Valdemar den Store voksede op dels
hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med Absalon og Esbern
Snare, og dels hos sin mors familie i Rusland.
Valdemar den Store var medkonge, sammen med Knud III og Svend
Grathe.
Valdemar var sluppet fra blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev
myrdet, og han selv såret.
Opgøret på Grathe Hede, hvor Svend Grathe blev dræbt.
Hermed var 26 års broderkrig slut.
Valdemar var høj og smuk, men
barnlig og opfarende, og kunne også være ustadig og grusom. Næppe
ville Valdemar have hævet Danmark fra den største elendighed til
stor lykke, hvis ikke en kreds af udmærkede mænd havde stået
ved hans side.
Den bedste var kongens ven og fostbroder Absalon, en mand med stor
viljekraft og klarsyn, så alle måtte bøje sig for hans
overlegenhed. Stærk og modig som en viking og udrustet med en
veltalenhed der var som "et tveægget sværd". Han var i
stand til at skabe ro og orden på den urolige sjællandske
landsting.
Han revsede endog kong Valdemar selv, når denne synes ham vægelsindet
eller alt for hård.
I Paris havde han uddannet sig i tidens lærdom.
Hans store mål var Danmarks magt og ære og folkets lykke.
Det splittede og forkvaklede
folk skulle samles om en stor national opgave, nemlig kampen mod
de farlige vender. Kongedømmet og kirken skulle slutte sig sammen
i et stort samarbejde, og derved blive langt stærkere, og bringe
Danmarks kultur på højde med det civiliserede Europa.
Absalon |
Kort efter at Valdemar var
blevet enekonge, valgtes Absalon til biskop i Roskilde, og fik
derved den stilling, hvor han kunne udfolde sine evner som
Danmarks største fører.
Saxo kalder ham folkets fader.
|
Venderne var i det 12. århundrede
endnu hedninger, og i kongefejdernes tid overfaldt de, de danske
kyster som var værgeløse.
Danmarks ledingsvæsen var i forfald. Man var uvillig til at drage
i krig, og kun med møje og besvær fik Valdemar og Absalon samlet
en lille flåde fra Sjælland og Skåne, og de tog på et
plyndringstogt til den vendiske kyst.
Da dette lille togt gik godt, gentoges togterne hvert år med større
og større deltagelse, først for at plyndre, senere for at
erobre.
Sjælen i denne kristne vikingefærd
var Absalon, modig og snild. Sammen med sin broder Esbern Snare
udførte han mange berømmelige dåd.
14 juni 1169 indesluttede Absalon og
Valdemar den stærke borg Arkona på Rygen og begyndte at kaste
sten mod muren med kastemaskiner (blider). Da klatrede en ung
dansk kriger op under trætårnet over borgens port og stak ild
på det, og så måtte byen overgive sig.
Men de danske krigere fik ikke lov at plyndre den.
Det store træbillede af afguden Svantevit blev hugget ned og
brændt under danskernes madgryder.
Rygboerne måtte lade sig døbe, love at bygge kirker og stå
under Danmark.
Flere steder på kysten blev der bygget
stærke stentårne, som kaltes borge, hvorfra der stadig kunne
passes på venderne, og hvor der stadig lå skibe rede til at
sejle ud efter dem.
Ved den lille fiskerby Havn (København) byggede Absalon en borg
med en ringmur omkring.
Esbern Snare byggede Kalundborg og Valdemar Vordingborg og Nyborg
og et tårn på Sprogø.
Foran Dannevirkes jordvold lod
Valdemar den Store opføre en mur af teglsten, kaldet
Valdemarsmuren, og foran denne en grav og ydervold.
På gravpladen på Valdemar den Stores kiste regnes dette kæmpeværk
lige så stort som sejren over venderne.
Der opførtes domkirker i Slesvig, Ribe, Århus og Viborg samt en
lang række sognekirker, der nu byggedes af sten.
Ridderrustning
hjelm-visir-hagestykke-halskrave-brystplade-rygplader-akselstykker-armskinner-
jernhandsker-lårskinner-knæskinner-benskinner-jernsko-panserskjorte.
.
.
Valdemar den Store vedblev at gøre togt
til Venden så længe han levede, men venderne turde ikke mere
komme til Danmark, så nu kunne bønderne i fred dyrke deres
marker.
Valdemar døde i Vordingborg, hvor han havde samlet flåden til et
vendertogt.
Bønderne skyldte ham tak, og de forlod deres markarbejde, og bar
hans lig fra Vordingborg til Ringsted.
Absalon sang dødsmessen over sin gode ven, men den stærke mand
var så bevæget, at han brast i gråd og ikke kunne synge messen
til ende.
Valdemar den Store døde d.12
maj 1182.
Gravsat i Ringsted.
Valdemar den Store var søn af
Knud Lavard og Ingeborg.
I 1157 blev han gift i Viborg med den yndefulde Sophie
(1141-98), datter af en russisk fyrste og Richiza som var søster
til Knud 3. Magnussen.
Valdemar og Sophie fik børnene:
.
Knud 4.
(1162-1202) senere konge
Valdemar Sejr,
(1170-1241) senere konge
Sofie,
gift i 1181 med grev Sigfred af Orlamünde
Richiza,
(1174-1220) gift i 1210 med kong Erik Knutsson af Sverige
Ingeborg,
(1175-1237) gift i 1193 med kong Philip August af Frankrig der
forstødte hende.
Helene,
(1176-1212) gift i 1202 med grev Wilhelm af Lüneburg
Med frillen Tove fik Valdemar sønnen Christoffer (ca. 1150-73)
.
