.
.
Den unge kong Knud var en kæmpehøj
mand, over to meter. Kilderne roser ham for fromhed og kyskhed, men nogen egentlig
herskernatur var han næppe.
I hans første regeringsår er det mændene fra faderens dage, først
og fremmest Absalon der fører an, og i sin senere kongetid træder
han i skygge for sin yngre broder, den sejrrige Valdemar.
Men lykkelig var hans regering. Hvad faderen i mange år havde måttet
kæmpe for, ja hvad han end ikke havde vovet at stræbe efter, det
faldt sønnen næsten utrolig let.
Da kejser Barbarossa forlangte Lensed af ham, svarede Absalon på
Knuds vegne et bestemt nej: "Kong Knud er lige så fri en herre
som kejser Frederik Barbarossa, og har lige så god adkomst til
Danmarks rige som han til det romerske".
Kejseren, hvis magt var fuldt
optaget på andre kanter, måtte finde sig i dette afslag, men fik ved
gaver og løfter, Pommerns hertug Bugislav til at angribe den danske
vasal Jaromar af Rygen.
Så snart Jaromar fik nys om at Bugislav samlede sin flåde mod ham,
sendte han ilbud til Absalon, der i en fart fik Sjællands og
småøernes ledingsskibe ud.
Anden pinsedag 1184, som Bugislavs
store flåde roede frem i sundet mellem Rygen og fastlandet i tæt
tåge, faldt Absalon uventet over dem. Og så snart venderne så de
danske bannere og hørte de danske krigssange, grebes de af skræk og
flygtede næsten uden kamp, dels gennem den snævre sund, dels til
lands gennem kær og skove. En mængde druknede eller nedhuggedes, og
de danske krigere fik et umådeligt stort udbytte til deling.
Budskabet om denne afgørende sejr
nåede vidt om. Kejseren modtog det i Mainz, ja det nåede helt til
Miklagård (Konstantinopel), og da kong Knud lod en af deltagerne fortælle om det på
Viborg Ting, opgav jyderne deres indgroede uvilje mod vendertogterne,
og gik villig ind på at udruste flåden til et nyt togt samme år.
Og i 1185 drog danskerne på ny mod Bugislav og indesluttede ham i
Kammin. Den slagne venderfyrste, som ingen hjælp kunne vente fra
kejseren, måtte da overgive sig og stille gidsler for sin troskab.
Han gik med kone og børn frem for kong Knud, kastede sig for hans
fødder og overgav sig til hans nåde, hvorpå Knud, rørt over hans
ulykke, rejste ham op.
I samme øjeblik udbrød et mægtigt tordenvejr. Det betød slavernes
undergang, sagde danerne. Næste år kom Bugislav til Roskilde og bar
sværdet for kongen som hans mand.
I obotriterlandet rådede endnu to vendiske fyrster, Niklot og Borvin.
Men ikke længe efter (1187) blev de fanget af de danske lensmænd
Jaromar og Bugislav, og kom kun fri mod at sværge lensed til kong
Knud.
Han kaldte sig nu danernes og slavernes konge, og fra den tid har de
danske konger i deres titel beholdt ordene "De danskers og venders
konge", (Danske konger anvendte denne titel til 1972).
Danmark kunne nu med rette betragte sig som en af Østersøens
førende stormagter.
Danmarks grænse løb nu ved Elben.
.
.
.
Vægmaleri fra
Fjenneslev Kirke.
Asser Rig og fru Inge overrækker Gud kirkemodellen og gaver.
.
Kong Knud var søn af Valdemar den
Store og dronning Sophie.
I 1177 blev han gift med Gertrud af Sachsen (ca.1154-96), datter af
Henrik der Löwe af Sachsen.
Ingen børn.
Knud døde 1202, kun 39 år gammel, og blev begravet i Sankt Bendts
Kirke i Ringsted.
Her bliver Knud nævnt som den 4. Han ses også nævnt som den 6. og det er afhængig af hvor man
starter kongerækken.
.
.
