Sydamerika

fortidensjelling.dk danmarkskonger.dk onlinephotos

Billeder og tekst fra mine rejser

onlinephotos

.
Kroatien
Bosnien Hercegovina
Montenegro og Albanien
Grønland
Færøerne

Baltikum

Sydafrika

Filippinerne

Mallorca

Østrig

Istanbul (Tyrkiet)

Bali

Kappadokien (Tyrkiet)

Borneo

Ephesos (Tyrkiet)

Alanya (Tyrkiet)

Krim (Ukraine)

Cypern

Sydøst-Thailand

Competa (Spanien)

Sri Lanka

Vietnam

Thailand

Sydamerika
Paraguay-Brasilien-Argentina

Chania (Kreta)

Malaysia

Mexico

Bulgarien

Kina

.

Klik på billederne

.

Oplevelsesrejse til Brasilien - Paraguay - Argentina 27. oktober-17. november 2006

Arrangør: Alfred og Margarita Bundgård, Paraguayrejser

.

.

.

.

Rejsebeskrivelse

Lørdag d. 28.10. Sao Paulo

Efter en lang tur med skift i Milano ankom vi til Sao Paulo d.28. kl.6. om morgenen. Vores guider tog imod os, og vores bus kørte os til hotel Monaco.
Denne første dag var vi på en kort bytur i Sao Paulo. Byen har 18 mill. indb. lige så mange som Danmark, Norge og Sverige tilsammen og har et areal svarende til Fyn. Det er verdens 4. største by. Vi gik en tur og kiggede på forretninger og et mylder af mennesker.

.

Søndag d. 29.10. Maringa

Efter en god nats søvn starter turen mod Paraguay i alt ca.1000 km. Vi skal køre 600 km. den første dag. Landskabet på denne strækning er præget af store marker med sukkerrør, kaffeplanter soja, majs og skove med eukalyptustræer. Disse træer er meget hurtigvoksende og anvendes til bolcher, hostesaft og papir. Stammerne bruges til elmaster. Der er blomstrende johannesbrødtræer. Frøkapslerne ligner boomeranger i forskellige størrelser.

Vi holder pause i en lille landsby fordi vores to chauffører skal stemme til det brasilianske parlament. Et par af vore rejsefælder får lov at kigge indenfor og fortalte at der blev stemt via computere. Senere på aftenen fik vi at vide at Lulu var blevet genvalgt til præsident. Vi andre benyttede pausen til at kigge lidt på den lille by. Der er god skygge under de store mangotræer som står langs vejen. Temperaturen er omkring 30 gr. Folk sidder udenfor deres små huse og hygger sig med hinanden. Vi nåede frem til Maringa først på aftenen hvor vi skulle spise og overnatte på hotel Gaph.

.

Mandag d. 30.10. Ciudad del Este

Vi starter igen kl.8.00 og skal køre de sidste 400 km. til grænsen. Vi holder ved en kaffeplantage hvor vi får lejlighed til at se nærmere på planterne. Træerne er blevet høstet i september og er allerede ved at sætte nye skud. De høstes en gang om året. På en mark ved siden af er der sukkerrør som høstes flere gange om året. Når sukkeret er taget bruges resterne til spiritus og brændstof (ethanol). 25 % af bilerne i Brasilien kører på ethanol som ikke belaster miljøet med CO2.

Landskabet er desuden særpræget ved af der er nogle enorme termitboliger på over ½ meter høje ved skovene og vejgrøfterne.

Vi kører på gode veje her i Parana` området. Vejene holdes ved lige af midler der opkræves ved regelmæssige betalingsanlæg som vi kører igennem.

Vi nærmer os grænsen og der begynder at blive lange køer af lastbiler som venter på at komme over. Vi er alle ude af bussen for at blive kontrolleret og få stemplet vores pas både ved den brasilianske og den paraguayske kontrol. Der er lange køer af mennesker og mange sikkerhedsvagter så vores guide bener af sted med hele flokken efter sig. Men det skal vi nu prøve flere gange.

Vi er nu kommet til Ciudad Del Este, grænsebyen med ca.250.000 indb. og bliver meget oplivede ved at blive indlogeret på et pænt hotel, Califonia, med have og swimmingpool og vide at vi skal være her de næste tre nætter. Maden er super og nydes til argentinsk rødvin eller store øl.

