Knud havde i sin ungdom været
på vikingetogter, og han var en hård og streng mand, en alvorlig
kristen, der var streng mod sig selv, så han ofte nøjedes med at
spise brød og salt og drikke vand.
Han lod sig tit piske af sine præster, når han var bange for at onde
og syndige tanker skulle få magt over ham.
Han ville have orden i landet,
skaffe præsterne magt og ære, og skaffe alle fred. Derfor søgte han
at indføre "gudsfreden" ved at fastsætte bestemte tider af
året "de hellige tider" hvor alt våbenstrid skulle hvile.
Han tog de fremmede under sit værn, og han bestemte at en frigivet
træl aldrig kunne blive træl igen.
Når nogen ikke ville rette sig efter hans vilje, tog han hårdt fat.
Bønderne i Halland og Skåne prøvede på at trodse ham, men det blev
de snart kede af.
Præsterne havde hidtil ikke
dannet nogen særlig stand, og der blev ikke gjort meget ud af dem, de
havde ikke andet at leve af end frivillige gaver. Men Knud regnede
biskopperne for de mest ansete mænd i landet, næst efter prinser, og
præsterne satte han foran hirdmændene. Han søgte at gøre
præsterne til den mest ansete stand i landet, og derfor bestemte han,
at biskopperne skulle dømme i alle sager og stridigheder mellem
præsterne, og når bønderne overtrådte kirkelovene, skulle de også
dømmes af biskopperne.
Når en bonde blev anklaget for en forbrydelse, så blev sagen afgjort
af andre bønder på et møde ( et ting).
For at præsterne kunne få en
ordentlig løn, forlangte han, at bønderne skulle betale tiende til
kirken, det vil sige, tiendedelen af deres høst og andre indtægter.
Men det ville bønderne ikke, både de og stormændene blev vrede på
den strenge konge, fordi han ville indføre så meget nyt.
Knud var også en krigslysten
konge, og han fik i sinde at ville erobre England.
Han samlede en dansk flåde på 1000 skibe i Limfjorden, og hans to
svogre, Olaf Kyrre i Norge med 60 skibe og greven af Flandern lovede
at hjælpe ham med 600 skibe. Men skibene lå lang tid og ventede på
Knud, som var nede i Sønderjylland for at passe på den tyske kejser,
der truede Danmark, og da han endelig kom til sin flåde, havde
folkene spist det meste af den mad de skulle have haft med på togtet.
Der var så meget utilfredshed og vrede mod kongen, at han måtte lade
skibene sejle hjem igen, og der blev ikke nogen togt.
Knud var vred og søgte med større strenghed at indføre tiende og de
mange andre nye ting, men da han næste år kom til Vendsyssel, gjorde
bønderne oprør, og da oprøret bredte sig over hele Jylland,
flygtede han til Fyn.
Fynboerne rejste sig da også imod ham, og han måtte søge ind i
Albani Trækirke i Odense.
Da stormede bønderne kirken, men knuds hird og hans to brødre, Erik
og Benedikt stod i døren og kæmpede i flere timer for deres konge,
så ingen kunne komme ind i kirken. Knud selv tog ikke del i kampen,
han sad ved alteret og sang salmer. Men nu slog bønderne vindueerne
itu og kastede sten og spyd ind i kirken.
Kongen blev ramt af en sten i hovedet og derefter af et spyd i siden,
så han faldt død om ved alteret.
Knud den Hellige var søn af Svend Estridsen
I 1082 gift med Edel af Flandern, datter af grev Robert 1. af
Flandern.
De fik børnene:
Karl
den Danske (1075-1127) gift med Margrete af Clermont. Dræbt i
Flandern i 1127.
Ingrid
(1080-? gift med den svenske høvding Folke.
Cecilie
(1110-? gift med Erik Jarl af Götaland.
Dronning Edel giftede sig igen i
1092 med hertug Roger af Apulien, og døde 1115.
.
.
.
