.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
|
.
.
| .
.
Gorm den Gamle var søn af
Hardeknud, der var grundlæggeren af jellingdynastiet.
Hans fødselsår er ukendt, men kan være omkring 900.
Gorm døde i vinteren 958-59.
Højsat i Thyras Høj (Nordhøjen) i Jelling, senere overflyttet
til kirken.
.
.
Gift med dronning Thyra. Hun er gravsat i Jelling, men
gravstedet er ukendt.
Gorm rejste en runesten for hende, som står ved kirken i
Jelling.
Gorm den Gamle og dronning Thyra
havde børnene:
Knud Dana Ast, dræbt på
vikingetogt. Knud har en søn, Harald, med tilnavnet
Guld-Harald.
Harald, senere konge, (Harald Blåtand)
Gunhild Gormsdatter, gift med Erik
Blodøkse, Norsk konge.
|
Dronning Thyra
Gipsstatue udført af H.W.Bissen 1853
kan ses i Kongernes Jelling |
.
I 936 rejser ærkebiskop Unni af Hamburg til
Norden, og på det tidspunkt hedder danernes konge Gorm den Gamle, og
sidder på kongetronen i Jelling.
Den danske rige eksisterede længe før Gorms tid. Ifølge de
nordiske sagaer hed Gorm den Gamles far Hardeknud,
(Knud I.Hardegon) som var konge før Gorm. Gorms kone hed Thyra, og ved
hendes død rejste Gorm en runesten over hende. Fra en ct-scanning af et
stykke træ fra Nordhøjens gravkammer
ved vi, at Gorm døde i vinteren 958-959.
.
.
Kong
Gorms minde over Dronning Thyra
-
Den lille
jellingstens forside
.
-
kurmr
kunukr
-
karthi
kubl thusi
-
aft
thurui kunu sina
-
tanmarkar
but
- Gorm konge - gjorde kumler
disse - efter Thyra kone sin - danmarks bod.
.
..
.
Den lille
jellingstens bagside
På bagsiden af stenen står
der Danmark
.
.
Den lille runesten i Jelling bærer de
ældste ord vi kender fra en dansk konge. Det er første gang i
Danmark, at landets navn bruges, men ude i Europa havde det på den
tid været i brug i hvert fald i 75 år. Det første sted, vi læser
navnet Danmark, er i kong Alfred den Stores geografibog. Alfred var en
kulturelt interesseret konge i wessex 871-899, og han lod fremstille
en geografisk beskrivelse af det nordlige Europa, hvor
betegnelsen" dene mearc" bruges om det danske område.
Reginos krønike, skrevet ca. år 900 i klostret Prüm ved Køln, har
ved året 884 en omtale af Denimarca, Så navnet var ikke noget nyt påfund,
da Gorm omkring 950 brugte det på sin mindesten over Thyra.
Gorm døde i vinteren 958-59, og blev højsat
i Thyrashøj (Nordhøjen) i Jelling.
.
.
Gravkammeret hvor
Gorm den Gamle blev begravet. Er nu sammenstyrtet
..
.
Nogle få år efter blev han flyttet
ind i den nybyggede kristne kirke og genbegravet der.
Gorms jordiske rester blev fundet i kammergraven
under Jelling Kirke i 1978.
På den lille Jellingesten
betegnes Dronning Thyra som, tanmarkar but "Danmarks pryd".
Thyras gravsted kender vi ikke, et gæt kunne være at det kæmpemæssige
stenskib,
der har stået udenom Jelling Højene, var et minde over dronning
Thyra, og at der ligger hun begravet. Gorm rejste sin sten "efter
Thyra". Hun er altså død før ham, men næppe meget før ham
,hvis de har været jævnaldrende. Han kalder sig konge på den lille
runesten, så den må være rejst efter at Gorm fik kongeværdigheden
omkring 934 og inden 958, hvor Gorm selv døde.
Gorm er formentlig først begravet i
Thyras Høj (Nordhøjen) i Jelling, og efter hans søn Harald Blåtand
havde antaget kristendommen omkring 960-65, lod Harald bygge en trækirke
i Jelling, og overflyttede Gorms lig hertil.
Da Gorm blev fundet under kirken i 1978 blev han overført til
Nationalmuseet til nærmere undersøgelse.