Efter aftensmaden skal vi lige ud at se på byen. Fortovene er nogle steder belagt med sten ellers går man bare på den røde jord. Forretningerne er lukkede, men da nogle stopper op og skal se alle de tasker der er indenfor gitteret kommer der straks en dame ilende og efter flere forsøg finder hun nøglen der passer. Alle vil købe tasker og mændene spørger vist om man også kan købe spiritus for pludselig er der banket en fortovsknejpe op. De bedste plasticstole har fire ben og dem med to eller tre bliver sat oveni hinanden. Da ”bartenderen” kan se at der ikke er whisky nok til alle henter han forstærkning hos naboen.

.

.

Tirsdag d. 31.10. Juan Leon Mallorquin

Besøg hos vores rejsearrangører på deres landsted i Juan Leon Mallorquin, en tur på 60 km.

Under turen fortalte Margarita lidt om de sociale forhold i Paraguay. Der er ikke skolepligt, men befolkningen bliver oplyst om vigtigheden af at børnene får en uddannelse. Offentlige skoler er gratis, men forældrene skal betale børnenes uniform og bøger. For de velhavende er der private skoler. Ligeledes findes der offentlige og private hospitaler. De ældre passes af familien. Befolkningen betaler ikke skat, men der betales jordskat. Det der slog mest i øjnene var de elendige boliger eller barakker vi så mange steder, og der var ikke fortove og ordentlige veje.

Vi blev vist rundt i familiens have og skov. I haven voksede store palmer og mangotræer. Orkideer voksede på træstammerne. For enden af græsplænen var der en række ananas hvor blomsten var ved at springe ud, hver plante giver en frugt. På marken dyrkedes bl.a. manjok, en rodfrugt der spises som en slags kartoffel, de smagte rigtig godt friturestegt. Desuden laves der mel af den som anvendes til brød og kager. I skoven var der et område med appelsintræer, de var meget søde og saftige.

Der blev serveret en dejlig frokost med kylling, pølser og oksekød fra grillen med salat, ris, manjok og majsbrød. Vejret var meget varmt og lummert, men det blev mere og mere overskyet og pludselig kom der nogle voldsomme vindstød efterfulgt af regn. Da det så ud til at fortsætte måtte chaufføren køre bussen ned for neden af den lange vej på omkring 1 km. Da den ellers ikke kunne køre i det røde mudder som vejen blev omdannet til. Det havde ellers været en dyr omgang da de fik lavet vejen d.v.s. ryddet for bevoksning og fyldt op med sten.

Vi hyggede os og havde det rigtig sjovt ude på den overdækkede terrasse. Men vi skulle jo hjem til vores hotel på et tidspunkt og da regnen fortsatte, var der følgende muligheder. Enten at gå gennem mudderet eller at blive trukket på en kærre med to stude spændt for. Set i bakspejlet havde man mest kontrol ved at gå selv, da kærren flere gange var helt omme på siden at ligge.

Buschaufførerne havde vist bare siddet og drevet den af, men de fik pludselig travlt med at beskytte gulvet for de over 40 par mudrede fødder der steg ind i bussen.

Om aftenen fejres 60 års fødselsdag for en af deltagerne og en lokal gruppe underholder med dejlig sydamerikansk musik.
.

.

.

.

.

.

Onsdag d. 1.11.

Iguacu Nationalpark.

Navnet stammer fra guarani sprog. I betyder vand og guacu stor. I Brasilien hedder parken Iguacu` Nationalpark og i Argentina Iguazu Nationapark. De kom på Unescos verdensarvliste i 1984 og 1986.

Denne dag var turens højdepunkt da vi skulle opleve verdens største vandfald. Vi kom over grænsen til Brasilien, efter at have været igennem de to paskontrol kom vi til Iguacu Nationalpark. Ved indgangen besøgte vi først en tropisk fuglepark med kæmpe store indhegninger så man kunne gå inde og se papegøjer og andre flotte farvestrålende fugle. Der var flamingoer, ørne, sommerfugle og slanger.

