 1184,
som Bugislavs store flåde roede frem i sundet mellem Rygen og
fastlandet i tæt tåge, faldt Absalon uventet over dem. Og så
snart venderne så de danske bannere og hørte de danske krigssange,
grebes de af skræk og flygtede næsten uden kamp, dels gennem den
snævre sund, dels til lands gennem kær og skove. En mængde
druknede eller nedhuggedes, og de danske krigere fik et umådeligt
stort udbytte til deling.
Budskabet om denne
afgørende sejr nåede vidt om. Kejseren modtog det i Mainz, ja det
nåede helt til Miklagård (Konstantinopel), og da kong Knud lod en
af deltagerne fortælle om det på Viborg Ting, opgav jyderne deres
indgroede uvilje mod vendertogterne, og gik villig ind på at
udruste flåden til et nyt togt samme år.
Og i 1185 drog danskerne på ny mod Bugislav og indesluttede ham i
Kammin. Den slagne venderfyrste, som ingen hjælp kunne vente fra
kejseren, måtte da overgive sig og stille gidsler for sin troskab.
Han gik med kone og børn frem for kong Knud, kastede sig for hans fødder
og overgav sig til hans nåde, hvorpå Knud, rørt over hans ulykke,
rejste ham op.
I samme øjeblik udbrød et mægtigt tordenvejr. Det betød
slavernes undergang, sagde danerne. Næste år kom Bugislav til
Roskilde og bar sværdet for kongen som hans mand.
I obotriterlandet rådede endnu to vendiske fyrster, Niklot og
Borvin. Men ikke længe efter (1187) blev de fanget af de danske
lensmænd Jaromar og Bugislav, og kom kun fri mod at sværge lensed
til kong Knud.
Han kaldte sig nu danernes og slavernes konge, og fra den tid har de
danske konger i deres titel beholdt ordene "De danskers og
venders konge", (Danske konger anvendte denne titel til 1972).
Danmark kunne nu med rette betragte sig som en af Østersøens førende
stormagter.
Danmarks grænse løb nu ved Elben.
Kong Knud var søn af Valdemar den
Store og dronning Sophie.
I 1177 blev han gift med Gertrud af Sachsen (ca.1154-96), datter af
Henrik der Löwe af Sachsen.
Ingen børn.
Knud døde 1202, kun 39 år gammel, og blev begravet i Sankt Bendts
Kirke i Ringsted.
Her bliver Knud nævnt som den 4.
Han ses også nævnt som den 6. og det er afhængig af hvor man
starter kongerækken.
.