Ved undersøgelsen konstateredes det at Gorm var omkring 50 år da han
døde. Han har været 172 cm. høj, hvilket var en anselig højde på
Gorms tid. Han led af slidgigt i den nederste del af rygsøjlen.
I år 2000 blev Gorm den Gamle genbegravet i Jelling Kirke.
Gorm blev anbragt i et metalskrin, og placeret i et støbt
betonkammer, foran koret i kirken.
..
.
Forløbet efter kong Gorms død
.
|
.
|
Thyras Høj: Kong Gorms første
begravelsesplads
|
|
.
|
Gravkammeret i Thyrashøj,
Hvor Kong Gorm blev højsat.
|
|
.
|
Harald Blåtand flyttede sin fader
Gorm, fra Thyrashøj, ind i gravkammeret under den
nybyggede kristne kirke.
|
|
.
|
...........Ved
en restaurering i 1978-79
blev
gravkammeret fundet under
Jellingkirkens gulv. |
|
.
|
(midt i billedet) Kongegraven er i
dag markeret med et kort sølvbånd.
|
|
.
|
Kong Gorm højsat vinteren 959, og siden
gravlagt her.
|
.
.
Ordene "Gorm konge" står næsten
som en overskrift på den lille runesten, med større skrift end de øvrige
linier. Kumler står i flertal og betyder minder, så der må have været
mere end en runesten. Sandsynligvis er Thyra blevet begravet i en
stensætning eller skibssætning med runestenen som en slags gravsten.
Der er næppe meget håb om at finde Thyras grav. Hvis den har
ligget centralt i højområdet, ligger den måske i den nuværende
kirkegård. Her har mange senere grave selvfølgelig slettet alle
spor.
Der har været spekuleret meget over
den lille runestens oprindelige plads. Måske i spidsen af stensætningen
eller midt i skibet, i nærheden af dens nuværende plads. Vi ved at i
1627 lå stenen ved kirkedøren, hvor den blev brugt som bænk og at
den senest i 1639 er opstillet på sin nuværende plads.
I Snorri Sturlasons
Norske Kongers Krønike står der: Kong Gorm avlede to sønner med
Tyri Dannebod som hed Knud og Harald. Knud var smuk, og den yndigste
af dem, og lignede sin moder, og derfor blev han kaldt Knud Dane Ast
(Knud daners lyst og kiærlighed).
Myten
om Thyra Danebod
Historikerne Saxo og
Svend Aggesen skriver i 1200 tallet om den kloge, smukke og dydige
dronning, og tilskrives rollen som den der byggede Dannevirke, men
denne rolle har historikerne afvist, idet det er bevist at Dannevirke
blev bygget langt tidligere.
I stedet har det været en udbygning af volden.
Historikerne fortæller at den tyske kejser Otto den I bejlede til
Thyra, men hun holdt ham hen i et år, og i mellemtiden foranstaltede
hun at volden Dannevirke blev opført, så kejser Otto ikke kunne
erobre landet.
Thyra bliver også
skildret som den kristne, der har været et godt eksempel for sønnen
Harald. Det kunne sagtens være forklaringen på at Harald var
velvillig indstillet overfor den kristne kirke og senere lod sig døbe.
Thyra Danebod,
Danmarks pryd, tanmarkar but, moder Danmark. Navne der symboliserer at
hun var vellidt, og gjorde det bedste for Danmark.
.
.
Guld Harald
Knud Dana-Ast havde en søn ved navn Harald,
senere Guld-Harald. Da Guld-Harald blev voksen, krævede han af sin
onkel Harald Blåtand det halve rige som sin arv efter faderen. Ifølge
Olav Tryggvasons saga svarer Harald Blåtand ham: Ingen mand havde krævet
af hans fader Gorm, at han skulle være halv-konge over Dana-vælde,
ejheller af hans farfader Hardeknud eller Sigurd Ormøye eller Regner
Lodbrog.
Guld-Harald blev kort
efter dræbt ved Svig ved indsejlingen til Limfjorden 976. Var
Guld-Harald ikke blevet dræbt, havde han sikkert arvet riget efter
Harald Blåtand, for Harald Blåtand havde ingen ægtefødte sønner,
kun Slegfredsøn med en fynsk bondedatter: Svend (Tveskæg)
.
.
.. |