Vi havde håbet at vejret ville klare op men allerede ved indgangen begyndte det at regne så nogle købte badesandaler og vi trak i vores regnslag. Efter en ca.10 km. bustur var vi ved gangstien der førte gennem regnskoven og ud til klipperne hvor der var et fantastisk panorama op over vandfaldene. Et sted gik vi ud på en bro hvor vandet sprøjtede ned over os. Ved nogle udkigspunkter kom vi så tæt på at det var svært at høre andet end det enorme brus. Med elevator kom vi så højt at vi så en stor del af området og til de argentinske fald. Nede kunne vi se bådene sejle og komme ind unger nogle af de mindre fald. Det skulle vi prøve senere.

Vandfaldene kommer fra Iguazufloden som løber ud i Parana`floden på grænsen mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Størstedelen ligger på argentinsk område, mens de bedste udsigtspunkter ligger på brasiliansk område. De består af i alt 275 vandfald formet som en hestesko som i kaskader fosser vandet ned af 80 meter høje klipper med en tåge af regndråber hvori solen kan reflektere sig til flotte regnbuer. Da Mrs.Roosevelt i sin tid besøgte stedet skulle hun have udtalt at det fik Niagara Fals til at ligne en vandhane.

Vi kørte tilbage indgangsbygningen og de der skulle på sejltur steg om i et tog der kørte os tæt på floden. De sidste 600 m. gik vi gennem regnskoven og så bl.a. nogle små næsebjørne. I en åben motorgummibåd med plads til 20 personer sejlede vi ned ad den brusende flod, helt ud til vandfaldene hvor båden lå stille så der kunne tages billeder. Der blev udleveret plasticposer til kameraerne, vandet sprøjtede om ørerne på os. Dette var kun begyndelsen, så tre fire gange ind under vandfaldet hvor vandet fossede nedover ned over os. En bad om en tur mere og det fik vi. Vandet var dejlig varmt men på tilbageturen i toget var vi nogle der frøs. Tilbage ved indgangen nød vi solens stråler for første gang denne dag. Panoramaet ville utvivlsom have været endnu mere fantastisk i solskin. De som havde sat næsen op efter en tur i helikopter tidligere på dagen blev snydt da denne var aflyst på grund af regnen og den dårlige udsigt.
.
...

.

.

Torsdag d. 2.11. Encarnacion

Vi starter turen mod Encarnation kl. 8.00, en tur på ca.280 km. Byen kaldes Paraguays kornkammer og perlen i syd da der er meget frugtbart.

Vi kører forbi store marker med blomstrende solsikker. Ellers er det hovedsalig majs og sojamarker. Så snart majsen er høstet sås soja uden at jorden pløjes. Vi spiser frokost på en restaurant med tilhørende flot park med swimmingpool og et flor af blomstrende træer bl.a. bourgonville.

Derefter besøgte vi en tefabrik hvor der som det eneste sted i Paraguay dyrkes den grønne te som er kendt for sine forebyggende egenskaber. idet den styrker immunforsvaret. Vi får smagsprøver og nogle køber teen.

På den sidste del af turen besøgte vi en af de fem SOS Børnebyer som findes i Paraguay. Forstanderen fortalte om stedet her og organisationen. Her bor 170 børn som hver bor i en familie i huse med 10 børn, en plejemor og nogle hjælpere. Plejemoderen er ansat på kontrakt for 30 år og er så sikret livslang pension. Hun har sine fridage og kan besøge sin egen familie sammen med ”sine” børn. Børnene kommer her fordi de har mistet deres forældre eller der er forhold som gør at de ikke kan passe hjemme. Søskende forbliver sammen i en familie. De går i den lokale skole, deltager i musik, dans og andre aktiviteter. De bliver her indtil de har fået en uddannelse og kan klare sig selv. Vi blev budt indenfor i husene som virkede hyggelige og nogle af børnene viste glade deres værelser, tegninger, håndarbejde og hvad de ellers var i gang med. Der var en symaskine og de voksne syede deres dansekjoler. Køkkenet var spartansk udstyret med hensyn til hjælpemidler, dog havde de automatisk vaskemaskine. De store børn havde deres arbejde nogle timer i køkkenhaven. Der var tilknyttet et hospital hvor også andre fra området kunne blive behandlet. Vi så fødestue, børneafdeling med et par couvøser. Udstyret virkede gammeldags set med vore øjne, men mange fik hjælp herfra. Hvis f.eks. et barn skulle i behandling og forældrene ikke havde råd til medicin fik den med herfra.

