.
.
..
Valdemar den Store
voksede op dels hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig,
sammen med Absalon og Esbern Snare, og dels hos sin mors familie i Rusland.
Valdemar den Store var medkonge, sammen
med Knud III og Svend Grathe.
Valdemar var sluppet fra blodgildet i Roskilde, hvor Knud blev myrdet,
og han selv såret.
Opgøret på Grathe Hede, hvor Svend Grathe blev dræbt.
Hermed
var 26 års broderkrig slut.
Valdemar var høj og smuk, men
barnlig og opfarende, og kunne også være ustadig og grusom. Næppe
ville Valdemar have hævet Danmark fra den største elendighed til
stor lykke, hvis ikke en kreds af udmærkede mænd havde stået ved
hans side.
Den bedste var kongens ven og fostbroder Absalon, en mand med stor
viljekraft og klarsyn, så alle måtte bøje sig for hans
overlegenhed. Stærk og modig som en viking og udrustet med en
veltalenhed der var som "et tveægget sværd". Han var i
stand til at skabe ro og orden på den urolige sjællandske
landsting.
Han revsede endog kong Valdemar selv, når denne synes ham
vægelsindet eller alt for hård.
I Paris havde han uddannet sig i tidens lærdom.
Hans store mål var Danmarks magt og ære og folkets lykke.
Det splittede og forkvaklede folk
skulle samles om en stor national opgave, nemlig kampen mod de farlige
vender. Kongedømmet og kirken skulle slutte sig sammen i et stort
samarbejde, og derved blive langt stærkere, og bringe Danmarks kultur
på højde med det civiliserede Europa.
Kort efter at Valdemar var blevet
enekonge, valgtes Absalon til biskop i Roskilde, og fik derved den
stilling, hvor han kunne udfolde sine evner som Danmarks største
fører.
Saxo kalder ham folkets fader.
Venderne
var i det 12. århundrede endnu hedninger, og i kongefejdernes tid
overfaldt de, de danske kyster som var værgeløse.
Danmarks ledingsvæsen var i forfald. Man var uvillig til at drage i
krig, og kun med møje og besvær fik Valdemar og Absalon samlet en
lille flåde fra Sjælland og Skåne, og de tog på et plyndringstogt
til den vendiske kyst.
Da dette lille togt gik godt, gentoges togterne hvert år med større
og større deltagelse, først for at plyndre, senere for at erobre.
Sjælen
i denne kristne vikingefærd var Absalon, modig og snild. Sammen med
sin broder Esbern Snare udførte han mange berømmelige dåd.
14. juni 1169 indtog han Arkona, og
Guden Svantevits billede væltes.
Der blev indsat præster på Rygen, som lagdes til Roskilde Stift, og
ryboernes fyrste blev en dansk lensmand.
Borge
blev bygget for at værne kysterne: Havn i 1167 (København) blev
bygget af Absalon.
Sprogø og Vordingborg af Valdemar. Kalundborg af Esbern Snare,
Fåborg, Svendborg og Nyborg.
Foran
Dannevirkes jordvold lod Valdemar den Store opføre en mur af
teglsten, kaldet Valdemarsmuren, og foran denne en grav og ydervold.
På gravpladen på Valdemar den Stores kiste regnes dette kæmpeværk
lige så stort som sejren over venderne.
Der
opførtes domkirker i Slesvig, Ribe, Århus og Viborg samt en lang
række sognekirker, der nu byggedes af sten.
Valdemar
den Store døde d.12 maj 1182.
Gravsat i Ringsted.
Valdemar den Store var søn af Knud
Lavard og Ingeborg.
I 1157 blev han gift i Viborg med den yndefulde Sophie (1141-98),
datter af en russisk fyrste og Richiza som var søster til
Knud 3. Magnussen.
Valdemar og Sophie fik børnene:
Knud 4. (1162-1202) senere konge
Valdemar Sejr, (1170-1241) senere konge
Sofie, gift i 1181 med grev Sigfred af Orlamünde
Richiza, (1174-1220) gift i 1210 med kong Erik Knutsson af Sverige
Ingeborg, (1175-1237) gift i 1193 med kong Philip August af Frankrig
der forstødte hende.
Helene,
(1176-1212) gift i 1202 med grev Wilhelm af Lüneburg
Med frillen Tove fik Valdemar sønnen Christoffer (ca. 1150-73)
.
