Knud
Lavard, født 1096, død 1131 og far til Valdemar den Store. Han
opfostredes først hos stormanden Skjalm Hvide, derefter var han
hos Lothar, den senere tyske konge.
Han blev gift med Ingeborg, datter af storfyrst Mstislav af
Rusland. Han dræbtes i Haraldsted Skov ved Ringsted af sin fætter
Magnus, Kong Niels` søn, der ville hindre at Knud Lavard gjorde
krav på den danske trone. I 1169 blev Knud Lavard helgenkåret af
pave Alexander 3.
Han
var rigets ledende mand, søn af Erik Ejegod. Som voksen blev han
Danmarks grænsevogter og jarl i Sønderjylland. Han antog den
tyske hertugtitel, men hans tilnavn Lavard er engelsk, og betyder
herre.
Han angreb venderne ved raske ryttertogt, tvang Henrik til fred og
gjorde ham ved sit højsind til ven. Da Henrik og hans sønner døde,
blev Knud Lavard venderfyrste og virkede for at udbrede
kristendommen i Vendland.
Hjemme holdt han hånden over landefreden og straffede alle
ufredsmænd, af hvad æt de end var.
Den store folketilslutning han derved vandt, vakte misundelse hos
Magnus den Stærke, Niels og Margretes søn, der var valgt til
konge i sin moders hjemstavn, Vestergötland. Magnus frygtede, at
folket ved et kommende kongevalg ville foretrække Knud Lavard, og
sluttede en sammensværgelse med andre medlemmer af kongeætten,
om at rydde ham af vejen.
Knud Lavard blev lokket til et møde i Haraldsted Skov, hvor han
blev dræbt.
Knud
Lavard`s lig jordfæstedes af Asser Rig og Ebbe Skjalm Hvides sønner.
.
.
.