Sos Børnebyerne blev etableret i 1949 af østrigeren Herman Gmeiner og arbejder i dag i 132 lande.

Vi ankom til Encarnacion sidst på dagen og blev indlogeret på hotel Arthur et rigtig flot hotel. Her skulle vi være de næste 3 nætter.
.

.

.

..

.

.

.

Fredag d. 3.11.

Jesuitterruiner i Trinidad

Jesuitterne var en katolsk munkeorden der blev grundlagt i 1540 af en portugiser. I Sydamerika missionerede de dels i Argentina, Brasilien og Paraguay.

Trinidadmissionen blev grundlagt i 1706. Byen er bygget op omkring en stor rektangulær plads med en kæmpe kirke som centrum. Rundt om kirken lå indianernes huse, værksteder, stalde og en skole. Ca.4000 indianere arbejdede her med landbrug og håndværk. Indianerne blev humant behandlet i forhold til de vilkår kolonimagterne bød dem. De lod sig omvende til den kristne tro og blev undervist i deres eget sprog; gurani men de skulle leve under de religiøse forskrifter der hørte til ordenen. Da jesuitterne blev smidt ud magthaverne skulle også indianerne ud.

Ruinerne blev gravet frem i 1980erne og er erklæret kulturarv af Unesco. Især kirken har været rigt udsmykket, der sås rester af figurer med engle og forskellige symboler. Bygningerne var opført i mursten lavet i området og en italiensk arkitekt skulle have tegningerne.

I den forbindelse kan nævnes at filmen ”The Mission” med Robert de Niro handler om de jesuitmissioner som var i området i 1700-tallet.

Efter frokost hos en tysk farmer som ejede et stort landområde kørte vi i lastbil en tur gennem den tilhørende skov. Der var meget tæt bevoksning. Vi så ingen store vilde dyr udover køer og får men nogle meget flotte store blå sommerfugle.

Der bor mange tyske emigranter i Paraguay især i det nordlige område der kaldes Chaco, de kom hertil i 1920`erne.

Vi bor her i Encanacion tæt på et stort supermarked hvor vi kan få brugt nogle af vores mange tusinder guarari vi har fået vekslet. 1000 guarani er ca.1kr.

.

.

.

Lørdag d. 4.11.

Vi var om formiddagen på indkøbstur inde i centrum af byen. Encarnacion har ca. 60.000 indbyggere, der primært beskæftiger sig indenfor industrien. Der var et meget aktivt handelsmiljø og nogle købte flot og billigt tøj og gode sko. På markedet var der lokalt kunsthåndværk som smykker og træfigurer. Det var meget almindeligt at vi alle steder i blev kontaktet af indianere, som solgte smykker og ure.

Vi spiste frokost på en hyggelig restaurant hvor det i dag ikke var den store buffet som vi var vant til men en almindelig velsmagende pizza. En dukkede først op da vi næsten var færdige fordi de i forretningen hvor han købte sko ikke kunne køre hans visakort selvom de påstod det fungerede. Det var ikke sjovt at blive væk fra gruppen i denne vrimmel og sproget gjorde det umuligt for os at kommunikere med de indfødte. I Paraguay tales der spansk og guarani og der undervises i begge sprog i skolerne.

På busturen gennem byen vakte det opsigt at helt små børn ved lysreguleringerne gik ud og vaskede bilernes forruder mens de voksne sad inde på fortovene og tog imod pengene hvis der var nogle der betalte. Vi kørte ned til den argentinske grænse få kilometer derfra. Vi fik lov at gå gennem paskontrollen uden at vise pas. Vi nød udsigten over Parana` floden.

Om aftenen fejrede vi igen 60 års fødselsdag med lækker mad, dessert og efterfølgende lagkage med lys. Senere var der underholdning med paraguansk folkemusik ved poolen. To spillede på harpe og guitar og en lille pige sang sammen med sin mor og opførte nogle flotte danse.

.

Søndag d. 5.11. Acuncion

Selvom det var søndag, og det blev sent den foregående aften blev vi igen vækket kl. 6,30.

I dag skulle vi tage afsked med Encarnacion og køre mod hovedstaden Asuncion ca. 300 km.

Landskabet ændrer sig fra frugtbare marker til store græssletter og sumpede marker hvor der græsser køer og får.

Vi holder ind et sted hvor der sælges de smukkeste trøjer, tæpper og sjaler i uld.

Senere er vi inde at bese en gravplads. I nogle små mere eller mindre dekorerede huse placeres slægtninges kister. Den afdøde bliver balsameret og lagt i kiste 24 timer efter dødsfaldet.

Vi spiste frokost på en stor flot tysk restaurant hvor der var en masse velsmagende mad i den store buffet.

Senere på turen besøgte vi ”den gamle kirke” bygget af franciskanermunke fra 1756-1772. Franciskanerordenen blev stiftet i 1210 af Frans af Assisi og munkene var kommet til Paraguay omkring år 1500.

Kirken var vel på størrelse med Ribe Domkirke. Loftet var dekoreret med træudskæringer af forskellige helgener.

Vi ankom til hotel Los Alpes, vores opholdssted de næste 3 nætter. Stedet lå ca. 20 km. udenfor Asuncion. Det lød da lidt hjemlig og hotellet så da også hyggelig ud som et tyrolsk vidunder. Alt virkede som om livet var gået i stå for mange år siden. Servicepersonalet virkede ikke særlig opmærksomme på hvordan vi blev sendt rundt i alle afkroge for at finde vores værelser. Nogle skulle bo i nogle sidefløje ud til swimmingpoolen, andre skulle ovenpå.

I foyeren var det så tæt pakket af gamle planter at vi allerede kunne høre myggene summe. Gangen til værelset lugtede af fugt men selve værelset var med 4 flot opredte senge, selvom vi kunne skulle bo to. Vi lånte noget spray i receptionen for at dræbe myggene inden de gik på os og vinduerne blev lukket. Der var to swimmingpool, den ene var meget beskidt, i den anden svømmede allerede nogle svedige danskere. Det var en rigtig flot have med kolibrier og farvede fugle, men bevoksningen var meget tæt og det var lummert. Vi fik aftensmad og var meget trætte.

.

.

.

.

.

.

Mandag d. 6.11.

I nat var det et forfærdeligt uvejr med torden og regnskyl. Vi vågnede ved 4-tiden ved at regnen strintede ned fra loftet. Vi flyttede vores kufferter op på sengene og ventede på at den voldsomme torden aftog og sov videre. Da vi stod ud af sengen var gulvet som en våd glidebane. Møblementet der stod ved væggen var drivvåd. Sengetæppet der lå på gulvet kunne vrides.

Regnen var stilnet af og vi kørte til hovedstaden Asuncion. Vi boede trods alt bedre end de hytter vi så undervejs hvor de fleste var omgivet af vand.

Vi besøgte først den gamle bydel.

Byen blev grundlagt 15.august 1537 og har et indbyggertal på over 2 millioner. I hele landet er 5.8oo.ooo indbyggere. Paraguay var det første land i Sydamerika som blev selvstændig, det skete i 1811. Landet var i mange år isoleret, ingen kunne rejse ud eller ind og der var ingen handel med andre lande. Landet er blevet ledet af forskellige diktatorer. På 31 år var der 22 præsidenter.

I 1954 kom Alfredo Strossner til magten. Han nedstammede fra tyskerne og blev genvalgt 7 gange sidste gang i 1988. Den nuværende præsident som blev valgt i 2003 er Nicanor Duarte Frutos

Vi så det gamle parlament hvor der nu er museum for musik, teater og litteratur. Der var udstilling om indianernes kultur. Vi så den nuværende regeringsbygning, den gamle banegård og havnen hvor der var en flot udsigt over Rio Paraguay som deler landet. Den sydlige mest frugtbare del og det nordlige Chaco som er tyndtbefolket med marsk og skove. Langs flodbredden lå nogle skure/barakker i en lang række som var beboet og som var en skarp kontrast til den flotte regeringsbygning.

Om eftermiddagen gik vi tur på strøget som osede af liv og pæne forretninger. Mange handlede i det flotte stormagasin hvor der var tøj, sko og isenkram i flere etager.

Hjemme på hotellet var vandet tørret op og vi nød aftensmaden.

.

.

.

.

Tirsdag d. 7.11.

Denne dag skulle vi besøge en indianerlandsby hvor der boede 700. Der er 17 forskellige stammer i landet. Denne hedder Maka. Nogle boede i små huse andre i primitive hytter. De har deres egen skole hvor børnene bliver undervist i deres eget sprog guarani. De laver deres håndarbejde i reservatet og tager ind til byerne for at sælge det. De fleste bliver boende i byen da de er udstødte af befolkningen. De opførte nogle danser hvor de indbød os til at deltage. Vi så deres håndarbejde og udstillinger af smykker, musikinstrumenter, tasker og fjer. En gammel dame var særlig berømt fordi hun havde de største huller i ørerne som var på størrelse med en tokrone.

Derfra kørte vi over paraguayfloden mod Chaco som dækker 60% af landets areal. I nord grænser det op til Bolivia ca. 800 km. herfra.

I 1930 trængte Bolivia ind i Paraguay i jagten efter olie. Paraguay vandt krigen men mange blev dræbt. Vi så en rytterstatue af en tidligere præsident hvor hesten står på alle fire ben. Der fortælles at så ligger han i sin seng. Hvis hestens ene forben er løftet er han såret hvis begge er løftet er han dræbt.

Vi skulle besøge en belgisk guvernør som har en stor farm med 6-7000 stykker kvæg heraf 450 malkekøer. Området er sumpet med palmer der står ude i vandet og indimellem er der græsmarker. Der er mange tysksprogede i området pga. immigranter der kom til landet i 1920erne.

Vi ser mange storke, hejre og en enkelt marabuestork. Pumaer kan være en plage da de tager kalvene. En ser en slange fra bussen men den er væk inden vi andre når at se den. Da vi når frem til farmen serveres der frokost. Derefter kører bussen ud til et af de steder hvor der malkes og de der er interesseret kan overvære processen. Bagefter er der en tur ud over området i vogne trukket af en traktor. Her er et helt eldorado af fugle og vi skimtede en alligator i søen. På hjemturen kører vi med udsigt over ypacaraisøen, det var rigtig flot.

.

.

.

Onsdag d. 8.11.

Vi tager afsked med Los Alpes kl.8,00 og vores næste stop er den nye kirke i Caacupe som er Paraguays største. Dette er vældig kuppelformet bygning som blev påbegyndt i 1940 og som der stadig bliver arbejdet på. Hele gangen op til kuplen er prydet af vægmalerier som fortæller historien om indianeren Jose som var blevet omvendt af franciskanerne i det 15.århundrede og skar en statue af jomfru Maria i træ, men fordi han tilbad hende måtte han flygte fra sine egne. Efter hans død bevarede hans søn statuen og den findes i en kirke her i nærheden. Malerierne er fantastiske og maleren var 2 år om at lave dem. Der er fin udsigt oppe fra kuplen .

Derefter skulle vi besøge menunitternes samfund, Sommerfeldt. Menunitterne er en kristen bevægelse som stammer fra Tyskland og Holland. De afviste at gøre krigstjeneste og da de europæiske lande udviste dem flygtede de til Ukraine, efter Katharine den Stores opfordring. Da den russiske kejser indførte værnepligt udvandrede mange til Canada og USA. Anni som er guide for os kom hertil som 5årig. Hun udvandrede sammen med tusinder andre fra Canada i 1948.

Der bor 3000 her i dette store landområde. Der er anden stor koloni i Fhiladelphia i Chaco provinsen. Menunitterne er dygtige farmere og har 44.000 ha. jord som de dyrker med moderne landbrugsmaskiner og de har deres eget mejeri. De sælger deres produkter over hele landet og beskæftiger også arbejdere udenfor deres egen menighed.

De giver støtte til fattige, driver deres egne hospitaler og skoler. De bor i flotte huse her i Sommerfeldt, har deres eget supermarked og plejehjem. De unge bliver oftest inde i samfundet men nogle får højere uddannelser. Hvis de gifter sig med en udenfor kan de ikke få lov at bo her. Der var mange piger der arbejdede i kantinen, i haverne og på plejehjemmet som vi senere besøgte. De så alle ens ud i blå kjoler og med langt opsat hår, de må ikke lade sig klippe. På plejehjemmet blev de ældre godt passet både af deres familie og de mange unge piger. De ældre ville gerne snakke og nogle fortalte på engelsk deres egen historie.

Først på aftenen havde vi tilbagelagt 300 km og var tilbage i Ciudad Del Este på vores hotel Califonia i det samme værelse som vi forlod for en uge siden.

.

Torsdag d. 9.11. Itaipu

I dag har vi besøgt verdens største vandkraftværk Itaipu som betyder de syngende sten.

Besøget startede med en film om dets bygning og funktion. Bygningsarbejdet startede i 1975 efter at de to lande gennem flere år havde drøftet mulighederne for at udnytte Parana` flodens kraft. Dæmningen er næsten 8 km. lang og er 196 meter høj og den store sø bag dæmningen er 170 km. lang. Der produceres 14. 000 megawatt/time. 25 % af Brasiliens befolkning og næsten hele Paraguay, i alt 50 mill. mennesker får deres strøm herfra. Der er 18 turbiner som skal udvides med yderlige 2. De 2 lande ejer hver ½ af turbinerne. I 16 år arbejdede 40.000 mennesker på stedet. Byerne Ciudad Del Este og Foz do Iguazu er opstået som følge af kraftværket.

Der blev brugt beton svarende til 3 gange så meget som til Europa tunellen, 300 gange så meget stål som der blev brugt til Eifeltårnet og sten svarende til en motorvej fra Itaipu til New York (9000 km.) Det har kostet 20 milliarder dollars hvoraf de 4 er brugt til expropiration.

Fra en terrasse kigger vi ned over dæmningen og kan se de 18 turbiner og de store fald ned til floden: Vi er nok lidt skuffede, for på billeder havde vi set de store mængder vand der fossede ned, men der var ikke noget. Vi fik at vide at det kun var ved overskudsvand at sluserne blev åbnet, så kommer det med 130 km./ time. Vi kørte gennem en lang tunnel under sluserne op til et område med træer hver med et navneskilt til minde om de 140 der mistede livet under arbejdet.

Om eftermiddagen var vi rundt i Ciudad del Este da mange havde behov for at hæve penge. Ved 4. bank lykkedes det for os der havde visakort. Gåturen var en oplevelse i sig selv hvor vi måtte sno os for at komme omkring de mange indkøbsboder som fyldte fortovene og undgå de mange rister som dækkede flere meter dybe huller.

.

Fredag d. 10.11.

Mange nød formiddagen ved poolen. Om eftermiddagen kørte vi ud til vores rejsearrangørers landsted som blev en anderledes tur en sidst. Vejret var strålende omkring 30 gr. og vejen var tør så vi kunne køre helt hen til havelågen.

Efter en gåtur i appelsinlunden hvor vi spiste af de saftige frugter fik vi de lækreste bøffer fra grillen. Bagefter var der danseopvisning af flot pige i nationaldragt som dansede med en krukke på hovedet. Det var en flot stjerneklar aften og vi så Sydkorset som man kun kan se på den sydlige stjernehimmel.

.

Lørdag d. 11.11. Foz do Iguazu

Vi forlader Ciudad Del Este og kører til byen Foz do Iguazu i Brasilien og bliver indlogeret på hotel Mona Lisa hvor der er en stor have med pool.

De der gerne vil se vandfaldene fra helikopter tager af sted og resten går tur i byen.

Efter nogle timer er vi alle tilbage. Turen med helikopter havde varet 10 min. Først fløj de over den kæmperegnskov hen til vandfaldene som var meget små i forhold til det vi tidligere havde set, men det gav da et godt overblik. Turen kostede 70$.

Om aftenen var vi til spisning og danseshow på et forlystelsessted overfor. Der var dansere fra Argentina, Paraguay og Brasilien. Det var rigtig flot og musikken fantastisk.

.

Søndag d.12.11. Argentina. Iguazu Nationalpark

Vi kørte over grænsen til Argentina. Guiden samlede vores pas og de blev stemplet i paskontrollen. Staten her hedder Missioners og er opkaldt efter jesuitterne. Argentina har 37 mill. indb. Hvoraf ca.½ bor i staten Buenos Aires. Sproget er spansk.

Det var blå himmel uden skyer og omkring 30.gr. da vi kom til nationalparken. Vi går først en lang tur på gode stier gennem den subtropiske regnskov hvor vi ser leguaner, næsebjørn, aber, en masse farvestrålende fugle og sommerfugle. Vi er mange steder tæt på vandfaldene og kan i dag se regnbuer der dannes i vanddråberne. Vi går ca.3 km. Det ene flottere end det andet, hvor man kan se ned i de dybe kløfter hvor vandet fosser ned. Langt de fleste vandfald ligger på Argentinas side.

Efter frokost kørte vi med tog ud til gangbroerne over floden og kom ud til Djævelens Gab hvor flere vandfald styrter ud over klipperne og ned i en dyb kløft. Det var vådt og larmende og så tæt på at vi blev oversprøjtede.

Om aftenen spiste vi på en udendørs restaurant i 28 gr. s varme og fik nogle lækre bøffer med argentinsk rødvin.

.

Mandag d. 13.11. Curitiba

Vi forlader Mona Lisa og skal køre 600 km. hjemad mod Sao Paulo, men øst via Curitiba. Jo længere vi kommer østpå des mere kuperet bliver terrænet i modsætning til de flade frodige marker på udturen. Vi gør stop ved et udkigspunkt i 307 meters høje hvor der flot udsigt over bjergene.

Vi kommer til hotel Condor ved aftenstide og skal have 2 overnatninger her.

.

Tirsdag d. 14.11. Bytur.

Curitiba er hovedstad i Parana`staten og har 1.6 mill. indb. Den ligger 951 meter over havet så i dag er det koldt kun lidt over 20 gr. så for første gang på turen har vi taget langærmede trøjer eller jakker på.

Byen har bl.a. 4 bilfabrikker. Det er en flot by med højhuse og flotte villaer i kontrast til det vi har set i Paraguay. Vi aflægger besøg i operaen hvor en gangbro over et vandløb fører op til bygningen i to etager.

Vi er inde i parken med pandekagehuset som er opført af en tysker. På plakater med tegninger fortælles historien om Hans, Grethe og heksen. I pandekagehuset er der børnebibliotek udsmykket med billeder og tegninger. Der er små afdelinger som er indrettet til at børnene kan sidde og få fortalt eventyr.

I botanisk have så vi eksotiske planter og forskellige palmer. Flotte afrikanske liljer. En væld af forskellige orkideer og ellers plante med portugisiske eller latinske navne.

Til sidst var vi i en park opkaldt efter Jaque Questo anlagt omkring en sø med store fisk, fugle og sorte svaner. Fra en høj tårn kunne vi nyde udsigten over området.

.

Onsdag d. 15.11. Tilbage til Sao Paulo

Turen var på ca.300 km. Og vi startede kl.8. som sædvanlig og ned gennem bjergene. Vi stoppede ved en flod med speciel flot udsigt. Her kørte bussen over en flaske og det ene af de dobbelte dæk på baghjulene eksploderede med et brag. Men vi kørte over den høje bro i sneglefart. Alfred fortalte at den var styrtet sammen for nogle år siden hvor en tung lastbil styrtede ned. Men vi var jo kun 44 i bussen og vi kom godt over og heldigvis viste der sig snart en servicestation.

Godt på vej igen i hårnålesving og ikke langt ud til kanten ned til de dybe dale. Her var et væld af bananplantager og et sted gjorde vi holdt og spiste så mange vi kunne.

Selvom vejene havde været gode indtil nu var dette et afsluttet kapitel. Der var så store huller at vi humpede af sted og på den lange strækning kørte vi ikke igennem en et eneste betalingsanlæg. Men vi fik en ekstra pause da politiet stoppede bussen og blev vinket ind til kontrollen hvor der stod bevæbnede betjente. Alt skulle undersøges. Først afleverede vi alle vores pas og passagerlisten. Det tog lang tid over en time. Passene kom retur men så var det åbenbart chaufførernes papirer der var noget galt med. Det endte med den ene fik en bøde på 3000 Real for nogle papirer han manglede fra sit firma.

Hen mod aften nåede vi Sao Paulo til vores udgangspunkt hotel Monarco.

.

Torsdag d. 16.11. Afrejse

Vi forlod hotellet kl.11.30. og efter ½ time var vi i lufthavnen. Vores rejsearrangører gav den sidste frokost på Mac.Donald og da vi havde tjekket ind tog vi afsked med dem. De skulle nu hjem til Paraguay med bus i 14 timer og ellers holde ferie indtil næste hold skulle komme i februar.

Vi lettede med flyet kl. 14.30 og var i Milano 11 timer senere